CEPOS-chef: Tænk hvis alle danskere skulle blive enige om at se én film

På den ene side sikrer staten, at borgerne kan få ydelser uafhængigt af egen betalingsevne. På den anden side begrænser staten borgernes frihed ved at gøre det. Det er velfærd uden frihed

Det er et dilemma, når en far skal i biografen med sin søn og datter og skal beslutte, hvilken film de skal se i biografen: Sønnens eller datterens favorit? Der skal indgås et kompromis. Tænk, hvis hele befolkningen skulle blive enige om, hvilken film de skulle se. Omtrent sådan fungerer det på en række områder inden for velfærdsstaten, skriver Martin Ågerup. –
Det er et dilemma, når en far skal i biografen med sin søn og datter og skal beslutte, hvilken film de skal se i biografen: Sønnens eller datterens favorit? Der skal indgås et kompromis. Tænk, hvis hele befolkningen skulle blive enige om, hvilken film de skulle se. Omtrent sådan fungerer det på en række områder inden for velfærdsstaten, skriver Martin Ågerup. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

ETISKE problemstillinger bliver interessante eller vanskelige, når det er nødvendigt at afveje forskellige hensyn over for hinanden. Det er ikke et etisk dilemma, om jeg skal elske min søn eller min datter. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet.

Anderledes forholder det sig, hvis far, søn og datter skal beslutte, hvilken film de skal se i biografen: sønnens eller datterens favorit (faderens præferencer er aldeles irrelevante). Her kan man ikke gøre begge dele, fordi der enten ikke er penge eller tid til det.

DILEMMAET KUNNE UD FRA en overfladisk logik løses ved, at de tre familiemedlemmer så hver deres film. Men derved vil hele formålet med biografturen gå tabt, nemlig at far, søn og datter kan være sammen om noget, dele en fælles oplevelse.

Mine børn og jeg står altså med et ønske om at træffe en kollektiv forbrugsbeslutning. Ofte vil sådanne situationer ende med, at ingen i familien kommer til at se lige nøjagtigt den film, de gerne ville have set. Der skal indgås et kompromis, som ofte bliver en helt fjerde film, hvis primære kvalitet er, at ingen af de tre har voldsom modvilje imod den.

Det giver mening i det pågældende eksempel. Men tænk, hvis man pålagde hele befolkningen at blive enige om, hvilken film de skulle se. Med hensyn til tv fungerede det faktisk omtrent sådan helt frem til bruddet med DR’s monopol i slutningen af 1980’erne. Og omtrent sådan fungerer det på en række områder inden for velfærdsstaten, hvor politikerne fastlægger et såkaldt serviceniveau, som borgerne må affinde sig med, trods individuelle præferencer.

DET ER NØDVENDIGT, at vi alle sammen får samme ydelse, når det handler om landets forsvar eller vejbelysning. Staten kan ikke forsvare nabohuset mod en fjendtlig invasion uden også at forsvare dit hus. Det er et kollektivt gode. Men meget af det forbrug, som staten har kollektiviseret, er faktisk individuelt forbrug. Sundheds- og plejeydelser er jo almindeligvis noget, vi får hver især. Servicen kunne sagtens tilpasses den enkelte, men det går ikke, når ydelserne er skattefinansierede.

LAD OS FORESTILLE OS, at Folketinget indførte en lov om, at supermarkederne skulle stille maden ”gratis” til rådighed for forbrugerne og derefter sende regningen til finansministeren. Folk ville begynde – bevidst eller ubevidst – at hjemtage flere fødevarer. Mange ville gå mindre op i at få spist maden, inden den må smides ud. Efterspørgslen efter dyre delikatesser ville vokse ekstra meget. Supermarkedernes regning til finansministeren ville stige, og Folketinget ville se sig nødsaget til at indføre regler om, hvor meget mad og af hvilken art den enkelte må købe. Borgerne ville have fået ”gratis” mad, men ud over deres betaling via skatterne, ville de også betale med tabt frihed til at selv at bestemme, hvad der skal på bordet.

Der er altså et etisk dilemma her. På den ene side sikrer staten, at borgerne kan få ydelser uafhængigt af egen betalingsevne. På den anden side begrænser staten borgernes frihed ved at gøre det. Ligegyldigt hvilken politisk overbevisning man har, burde alle kunne anerkende dette dilemma. Det er afvejningen af de to hensyn, der bør afgøre, hvor man står politisk.

Men ligesom man kan elske alle sine børn, er der faktisk en mulighed for i hvert fald delvist at forene de to hensyn. Hvis man i højere grad lod borgerne selv betale for velfærdsydelser, kunne man give dem frihed og ansvar tilbage. Til gengæld kunne man sænke skatterne for de lave indkomster markant, så alle har råd.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.