At gøre aktivt brug af det religiøse sprog styrker identiteten, appellerer til private donorer i baglandet og motiverer modtagere af hjælpen til at gøre noget ved deres egen situation.
Det viser en undersøgelse af to meget forskellige hjælpeorganisationer. Caritas Danmark er led i den katolske kirkes officielle verdensomspændende organisation; Danish Muslim Aid er en løst organiseret dansk græsrodsorganisation.
Undersøgelsen af de to organisationers kommunikation og deres lederes argumentation er led i en opgave på kurset Religion og Udvikling på Københavns Universitet.
Selvom jeg er kendt med både religion og udvikling via min afrikanske opvækst, reportagerejser under sydlige himmelstrøg og informationsarbejde for flere hjælpeorganisationer, blev jeg alligevel overrasket i forløbet.
For det første gik det op for mig, hvor svært det må være for ikke særligt troende medarbejdere at identificere sig med den religiøse sprogbrug i trosbaserede organisationer – helt fra salmesang, bøn og skriftlæsning på personalesamlinger til den direkte henvendelse til organisationernes religiøse bagland.
For det andet kom det bag på mig, hvor indlejret hjælpearbejdet er i den religiøse selvforståelse. Især i islam er forpligtelsen til at hjælpe sin næste et led i et guddommeligt økosystem, hvor henholdsvis overskud og underskud udlignes ved, at den troende ”slipper slanterne” til gavn for den mindrebemidlede. Det ophæver også modtagerens følelse af at skulle give noget igen.
For det tredje så jeg pludseligt som aldrig før, hvordan troens sprog er en kanal med åndeligt indhold fra giver til modtager via hjælpeorganisationen og dens medarbejdere. At modtagerne ikke blot modtager fysisk og økonomisk hjælp i en trængt situation, men også føler sig som del af et universelt åndeligt fællesskab, idet troens sprog italesætter det fælles religiøse tankegods og lindrer i øjeblikke, trøster i krise og motiverer til forandring.
Der er naturligvis også forskel mellem de to organisationers sprogbrug. Hvor Caritas er tydeligt forankret i en hierarkisk organisation, henvender sig specifikt til katolikker og rekrutterer frivillige gennem katolske sogne, henvender Danish Muslim Aid sig til alle danske muslimer ved generelle informationsmøder og kampagner.
Hvor Caritas legitimerer hjælpearbejdet med generel henvisning til Johannes-citatet ”Gud er kærlighed”, suppleret af opfordringer fra pave Frans, henviser Danish Muslim Aid til konkrete bud i Koranen om at give ud, hjælpe den fattige og især sørge for, at mennesker får vand. Hvor Caritas opfordrer til at give som generelt udtryk for næstekærlighed, giver Danish Muslim Aid konkrete ”håndtag” som sakat, qurban, iftar, kaffara, fidya og aqeeqah – ud over sadaqa, som er den almene almisse. Og hvor Caritas benytter den katolske infrastruktur i en bred vifte af verdens lande, fokuserer Danish Muslim Aid på lande med muslimsk majoritet.
Ingen af de to hjælpeorganisationer bruger hjælpearbejdet som løftestang for mission, men lederne indrømmer, at mission – eller da’awa – godt kan forekomme indirekte. Modtagerne kender hjælpeorganisationernes baggrund, mødet med lokale partnere og modtagere vil ligesom på kontoret hjemme i Danmark inkludere fællesbøn, og kirken eller moskéen bliver ofte benyttet som base for hjælpen, hvor projekterne udføres i tæt samarbejde med den lokale religiøse institution.
Undersøgelsen udvidede min forståelse for mekanismerne i troens sprog, og jeg tænker, at det måske heller ikke er så tosset, hvis beslutningstagere og meningsdannere, ja, alle engagerede borgere, udvikler en en religionsforståelse, der som minimum respekterer den troende, lever sig ind i det religiøse univers og om muligt kommer i kontakt med sin egen tro.
Disse tanker er slet ikke fremmede. Verdensbanken, FN og Udenrigsministeriet herhjemme har de senere år fået øjnene op for religionens rolle i udviklingsarbejde. Verdensbanken tog allerede i 1998 sammen med den anglikanske ærkebiskop William Carey initiativ til en række konferencer, der samlede udviklingsaktører, religiøse ledere og forskere for at afsøge mulighederne for samarbejde. FN’s Befolkningsfond, UNFPA, har på samme måde årtiers erfaring med at arbejde med trosbaserede organisationer og udviklede i 2009 retningslinjer for at engagere trosbaserede organisationer som kulturelle agenter for forandring.
Også herhjemme er tro kommet på dagsordenen som en vigtig faktor i udviklingsarbejde. Udenrigsministeriet oprettede den 1. januar 2018 Enheden for Religions- og Trosfrihed med afsæt i artikel 18 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR). Respekt for menneskerettigheder, herunder retten til at dyrke sin religion, skifte religion eller slet ikke have nogen religion, er selvsagt grundlag for fred og dermed også for udvikling.
Offentlige institutioner har altså indset nødvendigheden af at inddrage trosbaserede i organisationer for at engagere den majoritet af verdens befolkning, der er troende i en eller anden grad og retning.
Det nye er, at troen ikke blot er et middel, og troens sprog ikke blot et redskab til at opnå formålet med. Troens sprog er sammenvævet med troens indhold i en grad, så det kun giver mening, når den medarbejder, der bruger det, bringer sig selv og sin egen tro i spil.
Troens sprog er ikke blot et instrument, men – som sprog jo er – et udtryk for idéer og koncepter ud fra oplevelser og erfaringer. Disse idéer og koncepter justeres og fintunes løbende i samspil med andre. Og i den troendes univers indvirker også Gud, engle, ånder, profeter og inkarnationer på den troendes opfattelse. Uanset om vi er enige i den dimension eller ej, må vi engagere os så meget som muligt i det religiøse univers for at kunne tale troens sprog troværdigt.
Det er her, undersøgelsen giver fornyet respekt for ikke særligt troende, som alligevel inkorporerer det religiøse univers så meget, de over hovedet kan, for at arbejde med og understøtte den samlede indsats i den trosbaserede hjælpeorganisation.
Undersøgelsen afføder også respekt for donorerne i det religiøse bagland, som nærmest er taknemmelige for at få lov til at donere og dermed bruge den trosbaserede hjælpeorganisation som udløb for essensen af deres religiøse liv.
Og jeg har stor respekt for modtagerne, som, uanset om de står i akut krise til halsen eller med helt uoverskuelige fremtidsudsigter, alligevel kan abstrahere fra nøden og håbløsheden, lytte til troens sprog, hengive sig i det religiøse univers, lade sig motivere af fremmede langvejsfra og i sidste ende rette deres tak mod Gud, der trofast opretholder sit guddommelige økosystem.
Svend Løbner er journalist for flere hjælpeorganisationer og leder af Kirkeligt Medieakademi.