Nadveren som »fælles teologisk diskussion«

KOMMENTAR: Nadveren spærres ikke med Hans Raun Iversens ord - »inde i en bestemt kulturelt eksklusiv form«, for nadveren er i sig selv en bestemt kulturelt eksklusiv form

»Mange - og øjensynligt også Københavns biskop - tror, at nadveren kun kan værnes og bevares som et liturgisk led i gudstjenestefolkets søndagsliturgi«, skriver Hans Raun Iversen (HRI) i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 25. marts, som han kalder »Nadverens gudstjenstlige fangenskab«. Men her tager HRI ganske fejl. Det er netop kun sådan, at nadveren værnes og bevares!

I sin kommentar gør HRI sig skyldig i en del misforståelser om såvel gudstjenesten som nadveren. Det er så meget sørgeligere, som han samtidig er lærer i praktisk teologi og burde vide besked om slige materier. Hans værste misforståelse er nok, at han ikke regner nadveren for gudstjeneste. Det er den ifølge selveste Martin Luther, som oven i købet har et skrift fra 1530 om nadveren, som han kalder »En sermon om det nye Testamente, dvs. om den hellige Messe«. For Luther og med ham hele den hellige apostolske kirke er nadveren simpelthen messen, dvs. gudstjenesten.

Nadveren er foruden en masse andet også liturgi, en ydre handling, som er indstiftet i en bestemt form af Jesus Kristus, der jo selv som Guds inkarnerede ord er i en bestemt skikkelse. Inkarnationen gør, at Guds ord ikke blot er en »usynlig himmelsk nådegave«, men prædiken, dåb og nadver i en af Kristus befalet form forbundet med et løfteord, som troen forholder sig til.

Derfor er højmesseordningen fra 1992, hvor nadveren også liturgisk blev en integreret del af gudstjenesten, et virkeligt fremskridt, så den danske gudstjeneste igen kommer op på højde med den øvrige kristenheds. Derved er gudstjenesten ikke blevet ensidig, som hævdet af HRI, men tværtimod gjort hel igen. Gudstjenesten er jo ikke indoktrinering af en ideologi, men Jesus Kristus selv, som under introitus holder sit indtog i menigheden, der hylder ham i bøn, lovsang og bekendelse, og som i skriftlæsning og prædiken underviser om livet i det kommende Gudsrige. Derved lærer menigheden sin Herre at kende og kan derfor i den hellige nadver i fuld tillid til ham og forenet med ham træde frem for Faderen og overgive sig til ham. Her er gudstjenestens højdepunkt! Her er himlen på jorden! Altså ingen gudstjeneste uden nadver!

Ja men hvad så med prædiketjenesterne? De er ikke egentlige gudstjenester, men som ordet siger netop prædiketjenester, og de kan udformes som missionstjenester, bønstjenester, kateketiske tjenester, lovsangstjenester eller lignende, og de behøver bestemt ikke at afholdes i kirkerummet.

Men hvad så, hvis højmessen jager kirkegængerne væk? Det er jo så bare synd for dem! Det skal da ikke afholde Kristi menighed fra at holde alt det, som Jesus Kristus har befalet! For de kirkegængere, som ikke kan tåle nadveren, kan der så afholdes nogle af de andre tjenester. De skal gennem undervisning og prædiken modnes til den fulde kristelige gudstjeneste. Der er jo forskel på folk! Og her er det ikke kirken, som sætter skellet. Det gør folk selv, når de ikke vil holde alt det, som Kristus har befalet dem!

Hvornår holder kirken dog op med at lefle for folk! Det har intet med mission at gøre! Kirken vinder først respekt, når den står for det, den er sat til at stå for: den hele apostolske tro. Nadveren spærres ikke - med HRI's ord - »inde i en bestemt kulturelt eksklusiv form«. Nej, for nadveren er i sig selv en bestemt kulturelt eksklusiv form, og er den ikke længere det, er den ikke nogen nadver, men bare religiøse menneskers fromme handlinger og oplevelser.

Derfor glæder jeg mig over, at biskoppen ikke er faldet for fristelsen til at give køb, men har sagt et klart nej. Nadveren er ikke »en fælles teologisk diskussion«, Raun Iversen! heller ikke selv om nadveren er »af vital karakter«.

Olav Fog,

pastor emer., formand for Kirkelig Fornyelse,

Tebstrup, Skanderborg