Søndag den 6. september om aftenen kunne man se Manu Sareen (R) og Anna Mee Allerslev (R) køre rundt på Sjællands veje for at finde et kamerahold fra TV 2 News, der kunne filme dem sammen med nogle flygtninge. Formålet var ifølge de to ”at demonstrere næstekærlighed i praksis”.
Mit ærinde er at stille dette spørgsmål til alle, der arbejder i folkekirken og føler et ansvar for vor kristne tradition: Kan vi virkelig holde til den udvanding af et af vore kerneord? Er vi så forbløffede over, at de faktisk bruger et ord fra vores tradition, at vi forbiser, at de bruger det forkert?
Det, der sker i denne tid, er jo, at ”næstekærlighed” bliver nedskrevet til markeringen af en holdning. Man afgiver et ”statement”, som det vist nok hedder på nydansk, og mener dermed at have handlet næstekærligt.
Men næstekærlighed har jo ikke noget med en mening eller en holdning eller en politisk manifestation at gøre. Næstekærlighed er en handling, der er lige så skjult, som gudsrigets budbringer, Kristus, er skjult under lidelsen og fornedrelsen i sin fremtræden på Jorden.
Da Jakob havde sin natlige kamp med Gud, haltede han næste morgen. Skulle et menneske komme i nærheden af at gøre en gudsgerning, en næstekærlighedens handling, så vil det koste sår og skrammer. Bagefter er han eller hun ikke den samme, men halter som Jakob. En handling, der er gjort i Gud, er aldrig tydelig og manifest som sådan.
Som ”næstekærlighed” bliver brugt i dag, minder det lidt om fortidens behandling af den rige direktørfrue, der altid sad i lægens venteværelse. Til slut opfyldte lægen så hendes ønske og erklærede, at hun led af ”dårlige nerver” og passende, dulmende medicin blev udskrevet. Nu var der kommet lindring til direktørfruens tomme og ligegyldige liv: Hun havde dårlige nerver!
På samme måde bliver næstekærlighed og godgørenhed brugt som medicin, udskrevet til dem, der har en mistanke om, at deres liv er tomt og ligegyldigt. Er det det, har du denne mistanke, så bliv næstekærlig og godgørende, så får du mening i livet!
”Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad den højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte.” Disse Jesus-ord udlægges af moderne præster og teologer således: ”Når du giver almisse, så sæt det på Facebook og lad en højtalervogn køre gennem byen for at bekendtgøre, at nu donerer du 50 kroner til en indsamling!”.
Men virker medicinen? Føler de mennesker, der annoncerer deres næstekærlighed, så virkelig inderst inde, at de lever, og at der er en mening med deres tilværelse?
Det, der efter min mening kommer tættest på en beskrivelse af næstekærlighed, har jeg fundet i Herman Bangs roman ”Sommerglæder”. Prøv at læse romanen og læg mærke til den gamle bedstemor ude i køkkenet!
Det går sin skæve gang på Brasens Hotel, men når det hele alligevel ved aftenstid ikke er ramlet sammen, skyldes det jo blandt andet hende og hendes stille, trofaste arbejde, som ingen af gæsterne lægger mærke til.
Lad os så lige slå fast, hvad næstekærlighed er: Det er, at du lægger alle dine kræfter i det nære, det dagligdags, det, som aldrig vises på TV 2 News. Næstekærlighed er en skjult virkelighed, som sker dér, hvor et menneske glemmer al frygt for andres dom og de gældende meningsmonopoler og glemmer al begær efter belønning, og uden frygt og begær gør det, der skal gøres.
Der vil blive masser af ting i den danske dagligdag, som skal repareres på grund af Sareens og Allerslevs ”næstekærlighed”, men disse handlinger vil der aldrig blive rapporteret om på nogen nyhedskanal. De hører til det, der engang skal åbenbares.
Jens Brun, sognepræst, Regnar Juels Vej 21, Gug, Aalborg SØ