”Man stoler vel på præsten.” Sådan lyder titlen på en ubehagelig og tankevækkende dokumentar, som i denne tid sendes på P1. Ja, selvfølgelig stoler man på præsten. Det er så selvfølgeligt og ligetil, at præsten er tilforladelig. Ham kan man være tryg ved og betro sig til uden risiko og fare. Ham kan man uden betænkeligheder overlade sine børn og unge til. Ulven går på rov blandt fårene, men hyrden/pastoren vogter dem.
Sådan bør det være, sådan skal det være, men sådan er det ikke altid. Også præster kan svigte og falde dybt. Præsten er selvfølgelig et skrøbeligt menneske som alle andre, men der er alligevel en fornemmelse af afgrundsdyb tillidsbrud, når præsten misbruger sin stilling og vanærer sit embede.
”Man stoler vel på præsten” handler om sagen, hvor en præst siden juni sidste år har siddet varetægtsfængslet, sigtet for seksuelle overgreb på flere børn. Han nægter sig skyldig i misbrug af de mindreårige drenge, men har erkendt samleje og anden kønslig omgang med en 13-årig pige. Man kunne selvfølgelig tie sagen ihjel og lade retten gå sin gang, men som P1 oprullede historien, tegnede der sig et kun alt for velkendt mønster, som det var værd at få forstand og sund skepsis af.
Historien om den charmerende karismatiker, som snor mennesker om sin lillefinger og vinder fortrolighed og hjerter. Han havde ”et ualmindelig dejligt menneskesyn” lød det fra et af de nu desillusionerede sognebørn og mor til en teenagedreng, som fik lov at tage på ferierejse til Tyrkiet med præsten.
Det havde præsten sikkert. Han kunne virkelig noget med ord og mennesker, men i bagklogskabens klare lys kan det alligevel undre, hvad han slap af sted med. Præstegården blev en slags uofficiel ungdomsklub, hvor de unge ofte tilbragte weekenden, og her bød præsten på stærke drikkevarer og en plads i sengen til de udvalgte.
Alle blev ikke udsat for overgreb, og alkoholudskænkningen skete ikke med alle forældres vidende, men hvorfor kom det ikke flere for øre? En af hans unge gæster sagde om præsten, at ”han altid tog børnenes parti”. Han forstod virkelig at være teenager med teenagerne. Det er altid godt, når en voksen taler til de unge og forstår deres verden, men en voksen, som spiller ung, er knap så godt. Ikke at det i sig selv er grund til mistanke om overgreb. Det er imidlertid en manglende sans for de grænser, som alder og modenhed bør sætte. Der var da også en skolelærer, som syntes, at det var underligt, at hendes elever tilbragte så meget tid hos præsten, men hendes bekymring blev talt væk over kaffe i præstegården.
Ja, det var en vestsjællandsk variant af en gammel historie, som endnu en gang viser, at karisma kan dække over en mangfoldighed af synder. De, som har ordet i deres magt, kan så let få en magt, de aldrig skulle have haft. De stærke personligheder kan så let få friheder, de aldrig skulle have nydt. ”Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for,” lyder en nytestamentlig formaning mod hyrdernes magtmisbrug. Den har ikke tabt sin relevans.
Jesper Bacher er sognepræst.