Hvis man kunne få et venne-medlemskab af folkekirken, så ville jeg stå forrest i køen til at få det. Jeg elsker folkekirken og har altid følt mig velkommen, når jeg kommer i kirke til konfirmation eller dåb. Folkekirken er en bærende kulturinstitution i Danmark, og den skal tilbyde alt det, som staten ikke kan tilbyde: et rum og nærvær, når livet er urimeligt og tilværelsen ubærlig. Kirken kan noget, som politiske ideologier ikke kommer i nærheden af at kunne give mennesker.
Men selvom mange danskere benytter sig af kirken, så ser vi markant faldende dåbstal, og mange oplever kirken som en stivnet organisation. Jeg kommer rundt i mange kirker, hvor jeg holder foredrag, og det er det gråhårede og søde segment, der fylder mest på kirkebænkene. Det er skønt, at vi har mange aktive pensionister i folkekirken, men jeg tror, det er vigtigt, at vi overvejer, hvordan kirken også kan blive tiltrækkende for yngre generationer.
Vi kan ikke gå ud fra, at folk begynder at gå i kirke, når de går på pension. Men hvis man ikke i sit voksenliv har fået kirken under huden, så tror jeg ikke, man begynder at søge den, blot fordi man pludselig får tid til at gå i kirke.
For nogen tid siden fik jeg, som kirkeordfører, en henvendelse fra en præst og et menighedsrådsmedlem. De er ambitiøse på folkekirkens og eget sogns vegne og vil gerne have, at folkekirken i højere grad skal være indbydende for det store flertal af danskere, der kun kommer i kirken til livets højtider: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.
De ønsker en folkekirke, der er lettere tilgængelig for de kirkefremmede. Hvorfor skal kirken være så traditionel og stivnet? Kan man ikke forkorte liturgien og tilbyde sine mange medlemmer mere af den rytmiske musik, som de alligevel bedst kan lide? Ligeledes liturgien: Den er svær at gennemskue, og kunne man ikke her gøre noget for, at den er til at forstå? Jeg kan godt følge bekymringen, der går på, at man risikerer, at gudstjenesten bliver forfladiget, men det må selvfølgelig være ambitionen, at det ikke sker. Ligesom det må være en ambition, at dét, der sker i kirken, giver mening – også for mennesker, der ikke har deres vante gang i kirken.
Og hvordan med højmessen søndag klokken 10? Kan man gøre noget for at øge fleksibiliteten, så den kan ligge andre steder end søndag formiddag? Fortravlede børnefamilier sætter pris på en rolig søndag formiddag, så en gudstjeneste midt på dagen kunne måske få flere til at overveje et kirkebesøg – hvis det altså giver mening for dem.
Spørgsmålene er ikke grebet ud af den blå luft. Faktisk er der flere steder i folkekirken nedsat arbejde med mange af spørgsmålene, og de initiativer bakker jeg ét hundrede procent op om.
I marts 2017 blev der nedsat et liturgiarbejde af biskopperne. Udvalgene laver et udredningsarbejde af gudstjenestens faste form og liturgien, og når arbejdet er færdigt, har biskopperne lagt op til en bred kirkelig debat om arbejdet. Jeg håber, mange vil tage del i debatten, men det kræver, at folk ved, de kan få indflydelse, og at deres mening betyder noget.
Profilkirker kan være vejen frem i tætbefolkede områder: Vesterbro Sogn består af oprindeligt ni kirker i otte sogne. De blev fusioneret i 2012 efter en forsøgsperiode. Her tænker man ifølge kirken selv ”kirke på en ny måde” i et forsøg på at tænke lokal kirke og lokalmiljø sammen, så kirken er dér, hvor dets medlemmer er.
De har taget konsekvensen af det moderne menneske i byen: ”Mennesker i dag kommer ikke i kirke for at blive belært og få svar som i gamle dage, men ønsker at blive taget alvorligt i samtale, medmenneskelig omsorg og åbenhed i livsfortolkning,” som de skriver på kirkens hjemmeside.
Vesterbro Sogn har i dag en række profilkirker, der hver især specialiserer sig inden for en række måder at være kirke på. Kirken kommer ud af de fastlåste former og taler til dem, der bor i byerne. Eksempelvis er der her en ungdomskirke, uKirke. Apostelkirken gør et stort arbejde for indvandrere, mens Eliaskirken har en rytmisk musikprofil og så videre.
I landsognene var og er kirkerne mere afhængige af, hvem der bor i landsbyen, og man må derfor i højere grad tilbyde lidt af det hele.
Folketinget og vi, der sidder i kirkeudvalget, kan og skal ikke rode i kirkens indre anliggender. Det har hverken befolkning eller kirke interesse i, så længe kirken overholder loven. Vi politikere ville simpelthen ikke egne os til at skulle bestemme, om der skal være mere rytmisk musik i Ishøj kirke. Det må være kirken selv, der bestemmer, hvordan kirken skal se ud, og sådan skal det være.
Men jeg mener, at folkekirken bør gøre mere for at oplyse om sine egne demokratiske institutioner og beslutningsprocesser.
Folkekirken har en lang tradition for sit eget demokrati. Eksempelvis fik kvinderne valgret til menighedsrådsvalg i 1903, og dermed 12 år før, de opnåede valgretten til landsdækkende politiske valg. Det lokale demokrati er stærkt. Menighedsrådene bestemmer meget i folkekirkens struktur, og der er en lang tradition for, at menighedsrådene får deres kirke, som de gerne vil have den. Eksempelvis får præsterne i folkekirken ikke deres embeder efter udpegning af provst eller biskop, men derimod gennem kaldet fra menigheden. Det er menighedsrådene, der hver især selv vælger deres præster.
Sognepræst Kathrine Lilleør har tidligere foreslået, at de kirker, hvor præst og personale lykkes med at tiltrække medlemmerne til gudstjenesterne, også belønnes for det. Folkekirken skal selvfølgelig ikke eksistere på markedsvilkår, men man kunne godt diskutere, om man ikke skulle belønne dem, der gør en ekstra indsats for at gøre kirken vedkommende.
Der er mange veje, folkekirken kan gå for at fremstå endnu tydeligere som kulturbærende og meningsgivende institution for danskerne. Jeg har henvendt mig til kirkeministeren og spurgt, hvordan vi kan støtte op om de forandringer og den nytænkning i kirken, som jeg ser som helt nødvendig.
Folkekirken er en stolt demokratisk institution, og for at leve op til den bør Folkekirken gøre noget for aktivt at oplyse om, hvordan man kan tage del og ændre sin kirke. Jeg vil i hvert fald stå på sidelinjen og opmuntre dét arbejde og håbe på at se endnu flere danskere gå i kirke.
Naser Khader er folketingsmedlem og kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti.