GLÆDELIGT NYTÅR, kære læser! Og tillad mig så at begynde året med en spydighed. Hvor må Københavns biskop dog være evigt taknemmelig for alle de gode råd, han har modtaget her i spalterne i de seneste uger vedrørende sognepræst Ramsdals erklærede manglende tro på opstandelsen.
Flere præster har udtalt sig i sagen med gode råd til biskoppen. Præsten skal fyres, præsten skal roses, Bibelen skal ikke læses for bogstavelig og så videre. En præst skal da heldigvis ikke dømmes på grund af en offentlig debat.
Den tjenestemandsretlige del af sagen ligger hos biskoppen. Det giver præsten en række retssikkerhedsgarantier, som ”kloge-Ågerne” ikke giver ham. Biskoppen har en række sanktionsmuligheder, og han kan i yderste konsekvens forlange læresag. Og forlanger han dette, så skal der rejses læresag.
I den forbindelse er det nok værd at nævne, at kun ærlige og habile teologer, der står ved deres holdninger, kan dømmes ved en præsteret. De svage teologer, der bare fjoller rundt uden at vide, hvad de selv står for, kan aldrig dømmes for at tilsidesætte bekendelsesgrundlaget. Det er det paradoks, som folkekirken må leve med. Derfor blev præsten Bent Feldbæk Nielsen dømt, og derfor blev der ikke rejst læresag imod Thorkild Grosbøll.
Jeg synes imidlertid ikke, at den juridiske side af sagen, der som nævnt henhører under biskoppen og måske senere Kirkeministeriet, er så interessant. Der er større ting på spil end Ramsdals skalp.
Det, der kan diskuteres i det offentlige rum, er det menneskesyn, som Ramsdal afslører, idet jeg må gå ud fra, at han er citeret korrekt i medierne, da han ikke har dementeret. Jeg synes, at Ramsdal svigter sin menighed, sine kolleger og folkekirken i det hele taget. Han svigter det medmenneskelige, fordi han i stedet for at skabe tro og fundament i tilværelsen, skaber tvivl og trækker fundamentet væk under medmennesket.
RAMSDAL SIGER SELV, at han stikker ”en nødløgn” om opstandelsen, som han ikke tror på. Det gør han over for mennesker, der kommer til ham i den sværeste stund, hvor de for eksempel skal begrave en af deres kære.
En præst skrev forleden til mig: ”En præst får jævnligt spørgsmålet meget tidligt i samtalen: Tror du på Gud - og ens troværdighed står og falder med, at man kan svare ja.” Den nu afdøde biskop Jan Lindhardt fortæller i bogen ”Det skal råbes”, at det var meget anderledes at være præst end at være universitetsteolog. Han sammenligner det med forskellen på at kaste sig i havet og blot se på det. ”Mit embede betød, at jeg stod ved, hvad der blev sagt (...). Jeg måtte arbejde med søndagens tekst og selv stå til regnskab for, hvad jeg sagde på prædikestolen.”
At stå til regnskab. Det er præcis, hvad alle præster lover i præsteløftet, hvor det hedder: ”Jeg ... lover for den alvidende Guds åsyn: Først: at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter. Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse (...) beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel (...). Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give.”
RAMSDAL ER åbenbart ikke så optaget af sin egen troværdighed. Men hvad værre er: Han svækker troværdigheden til alle præster og til folkekirken. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke ved, om Ramsdal selv mener, at det er løgn, når han hver søndag beder menigheden bekende vor kristne tro, eller om han finder, at det er ren magi under nadveren at sige: ”Dette er Jesu blod.”
Man forstår bedre og bedre, at der er menighedsråd, der i stillingsopslag anfører, at de ønsker en troende præst.
Men er Ramsdal ikke bare ærlig, når han siger, at han ikke tror på det, han fremfører i kirken hver søndag? Nej, tværtimod. Præsten sælger ikke brugte biler. Han skal række evangeliet til det anfægtede, til det ulykkelige og til det søgende menneske. Det er hele vort livsfundament, det drejer sig om. Præsten skal døbe, han skal forrette nadver og prædike opstandelseshåbet, så håbet virkelig bliver levende og nærværende.
Præsten skal ikke efterlade menigheden med tvivl om, hvorvidt han selv mener, at det hele er humbug.
ARTIKLEN ER RETTET 12/1/2015 KL.16.25: Birthe Rønn Hornbech havde i sin oprindelige klumme skrevet "Der er større ting på spil Ramsdals skalp." der manglede et "end" i sætningen. Sætningen er nu ændret til "Der er større ting på spil end Ramsdals skalp."