SOM DET FREMGÅR af Michael Böss kommentar i Kristeligt Dagblad den 22. marts er det igen kommet på mode at kritisere forældrene for at opdrage deres børn til narcissister. Denne gang føres kritikken frem af blandt andre de to amerikanske psykologer Jean Twenge og Keith Campbell, der taler om en egentlig narcissisme-epidemi. Og der er nok af reelle symptomer at henvise til, blandt andet nævner Böss overdreven selvoptagethed, og manglende empati.
Alligevel er det, som om kritikken ikke er kommet ud af stedet, siden den amerikanske historieprofessor Christopher Lasch for 35 år siden skabte stor debat med bogen Narcissismens kultur (på dansk i 1982, og 3. udgave kom allerede året efter), og jeg tror, det skyldes, at de mange velmenende kritikere har en forkert analyse af årsagerne til, at de narcissistiske træk bliver kaldt frem med stor styrke netop i vor epoke.
LÆS OGSÅ: Vi opdrager børn til narcissister
BÖSS BRUGER det meste af sin kommentar på at give opdragelsen skylden, men tilføjer dog, at de to psykologer ikke kun mener, at det er moderne forældre, der er skyld i epidemien. Skylden ligger i høj grad også hos medierne og de firmaer, der ser børn som et marked og derfor har en interesse i at gøre børn til forbrugere.
Denne analyse er dog ikke voldsomt dybtgående, da den stadig forbliver på det moralske niveau: Den antyder nemlig, at hvis blot forældrene og medierne og de begærlige firmaer blev bragt til fornuft, så kunne man komme den store udbredelse af de narcissistiske træk til livs. Hvorfor sker dette så ikke her 35 år efter Laschs bog?
Måske ligger svaret gemt i Böss slutbemærkning, som kunne have givet kommentaren en helt ny drejning: Mange af nutidens voksne betragter selv en grad af narcissisme som nødvendig, som en forudsætning for succes. Böss undlader dog desværre at overveje, om dette kan være rigtigt, og hvad det nærmere bestemt kan betyde.
Sagen er nemlig den, at det, vi skal leve af i videns- og oplevelsessamfundet, er nye idéer og mod til at omsætte dem. Jeg vil her henvise til uddannelsesforskeren Lars Geer Hammershøj, som i djøfbladet nr. 5, 2014 siger, at vi går imod et arbejdsmarked, hvor evnen til at tænke kreativt og innovativt kun vil blive vigtigere. Det gælder især for den toneangivende kreative klasse, som har brug for det, forskeren Helle Hein beskriver i sin bog Primadonnaledelse.
LÆS OGSÅ: Jeg bliver set, altså er jeg
DET VIGTIGE for disse primadonnaer er at skille sig ud og gøre en forskel, og her er det formodentlig en konkurrencefordel, hvis man er udadvendt, har stor tiltro til egne evner og kan præsentere sine egne idéer som originale. Disse træk minder unægtelig om dem, der bliver kaldt narcissistiske.
Men pointen er, at de også er meget vigtige i samfundets egentlige maskinrum, produktionen: Den kreative klasse er nemlig ikke bare dominerende i medierne, den er også vital for produktionen af nye ting og oplevelser og dermed for den økonomi, som vi alle er afhængige af. Derfor fremmer vort samfund uundgåeligt det, der ligner og måske er narcissistiske træk.
Jeg siger ikke, at man skal være narcissist for at få succes i dette samfund det suveræne talent skal nok klare sig, medmindre personen er meget indadvendt. Men for den middelmådige, som de fleste jo er, kan det nok være en fordel at have en så tilpas overdreven tro på sig selv, at man kan forføre sine omgivelser i de afgørende situationer. Og måske er det dette, som mange forældre har en fornemmelse for.