Prøv avisen
Kanten

Natasha Al-Hariri: Den nydanske kvindekamp er ikke slut

Kvindekampen i minoritetsmiljøerne tager mange former, berører mange emner og omfatter mange borgere, mener Natasha Al-Hariri. Foto: Leif Tuxen

Kvindekampen i minoritetsmiljøerne er ikke ny, og den er ihvertfald ikke slut, skriver Natasha Al-Hariri

I mandags indtog jeg scenen på Bremen Teater med Khaterah Parwani, Geeti Amiri og Halime Oguz under overskriften ”Den nydanske kvindekamp”. Salen var fyldt, og i den sad alt fra toppolitikere, tidligere statsledere og journalister til bydelsmødre, udsatte unge og ungdomsforeninger.

Årene op til dette har været præget af offentlige fejder, blokeringer på Facebook og stridigheder. Uenigheder, der har kredset om, hvordan vi bedst muligt løser udfordringer med retten til at leve det liv, man ønsker for sig selv.

Men mandag aften stod vi sammen på scenen, forenet i stadige uenigheder og vigtigst af alt: solidaritet. Selvom vi har slået hovederne sammen, er vi endnu uenige om mange ting. Eksempelvis står vi meget splittet, når snakken falder på burkaforbud, og vi er endnu uenige om, hvorvidt en aldersgrænse til tørklæder er vejen frem.

Kort sagt: Vi er endnu uenige om, hvordan vejen til målet skal se ud, men vi er enige om målet: at personer af alle køn, uanset religiøs eller kulturel baggrund, skal have retten til et liv og mulighederne for at træffe egne valg uden fatale konsekvenser og omkostninger.

Og med den erkendelse gjort, følger der for os også et ansvar for at forene de fragmenterede fløje af kvindekampen i minoritetsmiljøerne. Den tager mange former, berører mange emner og omfatter mange borgere. Vi har ikke råd til at bruge vores tid og energi på andet end at lytte og lære af hinanden. For der findes mennesker derude i det ganske land, der lever et tavst liv i elendighed og lænker, et liv, vi end ikke kan forestille os.

Nogle af disse mennesker fik en plads på scenen via en tom stol og et lydklip, hvor de delte deres oplevelser med os. En af disse kvinder var en 23-årig ung kvinde, der fortalte om sine oplevelser med at bære tørklæde i Danmark og med at smide tørklædet i Danmark – begge dele præget lige meget af modstand og skepsis, enten fra majoritetsmiljøerne eller minoritetsmiljøerne.

Alle de historier, beretninger, perspektiver og argumenter, der lød fra scenen i mandags, handlede ikke om os, der stod på scenen. Det handlede om at motivere, inspirere og gøre plads til andre. Andre, der har det som os. Andre, der mangler en platform. Andre, der vil stå op for sig selv.

For kvindekampen i minoritetsmiljøerne er ikke ny, og den er i hvert fald ikke slut.