Psykolog: Vi er ved at skabe en generation af klimaangste børn

Vi må redde klimaet, det handler om vores børns fremtid, lyder det ofte i klimadebatten. Mens vi taler om, hvor galt det hele står til, gør vi børnene angste, fordi vi voksne ikke tager ansvaret på os, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen

illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

”Jeg så i fjernsynet for ikke så lang tid siden, at vi kun havde 80 år tilbage. Det skræmte mig lidt.” De dystre ord kommer fra Freja på 10 år, som var på vej til et klimaarrangement, da hun i sidste uge blev interviewet i børnenyhedsprogrammet ”Ultra Nyt” på DR. Selvom alt tyder på, at Frejas fremtidsudsigter for Jorden ikke holder stik, er hendes ord symptomatiske for, hvordan den følelsesladede klimadebat lader børnene i stikken, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

For ni år siden viste en undersøgelse fra Børnerådet, at over halvdelen af alle børn af og til bliver nervøse, utrygge eller bange for klimaforandringerne. Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er børn i dag langt mere bange og frygtsomme end tidligere.

”Vi er i gang med at skabe en generation, der bliver angste, fordi vi voksne ikke tager ansvaret på os. Jeg synes, det er så forfærdeligt, at vi giver børnene angst og usikkerhed. Tænk sig som barn at vågne op og være bange for, at vi bliver oversvømmet, eller at der er kort tid tilbage.”

Men har vi ikke altid frygtet for fremtiden?

”Vi har altid givet frygt videre til vores børn, ja. Men der er sket en ændring. Dengang jeg var ung, var jeg utrolig bange for, at der kom krig igen. Jeg er født i 1948 og der var en utrolig angst for, at russerne ville komme og tage os. Den næste generation voksede op med angst for atombomber.

I dag fortæller vi vores børn, at Jorden kan gå under, at vandet vil fosse over vores huse, at bestemt mad er giftigt og at havene vil blive en stor suppe af plastic. Det nye er, at vi voksne inddrager børnene på voksenfod. Vi planter også en skyld hos børnene, at de er en del af forureningen.

Og så er der sket det, at vi voksne er blevet bange. Vi har ikke rigtig styr på vores følelser. Vi udstråler hjælpeløshed og fortvivlelse. Vi er ikke længere handlingsorienterede. Dengang jeg var barn, sagde de voksne, at de ville fikse problemerne. I dag står børnene og siger: Hvad vil I gøre? Vi glemmer at sige, at vi kan redde kloden. Så vi inddrager børnene, fordi vi selv er blevet bange.

Selvfølgelig sker der ændringer i klimaet, som kan gøre os bange. Men det bliver først rigtig farligt, når vi tvivler på, om vi kan handle på det. Jeg vil gerne have en debat om klimaet, uden at vi taler om dommedag.”

Så det største problem er, at vi inddrager børnene for meget?

”Ja. Det gør vi, når vi selv udstråler hjælpeløshed. Når vi siger: Åh nej, isen smelter, så vil barnet spørge: Hvad betyder det, mor? Mange vil svare: Så stiger vandene meget og lande vil blive oversvømmet. I stedet bør man gribe det an ved at sige, at heldigvis er det sådan, at vi har klimaråd og folk, der finder ud af, hvad vi skal gøre ved det. Der er folk, der tager sig af det. Vi skal være håbe

fulde og forklare børn, at problemer kan løses. Børn bliver let påvirket, og de er så afhængige af, at vi voksne udstråler, at vi har styr på det.

Vi har glemt, hvordan vi siger til børn, at vi skal passe på vores jord. Når børn ser frygtelige billeder af en hval, der dør, fordi den har spist plastic, så græder de. Det er vigtigt at sige til barnet, at vi voksne gør noget ved det. Vi glemmer, at de bare er børn, og vi taler til dem i voksensprog og forventer, at deres hjerner er så udviklede, at de forstår, hvad det vil sige, at vandet stiger. Men de kan ikke forstå voksenangst og voksensprog. Hver gang vi sidder og diskuterer, når børn sidder med ved bordet, skal vi huske at se tingene gennem deres øjne.”

I denne uge var der en kampagne mod kødspisning, hvor pølser blev sammenlignet med rygning. Hvordan påvirker sådan en kampagne børn?

”Den kampagne gør mig så vred. For det er jo ikke sandt, at kød er farligt. Sådan en kampagne gør børn utrygge. Det firma skulle skamme sig. De vil jo bare have folk til at købe deres produkt – og så gør de så mange børn bange.

Børn er hjælpeløse. De frygter, at deres forældre skal dø. For alene kan de ikke klare sig, og det ligger dybt i dem. Børn har ikke hjernekapacitet og evner til at løse problemer. De er helt afhængige af, at vi voksne udstråler i alle livets sammenhænge, at vi går ind og hjælper.

En mor fortalte mig engang, at hendes barn græd, fordi barnets far ikke vil holde op med at ryge, og barnet var bange for, at han skulle dø. Jeg kan lige se for mig et barn sige til sin far, der sidder med en dejlig ribbenssteg, at du dør af det, far. Så må man fortælle børn, at det ikke er sandt. Men hvis et barn for eksempel er bange for, at Jorden går under, skal man selvfølgelig lytte til det og sige: Hvor har du hørt det fra?”.

Er det ikke bedst helt at lade være med at lære børn, at de skal være med til at gøre noget ved klimaet? Skal de ikke bare have lov til at leve bekymringsfrie børneliv?

”Nej, for det er en del af dannelsen, at børn lærer at passe på vores jord. Ligesom man lærer ikke at ræbe ved bordet, eller at man ikke må tage kage for næsen af en anden, skal vi lære børn, at hvis man har spist pizza på skovturen, så tager man lige papiret med. Eller hvis man har været på stranden, så tager man lige det plastic med, man har brugt. Det er en del af det at være et godt menneske, at man passer på Moder Jord. Det gode er også, at børnene bliver glade, når de føler, at de kan gøre noget.

Så i stedet for at hyle om overforbrug, skal vi lære dem, at man samler de ting op, man smider, at man slukker for vandhanen og så videre. Vi skal udstråle til vores børn, at vi har styr på det her. Først senere skal de forholde sig til de forfærdelige problemer, vi andre slås med en gang imellem.”

Når klimaforskere gang på gang kommer med alarmerende tal på, hvor meget vandstanden stiger, og hvor forurenet kloden er, kan man vel blive fortvivlet?

”Jeg er bestemt også selv bekymret. Men de, der har vundet klimadebatten, er dem, der skaber frygt. Dem, der fortæller, at vi er på vej mod dommedag. Mantraet er: Hellere gøre det værre end at gøre det realistisk. Jeg synes, debatten kipper over. For en debat skal være saglig. Når man skriger ad hinanden om frygt og elendighed, bliver vi skrækslagne og magtesløse. Det gør os handlingslammede. Jeg savner det konstruktive, at vi vil løfte det i fællesskab. Vi må bekæmpe vores angst og sige: Hvad kan vi løse, hvad kan vi ikke. Og så savner jeg de gode historier om der, hvor vi faktisk gør noget.”