Nationale læringsmål i børnehaver er ikke løsningen

Der er grund til bekymring, hvis tiltag fra børne- og undervisningsminister skal ses som første skridt mod en centralisering af pædagogikken, skriver professor Stig Broström

”Klart nok skal man have psykologiske og pædagogiske mål og pejlemærker. Det har pædagogerne allerede,” skriver professor Stig Broström. - Foto: Maria Tuxen Hedegaard/Scanpix

BØRNE- OG UNDERVISNINGS-MINISTER Ellen Trane Nørby (V) ønsker at indføre nationalt fastsatte læringsmål i dagpleje, vuggestue og børnehaver.

Jeg har længe klaget over, at der har været en larmende stilhed både i det gamle socialministerium og i det nye børne- og undervisningsministerium i forhold til at styrke pædagogikken og dermed børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Hvis spørgsmålet var: ”Hvordan kan man styrke den pædagogiske kvalitet?”, så er svaret ”nationale læringsmål” ret så fattigt.

Vi ved fra undersøgelser, at børns trivsel, læring og udvikling først og fremmest kræver tilstedeværelse af følgende tre faktorer:

1) Nærhed og et empatisk forhold mellem pædagog og barn. 2) En målrettet, bevidst og reflekteret pædagogik. 3) Uddannede pædagoger.

I tilknytning hertil kommer blandt andet tid til planlægning, gode normeringer og forældresamarbejde.

I dette lys batter færdigpakkede nationale læringsmål ikke meget og vil tilmed også kunne have en skadelig virkning. Der kan opstå en negativ effekt, selvom der måske ikke er så stor forskel mellem 1960'ernes og 1970'ernes udviklingspsykologiske tilgang, hvor pædagoger brugte deres viden om ”hvad man kan forvente af børn på forskellige alderstrin” (titlen på en af datidens lærebøger), og til nationale læringsmål.

For klart nok skal man have psykologiske og pædagogiske mål og pejlemærker. Det har pædagogerne allerede. Endda mål de har ejerskab til, fordi de selv har formuleret dem på baggrund af kendskab til de aktuelle børn. Problemet med nationale mål er, at de kan være ude af trit med de konkrete børns forudsætninger og vil komme til at fungere som facitlistesvar.

Frem for et sådant kunststykke ønsker børn, pædagoger og forældre sig bedre betingelser for at kunne planlægge et målrettet dynamisk og empatisk samspil mellem børn og voksne. Et samspil i mindre grupper, hvor der gives tid og mulighed for, at de voksne lytter til de enkelte børn og giver plads til, at alle børn kan udtrykke sig, reflektere og eksperimentere - og på et sådant grundlag udvikle spændende fælles planlagte målrettede aktiviteter. Dét er nemlig forudsætning for børns trivsel og læring.

Nationale mål er en gratis omgang med karakter af pædagogisk legitimering (”så har vi da gjort noget”). Men det bidrager næppe til løsning af dagtilbuddets krise. Værre er det, hvis dette tiltag skal ses som første skridt mod en centralisering af pædagogikken, hvor næste skridt er central dokumentation og test, og tredje skridt er centralt fastsatte pædagogiske metoder. Så er der grund til alvorlig bekymring.

Stig Broström, professor m.s.o., Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, Nordre Strandvej 26 E, Helsingør