Nærvær savnes – også i EU-toppen

På billedet er det Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i samtale med Charles Michel, der er formand for Det Europæiske Råd.
På billedet er det Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i samtale med Charles Michel, der er formand for Det Europæiske Råd. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Det bliver kæmpe, mega, gigantisk meget svært. Og det bliver den sværeste forhandling, jeg har set, når det gælder penge i EU.”

DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg lagde ikke skjul på de besværligheder, der tårner sig op for stats- og regeringscheferne med en hjælpepakke til 14.000 milliarder kroner, da han varmede op til deres forhandlinger i ”P1 Morgen” i går.

Ordene kan måske virke en anelse svulstige, men omvendt ved Ryborg, hvad han taler om med sine 32 Bruxelles-år i bagagen.

Og når fredagens topmødeforhandlinger – som formentlig fortsætter et godt stykke ind i juli, måske endda august – er svære, skyldes det ikke kun det enorme hjælpepakkebeløb og dynger af retsakter og dokumenter. For når den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen (S), skal mødes med sine EU-kolleger på distancen fra sin computer på Marienborg, er det i sig selv med til at besværliggøre vejen frem mod et resultat. Eller som Ole Ryborg udtrykte det i morgenradioen:

”Alt muligt foregår i korridorerne, hvor man laver alliancer med hinanden.” Men når korridorerne er tomme, og når EU-toppen er spredt i Europas hovedstæder, ja, så kan lige netop den uformelle del af deres møder ikke finde sted.

Vilkårene for de 27 stats- og regeringschefer er dermed de samme som for os alle sammen. De seneste måneder har budt på nye måder at ”ses” på, og selvom et møde på Zoom, en middag med familien på Facetime eller en helt almindelig telefonopringning er bedre end ingenting, kan de digitale løsninger langt fra erstatte fysiske møder mellem mennesker.

Nok kan det give god mening ikke at flyve frem og tilbage mellem Aalborg og København for at deltage i et kort møde. Vel er der møder, som bliver mere effektive, når de foregår på distancen. Og med stor sikkerhed har mange mennesker i de seneste corona-måneder fået åbnet øjne og ører for nye muligheder.

Men uanset kvaliteten i det væld af digitale løsninger, som har fået gennembrud i det meste af verden, kan de på ingen måde kompensere for fraværet af nærvær. Alt det, der binder os sammen: ansigtsudtryk, kropssprog og andre uudtalte signaler, er vanskeligt – måske endda umuligt – at afkode, når vi mødes på distancen. Dét vidste vi selvfølgelig alle sammen i forvejen, men med tvunget og nødvendigt fravær af fysiske møder med selv nære familiemedlemmer og venner er det blevet tydeliggjort, hvor meget det faktisk betyder at være sammen med andre mennesker. Derfor er det ikke mærkeligt, at en nyligt gennemført Røde Kors-undersøgelse dokumenterer voksende ensomhed og isolation i store dele af befolkningen.

Egentlig ensomhed og isolation karakteriserer næppe EU’s stats- og regeringsledere, men også for dem må det fremstå klokkeklart, at selv avancerede politiske systemer med en tusindtallig skare af hjælpere ikke kan klare sig uden nærvær. En sms fra Mette til Merkel kan ikke erstatte en samtale tete-a-tete.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.