Prøv avisen
Refleksion

Naturen er ikke hellig, men den er herlig

Den moderne globale kultur er på kollisionskurs med sit naturgrundlag, skriver forfatter Ole Jensen. Illustration: Peter M. Jensen

Kristendommens sekulariserende arv er på én gang baggrunden for fremskridt, vækst og velstand - og for det største problem, menneskeheden nogensinde er blevet stillet over for, skriver Ole Jensen

Med jævne mellemrum diskuteres det, hvilken rolle kristendommen har spillet for dannelsen af den moderne bevidsthed, og i hvilken forstand det er godt eller skidt.

Kulturdebattøren Frederik Stjernfelt fremhævede for nogle år siden - med rette - oplysningstidens tanker om demokrati, tolerance og menneskerettigheder som efterstræbelsesværdige, idet han - også det selvsagt med rette - afviste mørke sider af den kristne arv såsom brug af strafformer fra Moseloven i den tidlige enevælde og misforstået halv- og helnazistisk brug af Luthers toregimentelære i Hitler-tidens tyske protestantisme.

Samtidig var han tilbøjelig til at glemme den franske revolutions excesser og tendensen til at fylde tomrummet efter den Gud, der blev erklæret for død, med menneskeskabte erstatningsguder som de store ideologier og deres despoter, nazismen/Hitler, kommunismen/Stalin, Mao og Pol Pot.

Ligeså overså han, i hvilken grad oplysningstænkningen er afhængig af kristent tankegods - som Bibelens overtrokritik eller tanken om det enkelte menneskes ubetingede værdi. Og at oplysningen er utænkelig uden sekulariseringstanken, og den er i bund og grund kristen.

Tag Bibelens første kapitel. Som universets skaber bor Gud i sin himmel og ikke i det skabte; han ”var” jo også, ”før” det skabte var. Og da han er én, er alt helligt samlet i ham og er ikke at finde i verden, som tilfældet var hos israelitternes naturreligiøse naboer, der var animister og panteister.

Dette er revolutionerende. Naturen kan udforskes og tages i brug til gavnlige formål, uden at det skal ske med forlov af - delvis mørke - magter, ånder og guder, der kræver ”beskyttelsespenge” i form af besværgende ritualer og ofre. Af samme tænkning fødes forestillingen om tiden som en linje og ikke en naturreligiøs cirkel samt idéen om udvikling.

Uden disse tanker ingen oplysningstid. Men uden de samme tanker heller ingen moderne global kultur på kollisionskurs med sit naturgrundlag, mest spektakulært aflæseligt af varmestigningen i atmosfæren!

Kristendommens sekulariserende arv er på én gang baggrunden for fremskridt, vækst og velstand - og for det største problem, menneskeheden nogensinde er blevet stillet over for.

Folk som Stjernfelt ser ikke i lutter oplysningstidsnærsynethed, hvor positivt de ret beset med deres idealer bør betragte den kristne arv, men er heller ikke klar over, at de på akkurat samme sted ville kunne få deres iver for at tale kristendommen ned styrket med argumenter, som det kan synes svært at afvise.

Dette sidste ved til gengæld religionsforskeren Jens-André Herbener til overmål. Han overbyder Stjernfelts aversion mod kristendommen. Men stik modsat Stjernfelt er det sekulariseringen, han afviser - til fordel for panteismen. Det store kulturelle syndefald skete med de monoteistiske religioners opståen - med jødedom, kristendom og lidt senere islam.

Da døde den store Pan, den græske naturgud, fortæller en gammel myte. ”Naturen er hellig” hedder sigende hans nyeste bog.

Og der er virkelig en sammenhæng. Jødisk-kristen monoteisme er medvirkende til, at natur i vore moderne samfund er blevet reduceret til råstof og materiale for menneskelig kultur. Det skete der ikke noget ved, så længe magtforholdet mellem menneske og natur var i naturens favør.

Med industrialiseringen og evnen til at hente fossile brændsler op og fyre dem uhæmmet af, tippede magtforholdet over til menneskets - tvivlsomme - fordel. Pludselig kunne vi skade elementerne ubodeligt, vanddybderne, artsrigdommen, atmosfæren og klimaet. Og vi gjorde det - og gør det fortsat.

Med frygten for naturens magter mistede vi samtidig ærefrygten for den os betroede jord, ja, at den skulle være os betroet var som sådant blevet meningsløst. Men det er bivirkninger. Det er amputeret kristendom, der er endt med dette resultat. Noget er gået i glemme.

Tag bibelens første kapitel. Nok bor Gud i sin himmel og ikke i verden, rigtigt nok. Men han endte hver af skabelsens seks ”dage” med at sige, at det, han havde skabt, var ”godt”. Og det vil ikke sige godt som ressource og materiale. Nej, godt for øjet, som grønt nu engang er - han ”så”, at det var godt.

Ordet ”skaberværk” samler denne æstetisk-sanselige side af skabelsestanken op. Naturen er ikke hellig, nej, men den er herlig. Den er et forunderligt skaberværk, undren og beundring og agtelse værd. Den har et eget værd, før og bortset fra dens mulige instrumentale værd for os.

Hele denne side af skabelsestanken gik imidlertid delvist tabt som formende faktor i den religiøse og materielle kultur, da gammeltestamentlig tænkning akkurat på Jesu tid mødte den såkaldt gnostiske dualisme, der ser ned på det materielle og op til det åndelige og vil befri sjælen for materien og kroppens fængsel.

Det førte til klostervæsenets religiøse forsagelsesiver og efter renæssancen desuden til nedvurderingen af det materielle ved at reducere det til middel.

Religiøst formåede dualismen ikke at sejre, modbevægelser satte ind med trosbekendelsens skabelsestanke, med en Frans af Assisi, en Luther, en Grundtvig, en Løgstrup. I denne stærke teologiske linje ligger der en kulturel kapital gemt, som danner modvægt til den ensidige tænkning om natur med mennesket og dets behov som eneste formål. Gud satte Adam i haven til ”dyrke den og vogte den” (”vogte”: passe på, værne om) (1 Mos 2,15).

Her ligger et nøgternt, balanceret kulturprogram og venter på sin implementering!

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen