Er det ikke muligt, at man kan faae disse Skraalhalse til at modernisere deres Brøl? Ingen fortænker disse Mennesker i, at de raabe med deres Varer, men deres frygtelige Brølen, som farer igennem alle Ørenerverne og forhindrer al Tænkning er jo utaalelig; og hvor mange Syge og Sengeliggende kunne udholde denne skrækkelige Larm!”.
Sådan lød et af de mange indlæg om støjproblemer bragt i bladet Politivennen i 1842.
Nutidens debat om støj er ikke noget nyt fænomen. Det nye borgerskab, der etablerede sig i København i guldalderen i første halvdel af 1800-tallet, og de store forandringer i byen efter industrialiseringen i 1850 udløste en heftig debat om støj i det offentlige rum. Lyden var overvældende for dem, der kom til hovedstaden fra landet. En skribent fortæller i Aftenposten i 1772 om en forpagter, der 14 dage efter et besøg i København ikke kunne få lyden af gadesælgernes skrål ud af hovedet.
Støjproblemerne var især et københavnerfænomen, for befolkningstallet i byer som Aarhus, Odense og Aalborg var i første halvdel af 1800-tallet stadig beskedent. Det ændrede sig først senere i århundredet.
Det fortæller museumsinspektør Jakob Ingemann Parby fra Københavns Museum, der i øjeblikket skriver på en bog om 1800-tallets lydrevolution. I forbindelse med researchen til et af bogens kapitler har han gennemgået en lang række støjklager og omtaler af lyd i aviser, erindringer og klager til den københavnske sundhedskommission, der varetog området fra 1860-1974. Materialet bygger blandt andet på flere hundrede klager over støj, der blev bragt i bladet Politivennen. Politi betyder samfundsorden og var i starten af 1800-tallet et begreb knyttet til ro og orden i byerne. I Politivennen kunne borgerne fra 1798 frem til lukningen af bladet i 1846 gøre opmærksom på problemer og mangler i København.
En af installationerne på Københavns Museum gengiver lyden ved en af portene til voldene, der omgav København frem til 1850’erne. Der er vagtskifte ved porten, og i baggrunden er der en råben fra gadesælgere og lyde fra forbipasserende dyr og vogne.
”Der har været meget larm i byen, men det slående er, at klagerne har været i stand til at identificere de enkelte lydkilder. Det er sværere i dag, hvor der mange steder er en konstant summen af vejstøj i baggrunden. Gaderne var desuden smallere og brolagte og vinduerne ikke nær så lydtætte som i dag, hvilket forstærkede støjen,” siger Jakob Ingemann Parby.
Hans undersøgelse viser, at der især blev klaget over larmen fra svirebrødre i Københavns natteliv, lyden af piskesmæld fra kane- og vognførere, hundenes glammen og kobbersmedenes banken, når de fremstillede kedler. Andre irritationsmomenter var gadedrengene, der generede forbipasserende med deres banden og spillen klink op ad husmurene, eller visekællinger, som solgte skillingsviser. Et klagetema for sig var vægterne, der frem til 1863 gik gennem København fra klokken 21 om aftenen og til tidligt om morgenen for at overvåge byen.
Der blev for eksempel harceleret over, at de sang forfærdeligt eller over deres morgenvækning, når de bankede på skodder og porte klokken fem. Det udløste også klager, da vægterne begyndte at gå med træskostøvler, som klaprede mod asfalten.
Der blev også klaget over gademusikanter og råbende gadehandlere.
”Det blev betragtet som tegn på, at man var en rigtig københavner, hvis man som tjenestepige kunne stikke hovedet ud ad vinduet og via de gadehandlendes skrål lytte sig til, hvor bestemte varer kunne købes. Skrålene var dog også en plage, som jævnligt blev påtalt. Det var især de fattigste gadehandlere uden stadeplads, der blev klaget over,” fortæller Jakob Ingemann Parby.
Lyt til gadehandleres støj anno 1944 her.
Dengang som i dag diskuterede man, om den tiltagende frustration over støj skyldtes, at der var blevet mere larm, eller om befolkningen var blevet mere sart.
”Klagerne kom i høj grad fra den fremvoksende middelklasse i hovedstaden. Embedsmænd, forfattere og handlende, der dyrkede privatlivets fred som nyt ideal. De følte, at det var den udannede underklasse og deres dårlige manerer, som var den primære årsag til støjen. Eliten var ikke lige så generet af støj, da de kunne holde den på afstand i deres store palæer eller ved at trække sig tilbage til deres godser og landsteder uden for byen. Men 1800-tallets borgerskab boede midt i byen og opfattede samtidig hjemmet som et helle. Man var utilfreds med, at støjen forstyrrede privatsfæren og ødelagde muligheden for at rekreere sig efter dagens slid,” forklarer Jakob Ingemann Parby.
I takt med industrialiseringen efter 1850 fik støjklagerne en ny karakter, fordi byen blev domineret af lyden fra dampmaskiner, fabriksfløjter, mekaniske væve og sporvogne, men der var fortsat også klager over gadens støj.
Lyt til larmen fra en sporvogn her og støjen fra en hestetrukken sporvogn her.
Håndværksvirksomheder med larmende dampmaskiner blev placeret midt i beboelsesejendomme, hvor produktionen kørte fra tidlig morgen til sen aften. Derfor blev støj i stigende grad betragtet som et regulært sundhedsproblem, og den sociale dimension i klagerne begyndte at fylde mere.
Jakob Ingemann Parby fortæller om en klage over etableringen af en møbelpolstrervirksomhed midt i en beboelsesejendom i Krystalgade.
Virksomhedens dampdrevne spindemaskine støjede og sendte både røg og konstante rystelser gennem ejendommen. En læge i ejendommen klagede til den sundhedskommision, der fra 1860 var blevet gjort permanent.
Han var bekymret for, hvordan støjen påvirkede beboernes nerver, og efter en omhyggelig undersøgelse blev virksomheden tvunget til at nedlægge produktionen i ejendommen.
I en anden sag beskrev det borgerlige dagblad København, hvordan den uudholdelige støj fra en fabrik i arbejderkvarteret i Istedgade på Vesterbro ramte kvarterets familier og undervisningen på Oehlenschlægersgades Skole på Vesterbro.
”Man interesserede sig dog ikke så meget for, hvad støj gør ved hørelsen, men var mere optaget af påvirkningen af nerverne,” siger Jakob Ingemann Parby.
Det var også i den periode, at italieneren Paolo Mantegazzas bog ”Nervøsitetens Århundrede” blev meget populær. Bogen beskrev, hvordan byens mange sanseindtryk gjorde mennesker nervøse. Lægen Knud Pontoppidan, bror til forfatteren Henrik Pontoppidan, beskrev nervesvækkelse blandt borgerskabets kvinder som en konsekvens af den moderne livsstil.
Egentlige målinger af støjen i decibel kom først omkring 1910, og forløberen til en moderne arbejdsmiljølovgivning dukkede først op i mellemkrigstiden.
”Man skulle tro, at indførelsen af maskiner ville medføre en debat om årsagerne til støj. Men gennem hele 1800-tallet er der en idé om, at det er de udannede og underklassen, der støjede. Den opfattelse blev også overført på førerne af de første automobiler, da de kom til København sidst i 1800-tallet. Det på trods af, at chaufførerne tilhørte samfundets velhavere,” fortæller Jakob Ingemann Parby.
I Hannover førte diskussionen om støj til, at der i begyndelsen af 1900-tallet blev dannet en decideret antistøjbevægelse anført af filosoffen Theodor Lessing. En dansk journalist skrev begejstret om initiativet og kritiserede i sine artikler blandt andet de borgere, der anskaffede sig klaverer og spillede ”amatøragtigt” uden at tage hensyn til ejendommens øvrige beboere.
”Vi har et billede af, at arbejderne i 1800-tallet myldrer ind i byen på grund af industrialiseringen. Men der opstod også en ny middelklasse. Det var især den gruppe, der betragtede støjen som et problem og talte om at søge stilheden på landet,” lyder det fra Jakob Ingemann Parby.
Blandt borgerskabet var der dog delte holdninger til støjen fra maskiner. De nye lyde blev af en forfatter som Henrik Pontoppidan hyldet som et symbol på fremskridt og muligheder.
I slutningen af 1800-tallet blev byen mere opdelt. Der blev etableret boulevarder og butiksgader, som til dels udkonkurrerede gadehandlerne, og industrikvarterer blev adskilt fra beboelsesområder. Der opstod en ny støjproblematik, når hundredvis af arbejdere i træsko bevægede sig over brostenene på vej ud mod arbejdspladser på Refshaleøen og Holmen.
Eller som det hedder i et indlæg i Stadsarkivets erindringssamling fra begyndelsen af 1900-tallet:
”En mængde arbejdere fra Refshaleøen boede i kvarteret ved Holmbladsgade og Cumberlandsgade, og Kløvermarken var gennemgangsled. Der var langt til sporvogn, og cykler og lædersko var et særsyn, så der var en træskoklapren både tidlig morgen, når folkene gik på arbejde, og ligeså om aftenen, når de i arbejdstøj, snavsede og udasede travede hjemad.”
Københavns Museum har desuden lavet en podcast om Københavns lyde i 1800-tallet. Lyt til episoden her.