Betydningen af lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet kapitel 10, vers 23-37) er i de fleste oversættelser en smule uklar. I hvert fald er den det i folks bevidsthed. Er det den, der hjælper, som er næsten, eller er det den, der bliver hjulpet, som er ens næste?
Mange mener, at det er den, som bliver hjulpet, der er din næste - og da man jo ved, at det er den ringeagtede, altså samaritaneren, der hjælper, og ikke de ”fine”, så bliver lignelsen for de fleste et pædagogisk påbud: Du skal ikke føle dig for fin til at hjælpe nogen, ligegyldigt hvem han er.
Det er det, som oftest kaldes næstekærlighed, men tolkningen er humanistisk og ikke specielt kristen.
Nogle, blandt andre folkene i Tidehverv, mener så, at der er en andet synsvinkel. Disse bruger udtrykket ”den nærmeste” som udtryk for, hvem næsten er.
Hvis der menes ”den nærmeste”, hvor fører det så hen? I lignelsen var der tre personer, som kunne hjælpe, men kun én, som gjorde det. Da alle var lige tæt på den overfaldne, kan det ikke være tale om geografi eller afstande, som afgjorde, hvem der var nærmest.
Så må der være tale om et åndsnærvær, eller i det mindste et overført åndsslægtsskab. Måske var den overfaldne også samaritaner, men bemærk, at det siger lignelsen ikke noget om.
På denne måde får vi - ved at udskifte ”næste” med ”nærmest” - en gruppering af mennesker baseret på åndsslægtsskab. I første omgang siger den ikke andet end: Du og jeg er ens, så jeg hjælper naturligvis dig. Men den siger dermed også: Du og jeg er ikke ens, så jeg hjælper naturligvis ikke dig!
Umiddelbart lyder dette rigtigt og acceptabelt, men opdeling af mennesker i grupper fører på længere sigt til adskillelse og diskrimination. Samaritanere hjælper kun samaritanere, præster hjælper kun præster og så videre. Hvis en samaritaner overfaldes, og en præst kunne hjælpe, så sker det ikke, for den overfaldne er ikke præstens nærmeste.
Opdelingen af mennesker i grupper giver magtmennesker det enkleste middel til kontrol. Derfor er det en indlysende holdning for magtmennesket at tolke ”næsten” som ”den nærmeste”. Men lignelsen bruger ikke udtrykket ”den nærmeste”.
Faktisk har lignelsen et helt andet synspunkt: Det var ikke den overfaldne, der var næsten - det var samaritaneren! Jesus spørger, og disciplene siger: ”Den, der hjalp, var næsten.”
Så ændres betydningen til, at den overfaldne bliver forpligtet. Den, der hjalp, overtog hans problemer, betalte hans gæld og så videre, og dermed fik den overfaldne en moralsk forpligtelse over for ham.
Kan lignelsen så bruges som model for, hvad næstekærlighed er? Når det ikke er den overfaldne, men den, der hjælper, som er næsten, er der så en fordring til at hjælpe andre?
Det er der, men kun som opfordringen ”Følg mig!” - gør ligeså. Der er tale om eksemplets magt over for hver enkelt. Ikke et lovbefalet påbud, men som en individuel opfordring.
Hvis Jesus ofrede sig for dig, så er du i bund og grund forpligtet til at se ham som din næste, og du får derved en moralsk forpligtelse over for ham.
Kristus kom ikke til en gruppe - han kom til alle, som troede på ham, og dermed til den enkelte. Jesus var og er den enkeltes næste, og dermed bliver hvert eneste menneske, nær eller fjern, stillet over for en forpligtelse fra Jesus: Følg mig!
At påstå andet er ukristeligt.
Normann Aa. Nielsen, seniorsoftwareudvikler, Søbyvej 5, Odder