Prøv avisen

Naivt forslag. Rustningskapløbet har forblændet uddannelsesministeren

Uddannelsesminister Morten Østergaard argumenterer for, at der fremover kan findes plads til medborgerskab under overskriften "skolen i samfundet". Men hvad er det, der står til diskussion i denne kortsigtede idé om at udskifte filosofi, religion og etik med snævre professionsgreber og skolen i samfundet? spørger Kirsten M. Andersen og Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Andreas BeckB.TBM

Hvis vi ikke fornyr den kristne kulturarv, men lader den gå i glemmebogen, bliver alene individualiseringen tilbage, skriver Kirsten M. Andersen og Birgitte Stoklund Larsen

UDDANNELSESMINISTER Morten Østergaard (R) blander nedlæggelsen af faget KLM sammen med linjefaget i kristendomskundskab/religion i læreruddannelsen. Det er ærgerligt, for det forplumrer diskussionen af den lov om læreruddannelsen, som Folketingets partier forhandler i disse dage.

Det, der står på spil, er, hvilke fag og indholdselementer alle studerende fremover skal undervises i ikke hvilke linjefag den enkelte studerende selv kan vælge.

KLM-faget (kristendomskundskab, livsoplysning, medborgerskab) er et fag, som alle lærerstuderende har haft siden 1998, da man for første gang fik en læreruddannelse, hvor man opgav tanken om, at alle lærere principielt skal kunne undervise i alle fag.

De eneste fællesfag i forslaget til ny læreruddannelse er pædagogik og lærerfaglighed. Det er en rodekasse bestående af elementerne elevkendskab, undervisningsdifferentiering, specialpædagogik, dansk som andetsprog, it og skolen i samfundet.

Hver især udmærkede effekter i lærerens værkstøjskasse, og man kan glæde sig over, at skolen i samfundet er kommet tilbage i værktøjskassen, hvor det også befandt sig i den læreruddannelse, der var gældende i 1998-2007. Pædagogisk filosofi, religion og etik er til gengæld forduftet fra fællesfagskassen i læreruddannelsen.

UDDANNELSESMINISTEREN argumenterer for, at der fremover kan findes plads til medborgerskab under overskriften skolen i samfundet. Men hvad er det, der står til diskussion i denne kortsigtede idé om at udskifte filosofi, religion og etik med snævre professionsgreber og skolen i samfundet?

Uddannelsesministeren siger det selv: I rustningskapløbet er der brug for innovation, hårdt arbejde og individer, der kan tage deres ansvar i samfundet. Lærerne er nøglepersoner i en omstillingstid, og eleverne er den afgørende ressource. Det er regeringens diagnose og medicin.

Diagnosen er der ingen grund til at anfægte. Omstillingen fra velfærdsstat til konkurrencestat er på færde alle steder. Men den medicin, regeringen foreslår, er i høj grad diskutabel.

Morten Østergaard hævder, at almendannelsen gennemsyrer hele forslaget, men det er tom snak, når almendannelsen ikke er knyttet til forståelsen af mennesket som et historisk og endeligt væsen i en verden med bestemte og aktuelle vilkår.

Kultur, kristendomskundskab, religion, filosofi og etik er konkrete og ofte utilstrækkelige bud på oplysning af tilværelsen. Alt dette er udraderet, og ud ryger dermed også enhver konkret tematisering af menneskets vilkår i verden, på godt og ondt. Forslaget er med andre ord naivt, fordi det ikke tager højde for, at menneskelivet ikke går op.

DET ER opmærksomheden over for dette, som ligger i KLM-faget, der siden 1998 har været kulturfaget i læreruddannelsen. Her undersøger de studerende med en religionsfaglig og idéhistorisk tilgang, hvordan kultur og etik hænger sammen: Hvad er værdidilemmaerne for tiden i vores kultur? Hvad betyder det for skolen?

Faget er på mange måder at betragte som et usandsynligt heldigt tilfælde, for det arbejder med idéer som frihed og frisind, ligeværd og lighed, pligt, fællesskab og borgerskab. De idéer, vi hylder, og hvoraf flere også er indskrevet i folkeskolens formålsparagraf. Hvis hensigten med en ny læreruddannelse er at bringe uddannelsen tættere på folkeskolen, skal man altså ikke afskaffe et fag som KLM tværtimod.

Hvad er konsekvensen, hvis de nye lærere ikke bærer en forståelse for den historiske arv med ud i folkeskolen? En historisk arv, som blandt andet ligger i forholdet mellem kristendom og kultur, en arv fra oplysningstiden med ædruelig kritik og appel til tolerance i udformningen af samfundsmæssige institutioner, en tradition for hensyn til mindretals rettigheder, for åndsfrihed og demokrati.

Hvis vi ikke fornyr den arv, men lader den gå i glemmebogen, bliver alene individualiseringen tilbage. Og det er ikke godt for børn at være alene så bliver de enten klienter i et forbedringsregimente eller genstand for en ressourceoptimering.

Arbejdet adler, nødvendighed kan skabe glæde, men det retfærdiggør ikke, at vi bytter om på forholdet mellem liv og arbejde. Vi lever ikke for at tjene penge, vi tjener penge for at leve.