Godt tv er næsten som at være på højskole

Af og til møder jeg den indstilling, at livet er for kort til at se tv. Men det er en helt urimelig og arrogant bemærkning. Det altafgørende er, hvordan vi vælger at benytte os af disse på godt og ondt forførende stærke massemedier, som kan give os stof til berigende eftertanker, skriver Leif Hjernøe i mediekommentar

Det er næsten som at være på højskole, når vi på DR K i denne tid har kunnet følge med i genudsendelser af serier som ”Flådens historie”, ”Store danskere” og ”Dronningens slotte”.
Det er næsten som at være på højskole, når vi på DR K i denne tid har kunnet følge med i genudsendelser af serier som ”Flådens historie”, ”Store danskere” og ”Dronningens slotte”. . Foto: Nordisk Film TV/DR 1.

Af og til møder jeg den indstilling, at livet er for kort til at se tv. Der er endda medborgere i blandt os, som ikke ejer, hvad de på gammeldags vis kalder for en fjernsynsmodtager. Jeg kan selv gribe mig i at udtale mig nedladende og groft generaliserende om tv. Hellere læse en bog, kan jeg så finde på at sige.

Men det er en helt urimelig og arrogant bemærkning. Der er jo ikke noget i vejen med vores tv-apparater, og bøger er ikke pr. definition gode. Det altafgørende er, hvordan vi vælger at benytte os af disse på godt og ondt forførende stærke massemedier. De kan give os stof til berigende eftertanke.

Udviklingen af den globale skærm- og radiofonikultur har medført, at vi i dag tilhører historiens første generationer, der har fået helt uoverskueligt mange muligheder for at få indblik og indsigt i alverdens sociale og mentale forhold. Det gælder i dag mere end nogensinde, at intet menneskeligt behøver at være os fremmed.

Tv-kameraer og radiomikrofoner bringer os i nærkontakt med både fortid og nutid. Det er næsten som at være på højskole, når vi på DR K i denne tid har kunnet følge med i genudsendelser af serier som ”Flådens historie”, ”Store danskere” og ”Dronningens slotte”, samt om vores nu forkætrede kongehus. Konkrete appetitvækkende udgangspunkter.

Det er stofområder, der giver lyst til at vide mere. Smittende fortælleglæde og berigende oplysning er, hvad vi har brug for. Og her skal så anføres et citat, lidt frit oversat, af den franske forfatter Marcel Proust: ”Den sande opdagelsesrejse består ikke i at opsøge nye landområder, men at se med nye øjne.”

Og det er jo, hvad lysvågne tv-kameraer, nærgående radiomikrofoner og god litteratur kan hjælpe os med: at få åbnet øjne og ører for, hvad der foregår. Også lige omkring os, uset, upåagtet og upåtalt.

Vigtigheden af det sidste blev for nylig fremhævet af Jens Olesen og Dorte Dalgaard i sidste udgave af P1’s nu stærkt savnede ”Natursyn”. Som i Torben Brandts ”Radiofortællinger” blev lytterne her på en næsten selvmodsigende måde gjort seende.

Sådan også med den i går på DR 2 genudsendte todelte serie ”Paris – det vilde dyreliv”. Hvornår ville vi ellers have hørt og set vandrefalke på jagt og i parringsdans omkring Eiffeltårnet? Hvornår ville vi have kunnet flyve med flokke af gæs under Seinens broer? Og hvornår ville vi have kunnet se silkesommerfugle i natteluften over den franske hovedstad?

Og så skal den helt betagende og i alle henseender begavede georgiske film ”Mandariner” (2013) også lige nævnes. Den udtrykte på DR K tirsdag aften med enkle, stærke virkemidler en afsky for alle kriges fordomsfulde, fordømmende og forblindede racistiske holdninger, men gav dog trodsige håb om, at medmenneskeligheden i sidste instans altid overvinder elendigheden.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.