Prøv avisen
Kiosken

Når vi klipper i arvemassen

Tidligere I denne måned kunne amerikanske forskere fortælle, at det var lykkedes dem som de første at udskifte defekte gener i livsduelige fosterceller. De valgte at klippe et gen ud, som forårsager arvelig sygdom i hjertemusklen. Foto: Nima Stock/ritzau

Anders Raahauge samler op på ugens internationale værdi- og religionsdebat

Tidligere I denne måned kunne amerikanske forskere fortælle, at det var lykkedes dem som de første at udskifte defekte gener i livsduelige fosterceller. De valgte at klippe et gen ud, som forårsager arvelig sygdom i hjertemusklen.

Nyheden er glædelig, men der er også forskere som vil tøjle entusiasmen. Dyreforsøg har vist, at den art indgreb kan afstedkomme uforudsete mutationer, som først viser sig efter en årrække.

Indgrebet kaldes CRISPR-Cas 9, og ”saksen”, der klipper, er et enzym. CRISPR-teknikken til at redigere gener er de seneste år blevet både billigere og mere akkurat. Man taler også om gen-kirurgi, fordi man meget præcist beskærer bestemte gener. Sandsynligvis bliver det derved muligt at helbrede en lang række sygdomme og forhindre, at andre lidelser nedarves. Men man er altså ikke sikker på omfanget af slumrende bivirkninger, og derfor rejser der sig etiske spørgsmål.

Neue Zürcher Zeitung har talt med lederen af Institut for Genterapi ved Freiburg Universitet, Toni Cathomen, der peger på den genetiske forbedring af nytteplanter, som har fundet sted i årtier. I lang tid udløste man mutationer gennem radioaktiv bestråling eller kemisk behandling. På den måde frembragte man efter mange fejlskud de omkring 4000 plantesorter, som vi i dag spiser dagligt. Mutationerne forinden var utallige og uforudsigelige, men det betød ikke så meget, eftersom der kun var tale om planter. CRISPR-teknikken er helt anderledes præcis og forbedres løbende, men Cathomen maner alligevel til forsigtighed, for på det humane område er fejl-skud ikke på samme måde acceptable.

Man må ligeledes skelne mellem genterapi på et individ og terapi på såkaldte kimceller eller kønsceller, som udvikler sig til enten æg- eller sædceller. Det er dem, der kan lade forandringer nedarves i kommende generationer.

”Molekylær-biologiens fremskridt er en stor udfordring, og vi skal absolut holde øjnene rettet mod risikoen,” indskærper Cathomen.

”Men vi skal også se chancerne, og de er uendeligt store.”

Peter Dabrock er formand for det tyske Ethikrat, deres Etiske Råd, og protestantisk professor i systematisk teologi ved Erlangen-Nürnberg Universitet. Han interviewes af Die Zeit om Cas 9-gennembruddet denne måned.

Også han er især bekymret over mulige bivirkninger ved indgreb i kimceller. Man kan hos forskerne i USA, Kina og Japan iagttage forbavsende stor iver for at blive de første. Situationen minder Dabrock om kapløbet om at komme først til månen.

Vi har samtidig gennem de seneste tiår med undren måttet konstatere, hvor kompliceret liv og arv trods alt er opbygget. Der kan således også nedarves uden om generne. Den banebrydende indsigt skyldes den såkaldte epigenetik.

Den fortæller også, at de ændringer, man foretager på et levende væsen, ofte begynder at udfolde uventede virkninger i anden halvdel af dette væsens liv. Gælder det mennesker, kan man altså komme til at vente 25 år eller mere, før alle konsekvenser bliver synlige. Derfor er det tvivlsomt, om man overhovedet bør tillade forsøg på mennesker, mener formanden for det tyske Ethikrat.

Men han medgiver, at lande med strenge regler, som Tyskland, vanskeligt kan holde nye metoder ude, som udvikles andetssteds på kloden.

Men hvordan stiller teologen Peter Dabrock sig til forskning i stamceller fra fostre?

”Jeg er blevet stadig mere tilbageholdende med uden blik for sammenhængen blot at sige: Menneskeligt liv begynder med sammensmeltningen af æg- og sædcelle og har fra da af krav på fuld beskyttelse af menneskeværdighed. Når det gælder beskyttelse, har embryoer i et reagensglas for mig en anden status end dem i moders liv. Man skal jo holde sig for øje, at moderne teknik med et par tricks kan udvikle et menneske fra enhver kropscelle.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at den dag kommer, hvor mennesket overskrider en grænse og selv bliver skaber, svarer Dabrock:

”Som teolog værdsætter jeg, at mennesket aldrig kan være kreativ, som Gud kan det. Troen fastholder jo, at Gud kunne skabe ud af intet. Vi har altid et forlæg. Vores kreativitet er derfor betinget. Med troens ord: Vores skabende aktivitet er i bedste fald et ansvarligt samarbejde i omgangen med den foreliggende natur, som for troen er skaberværket.”

Professoren ser ingen principiel konflikt mellem videnskab og tro. Menneskene har jo især haft uendeligt meget at takke den medicinske videnskab for. Vi er blot nu nået til et punkt, hvor den største ansvarlighed og eftertanke er påbudt, indskærper Dabrock.8

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.