Prøv avisen
Kanten

Natasha Al-Hariri: Den nydanske kvindekamp er ikke slut

Kvindekampen i minoritetsmiljøerne tager mange former, berører mange emner og omfatter mange borgere, mener Natasha Al-Hariri. Foto: Leif Tuxen

Kvindekampen i minoritetsmiljøerne er ikke ny, og den er ihvertfald ikke slut, skriver Natasha Al-Hariri

I mandags indtog jeg scenen på Bremen Teater med Khaterah Parwani, Geeti Amiri og Halime Oguz under overskriften ”Den nydanske kvindekamp”. Salen var fyldt, og i den sad alt fra toppolitikere, tidligere statsledere og journalister til bydelsmødre, udsatte unge og ungdomsforeninger.

Årene op til dette har været præget af offentlige fejder, blokeringer på Facebook og stridigheder. Uenigheder, der har kredset om, hvordan vi bedst muligt løser udfordringer med retten til at leve det liv, man ønsker for sig selv.

Men mandag aften stod vi sammen på scenen, forenet i stadige uenigheder og vigtigst af alt: solidaritet. Selvom vi har slået hovederne sammen, er vi endnu uenige om mange ting. Eksempelvis står vi meget splittet, når snakken falder på burkaforbud, og vi er endnu uenige om, hvorvidt en aldersgrænse til tørklæder er vejen frem.

Kort sagt: Vi er endnu uenige om, hvordan vejen til målet skal se ud, men vi er enige om målet: at personer af alle køn, uanset religiøs eller kulturel baggrund, skal have retten til et liv og mulighederne for at træffe egne valg uden fatale konsekvenser og omkostninger.

Og med den erkendelse gjort, følger der for os også et ansvar for at forene de fragmenterede fløje af kvindekampen i minoritetsmiljøerne. Den tager mange former, berører mange emner og omfatter mange borgere. Vi har ikke råd til at bruge vores tid og energi på andet end at lytte og lære af hinanden. For der findes mennesker derude i det ganske land, der lever et tavst liv i elendighed og lænker, et liv, vi end ikke kan forestille os.