LAU SANDER ESBENSEN fraskriver i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 31. maj sig at benytte den gammelkendte argumentationsform ”God of the gaps”. Det duer bare ikke, når det er præcis, hvad han gør. Helt simpelt kan argumentationen forklares således, at ”vi ved ikke, hvad X er – ergo kan X være gud”.
Dette argument er i meget lang tid blevet brugt som forklaring på, hvorfor religioner og andre metafysiske forklaringsmodeller skal have plads i vores videnskabelige, filosofiske og samfundsmæssige debat. Og det er et af kernepunkterne for den ateistiske kritik af religion.
Ateistisk Selskab ønsker naturligvis ikke, at religionernes påstande skal fylde så meget i vores søgen efter sandhed. Ganske enkelt fordi den religiøse søgen ikke har givet særlig gode resultater. Der er ikke kommet mange svar – kun gæt.
Lau Sander Esbensen beskriver i sit indlæg Ateistisk Selskabs tankegang som en komplet afvisning af alle mulige forklaringer, der ligger ud over den naturalistiske. Han skriver:
”Bortset fra at dette erkendelseskriterium i sig selv er dybt problematisk, kan man ikke bare vedtage, at ethvert fænomen har en naturalistisk forklaring, og for de fænomener, der endnu ikke har en forklaring, ved vi, at når den engang foreligger, vil den være naturalistisk.”
Det har vi heller ikke ved‑ taget. Dette er et stråmandsargument. Men vi har bemærket, at alle foreløbige forklaringer, vi har fundet på alt, vi foreløbig har forklaring på – er naturalistiske forklaringer. Så empirien taler til naturalismens fordel.
Når Lau Sander Esbensen taler om forklaringskrævende fænomener, der ikke kan forklares inden for det naturalistiske verdensbillede, så fremhæver han, at det giver plads til at tro på en gud.
Vores modargumentation er, at der ganske rigtigt er ting, der ikke kan forklares med naturalismen – endnu. Alle mysterier og magiske fænomener, det er lykkedes at forklare op igennem historien, viste sig netop derved ikke at være mystiske og magiske.
DET ER DEN VEJ, det går med det naturalistiske verdensbillede. Vi kan forklare mere og mere, og vi kan yderligere præcisere disse forklaringer. Den videnskabelige erkendelse er en proces, der aldrig stopper. Og i denne proces er der intet, der taler for troen på guder af nogen art. Overhovedet. Når Lau Sander Esbensen kalder dette et naturalismens ”God of the gaps”, så er det selvsagt ham, der vender tingene på hovedet. Han gør sig skyldig i at erklære tro for lige så relevant som viden, når vi taler om viden. Men nej. Tro er og bliver tro. Det kan ikke ophøjes – eller veksles om – til viden.
Lau Sander Esbensen mener, at vores kritik er for primitiv, fordi vi ikke leger med, når der tales om erkendelser uden for naturalismen. Vi anerkender ganske enkelt ikke den teistiske præmis: at de gæt, der er religion, bør have nogen som helst særstatus eller behandles anderledes end andre vilkårlige gæt på verdens tilstand.
Når man på den måde træder ud af spillet, kan det nok ses som primitivt eller måske endda hårdt og brutalt.
Men når man som Lau Sander Esbensen ubevidst benytter sig af ”God of the gaps”-tankegangen, bliver det vigtigt for os at belyse dette. For selv hvis der en dag skulle komme en indsigt til os, som ikke er naturalistisk – hvorfor skulle vi så lægge os op ad lige de gæt, som Bibelen er ophav til? Eller dem, som Koranen har forudsagt? Eller måske kunne det være, at astrologi har fat i noget? Eller måske er de metafysiske svar i nogle af de utallige andre spirituelle eller religiøse tankeretninger, som foreligger i dag?
Feltet af overnaturlige forklaringsmodeller er fuldstændig uoverskueligt. Så må vi ikke foreslå, at vi udskyder sorteringen af disse, indtil der rent faktisk foreligger bare en smule indikationer på, at nogle af dem er rigtige? Det er i sin grundessens det skepticistiske budskab – af hvilket ateismen udspringer.
Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard er begge medlemmer af Ateistisk Selskab