Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Det er ukristent at påstå, at næstekærlighed kun gælder for kristne

Når der råbes højt fra DFU’s repræsentant i Aalborg (billedet) om, at kristendommens næstekærlighed først og fremmest gælder for de kristne, så må der råbes op. For så er der taget et meget fint begreb som fejlagtigt gidsel, skriver sognepræst. Foto: DR Kultur

Der må råbes op, når en repræsentant for Dansk Folkepartis Ungdom siger, at kristendommens næstekærlighed først og fremmest gælder for de kristne, skriver sognepræst Ditte Bruun

Forleden fangede jeg nysgerrigt første afsnit af DR’s dokumentar ”Generation DF”, og efter første bid må jeg sige, at jeg som kristen og folkekirkemedlem følte mig fanget. Først positivt af DR’s opbyggelige, journalistiske format, og så knap så rart af Dansk Folkepartis Ungdoms (DFU) partipolitiske værdiarme og foruroligende greb om et af kristendommens kernebegreber: næstekærligheden.

Og når der således råbes højt fra DFU’s repræsentant i Aalborg om, at kristendommens næstekærlighed først og fremmest gælder for de kristne, så må der råbes op. For så er der taget et meget fint begreb som fejlagtigt gidsel, hvor det bliver svært at genkende begrebets rene rod, fordi så meget andet vokser ind over og skygger for den.

Kristendommens næstekærlighedsbud behøver vi faktisk og heldigvis ikke selv gøre så meget ved for at gøre det forståeligt. For til det kan vi bare se tilbage på Jesu liv og sætte ører til hans lignelser. Jesus omgav sig med alle slags mennesker. Dem, der lignede ham, og dem, der ikke lignede ham. Og han gjorde ikke forskel på dem eller sin kærlighed til dem.

Og dykker vi ned i Jesu eget svar på, hvem næsten er, så står lignelsen om den barmhjertige samaritaner måske tydeligst frem. For hvem hjælper det menneske, der her rækker ud i sin nød i fortællingen? Ja, det gør hverken præsten eller en anden autoritet, men det gør en samaritaner. Med andre ord et menneske, der var helt udstødt af samfundet. Den slags, ingen vil have med at gøre. Han hjælper det menneske, der har brug for hjælp. Og i tillæg hertil siger Jesus så til den lovkyndige, datidens præst, der har spurgt, hvem hans næste er: ”Gå du hen og gør ligeså.”

Og hvad fortæller det så os? Jo, det fortæller, at alle har potentialet til at hjælpe andre, at vores næste hverken går på køn, nationalitet, højde, drøjde, stil eller smag. Der er intet smagsdommeri over, hvem din næste er. Der er ingen vurdering indover. Der er alene opfordringen: Gør du det samme. Ikke gør præcist hvad eller over for hvem – men gør det! Gør det, du kan, over for dem, der har brug for det.

Og derfor er der ingen kristendom i den brug af begrebet, som DFU-repræsentanten anvender i omtalte dokumentar. Tværtimod kalder den slags begrebsbrug en håndfuld tanker frem fra andre trængte tider, hvor mennesker er blevet kategoriseret og grupperet i forhold til, hvordan vi tager vare på hinanden. Det minder om misbrug af religion, hvor religionen skal passes ind i et partiprogram og den virkelighed, vi gerne vil have, at den passer til.

Og når det sker, når religion bliver noget, der skal følge efter vores dagsorden, så bliver den trosløs. For så mister religionen det, der kan give os troen på os selv og hinanden, det, der kan minde os om Guds tro på os.

Kristendommen kan ikke bindes til faste punkter mellem os, for at den kan bruges og forstås, for så punkterer den netop og bliver ikke en flad femøre værd. Det er først der, hvor vi tør at sætte den ud og fri mellem os, at den fortæller sin rige historie om, hvor meget den og du er værd. Ja, dig!

Ditte Bruun er sognepræst