Jeg har et trist og personligt forhold til det terrorangreb, der ramte Paris forleden. Min franske svigersøn, som til daglig bor i Aarhus med min datter, opholdt sig på spillestedet Bataclan.
På nærmeste hold overværede han i halvanden time myrderierne dér. At han nu modtager mordtrusler fra IS-sympatisører, fordi han som en af de eneste via sociale medier havde overskud til at delagtiggøre omverdenen om forholdene på Bataclan, gør kun ondt værre.
Ingen ved, hvordan disse hændelser eventuelt kommer til at præge ham på længere sigt. Ingen ved ej heller, om et tilsvarende angreb af samme størrelsesorden vil ramme Danmark en dag.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om håndteringen af Muhammedkrisen og Danmarks såkaldte aktivistiske udenrigspolitik kan tilskynde til det. Ej heller om vort tætte militære samarbejde med USA kan tale for det - og så alligevel!
Personligt forstod jeg aldrig, hvorfor Irak skulle ødelægges, fordi man ville af med en diktator. At det skete på et løgnagtigt grundlag og dannede baggrunden for opkomsten af IS, er vel nærmest tragikomisk.
Lad os kort vende blikket mod Taleban, som har været skyld i mange vestlige soldaters død - ikke mindst danske. Det er en kendt sag, at denne organisation opstod ved, at USA finansierede afghanske flygtninges militære træning (og religiøse indoktrinering) i talrige koranskoler i Vestpakistan i forbindelse med den russiske besættelse.
Efterfølgende sendtes de unge mujahediner (frihedskæmpere) retur til Afghanistan, og da russerne var slået militært, transformeredes grupperingen til Taleban-bevægelsen.
Tja, skæbnens ironi kan man hævde. Man kan også sige, at det var et af mange eksempler på, hvordan kortsigtet vestlig indblanding i mellemøstlige anliggender på længere sigt fører utilsigtede resultater med sig - og undertiden rammer os selv hårdt igen på den lange bane.
Også de færreste ved formentlig, at Israel så at sige selv skabte Hamas i kraft af, at man tilskyndede Det Muslimske Broderskab til at få fodfæste på Vestbredden med henblik på at splitte og danne et alternativ til Arafats PLO i 1960'erne, hvor det stod stærkt.
Samtidig må man formode, at den brede befolkning i Mellemøsten og Vesten har svært ved at acceptere, at vi og andre demokratiske stater stiltiende accepterer Israels evindelige ran af jord på Vestbredden, og at landet slipper godt fra at overtræde diverse internationale aftaler i form af Genèvekonventionen, samt en række FN-deklarationer og menneskerettighedserklæringer. Om det kan være medårsag til terrorisme? Måske - personligt frygter jeg det!
Lad mig fremhæve endnu et paradoks, jeg har det svært med. Hvis der er nogen stat, der har støttet terrororganisationer og blandt andet via moskébyggerier har eksporteret den strengeste fortolkning af islam (wahhabismen) - så er det Saudi-Arabien.
Lige nu tilgodeser det saudiske familieforetagende IS økonomisk i sit kyniske spil for at svække ærkerivalen Iran - og Hizbollah.
I mange år har Danmark vel nærmest været i en uformel alliance med Saudi-Arabien. Ja, alliancer kan være problematiske! Hvem ville i den forbindelse for få år siden have drømt om, at udbredt og systematisk tortur skulle finde anvendelse af vores vigtigste alliancepartner - og at belastende dokumenter om danske soldaters overdragelse af fanger til tortur skulle forsvinde i en moderne retsstat som den danske?
Når danske jagerfly om kort tid formodentlig genoptager deres bombninger, og vore alliancepartnere sender droner med bomber i luften, så rammes et ukendt antal civile - og givetvis langt flere, end medierne får kendskab til.
En ting er imidlertid sikker: rammes Danmark en dag af et større terrorangreb med mange døde, så vil det let føre til had og stærk uvilje mod flygtninge lokalt. Det djævelske og uhyggelige er, at IS ifølge deres eget professionelle propagandamaskineri bruger terrorangreb som en del af en strategisk plan, der skal tvinge muslimer i Vesten til så at sige at vælge side. Enten er I med os - eller ikke!
Dette skal IS selvfølgelig ikke få held med, hvis det står til mig. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi åbner vor hjerter og hjem for vore lokale flygtninge.
Kan du, kære læser, se paradokserne og de rystende perspektiver i ovenstående tungsindige og lidet optimistiske fremlæggelse, så kan jeg kun anbefale, at du enten selv tager kontakt til flygtninge eller gør det via nogle af de mange frivillige grupper, der efter bedste evne arbejder med integration og varetagelse af flygtningenes tarv. Såkaldte venligboer og frivillige grupper under Dansk Flygtningehjælp er nogle af dem.
Der er mange muligheder landet over for at møde flygtninge og bidrage til integrationen via sprogtræning, lektiehjælp og kontaktpersonordninger.
Det er almindelig kendt, at det direkte møde - ansigt til ansigt - kan have grænseoverskridende konsekvenser, være gensidigt berigende og føre til venskaber for livet.
Stig Seidenfaden, Huginsvej 25, Skive