DETTE ER EN KLUMME om at skrive klummer. Det er med andre ord en metaklumme. Den er rettet dels mod mig selv, dels mod de mange spaltister, der skriver det, jeg vil kalde ”klummeesperanto”. Om det længere nede i denne.
Det var indledningen. Anslaget. Lidt smart sprog og en cliffhanger. Nu kommer det svære, nemlig selve indholdet, substansen, jamen, lad os da bare kaste os ud i det.
At skrive en hurtig tekst på 5000 tegn er en besnærende nem disciplin. Et tilløb, et svæv og så en mere eller mindre elegant landing. Lignelsen er hentet fra vintersportens verden. Der er tale om skihop i lille bakke, og godt nytår for resten!
Når jeg siger besnærende, er det, fordi det nogle gange kan blive lidt for nemt og for elegant, lidt for velformuleret og lidt for fuldt af smartness og indforstået sprog. Det er et ganske nydeligt hop, og dommerne siger nitten, nitten en halv og så videre.
Men der manglede ligesom noget. For stilkarakterer er ikke alt her i livet. Der skal noget mere til, i skihop som i klummer. Hvad det helt eksakt er, plager mig jævnligt, især hver 14. dag, hvor jeg skriver til denne rubrik. Det har noget med ærlighed at gøre. At hoppe og skrive med ærlighed, at finde ind til en kerne af noget ægte inden i sig selv og så forløse det med de der 5000 tegn.
HVIS DU, LÆSER, tror, det er nemt at skrive ærligt, kan du jo bare prøve. Det er faktisk svært. Nej, undskyld, det er umuligt. Hvis jeg eller en anden forfatter gav os til at skrive 100 procent ærligt, altså virkelig skrive i klartekst, hvad der rører sig allerdybest nede i vores sinds mørke, svovlsumpede afkroge, ville vi blive jaget med stokke ud af landet og måtte søge ly i en hytte i den sibiriske tajga, hvor vi måtte holde os i live med svampe og skovens bær. En forjættende tanke egentlig... Men så alligevel ikke. Absolut ærlighed er ikke tilrådelig. Den dør man af.
Man må altså søge et kompromis: en ærlighed, der ikke er komplet, men heller ikke komplet løgn.
Bare det at finde ærlighedens grundfjeld er svært nok. Sandhedens stenhårde granit er hård. Man slår sig på den. Man viger tilbage fra den. Man skriver hellere et eller andet, der slår ned i en aktuel trend, får sig lidt billig streetcredit ved at bruge nogle smarte modeord, nikker til de rigtige personer i publikum og får et nik tilbage, og det er så den klumme. Men man svigter både sig selv, læseren og klummen på den måde.
Hemingway dikterede, at man skal starte med at skrive ”one true sentence”. Bare han dog havde fulgt den regel selv. Han skrev sande sætninger i sine første bøger, men allerede omkring 1930 gik det galt, og derefter begyndte han at skrive som Hemingway. Selvhad, druk og et dobbeltløbet haglgeværs argusøjne var den naturlige konsekvens af alle de løgne, han fyldte sine bøger med derefter. Jeg ser det hele tiden, i mere uskyldig grad, hos klummeskrivere, denne uærlighed, der kommer så let på tå snigende, når der skal fyres en hurtig tekst af til dagspressen. Jeg ser det også hos mig selv, og jeg kæmper med det hver eneste gang, jeg skal skrive sådan en tekst. Sproget har sit eget iboende liv, der bugter og vrider sig, og man bliver så let forført.
Forleden læste jeg en klumme i en anden avis end denne, hvor en passus lød sådan her: ”(...) et affektivt sammenbrud af fordummende perspektivløshed (...)”. Dette stilistiske harmonikasammenstød hører slet ikke til de grelleste eksempler, men det er meget repræsentativt. Det er den slags sprog, jeg vil kalde klummeesperanto. Der er tale om et akademisk poplingo, der har en levetid på et par år, og hvis eneste funktion er at vinke til venner og ligesindede nede i crowden, og dunke alle de dumme oven i hovedet, der ikke fatter, hvad man taler om.
Klummer er tit rene ormegårde af modeudtryk. Facebook-trådene myldrer også med dem. Jeg orker ikke engang finde eksempler frem, men jeg tror, du, læser, ved, hvad jeg mener. Der er tale om en sproglig sekterisme, der har det formål at sætte hegnspæle om sin menighed. Hvis du behersker ordene, er du med os, hvis ikke, skal du dø på dommens dag.
En god regel for kolumnister er: Skriv ud af din menighed og ikke ind i den.
Der er især én avis, ikke denne, der er særligt slem til at generere klummeesperanto. De har en fest derovre, smider sproglige håndtegn til hinanden, sniffer lange baner med pseudoakademisk lingo og raver derudad alle årets dage. Jeg må indrømme, at jeg, når jeg forvilder mig ind i de spalter, føler mig som en brugtbilsforhandler blandt messende munke, lige så fremmed, som jeg ville føle mig til en hiphopkoncert eller et møde i frimurerlogen.
Jeg ved ikke, om de har en ambition om at rykke ved noget, eller om det bare er et selvbekræftende raveparty. De rykker i hvert fald ikke ved mig, bortset fra min hjernes irritationscenter, og de rykker absolut ikke ved dem, de burde forsøge at rykke ved. Det tror jeg på en måde, de godt ved. Men når man først er begyndt at skrive klummeesperanto, kan det være meget svært at gå tilbage til at skrive dansk.
JEG ER OPVOKSET HOS JEHOVAS VIDNER og blev skolet i at udbrede det ikke altid lige salgbare budskab om at: I skal alle sammen dø! Der er i det hele taget ikke mange gode ting at sige om det, men én ting var de virkelig gode til, og jeg tror bestemt ikke, de var klar over, at det var et kierkegaardsk princip.
Kierkegaard skriver i ”Synspunktet for min forfattervirksomhed”: ”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
Det er noget, Jehovas Vidner er gode til. De kan gå fra direktøren i hans villa direkte ned til luderen på hjørnet, og begge vil bagefter føle: Wauw, der var for en gangs skyld en, der kunne tale med mig!
Jehovas Vidner taler aldrig klummeesperanto. For de ved udmærket godt, at de med det sprog aldrig ville kunne få nogen med på idéen om Jordens snarlige undergang. Men man kan vel indvende, at de da heller ikke taler ud af en ærlighed? Jo, det gør de. Jehovas Vidner er fuldstændig ærlige. De er bare helt galt på den, men det er en anden historie.
JEG FORSØGER MIG LIGE med en telemarkslanding her. Uha, jorden nærmer sig med afsindig fart. Det vigtigste er at ikke ryge på røven, for det gør ondt, og så begynder folk at le. Min pointe er i sidste ende bare, at jeg og andre, når vi skriver klummer eller hvad som helst, bør prøve at være ærlige, at skrive én sand sætning og så én til og én til og én...
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.