I SIT debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 30. december kritiserer Leif Kongshøj mig for at begå en kategorifejltagelse ved at sammenligne reinkarnation med kristendom. Teori med tro. Det er en klassisk manøvre, som siger, at kristendommen kun kan tros eller ikke tros og derfor er hævet over kritik.
Men den kristne fortælling hævder faktisk at sige noget om, hvordan verden er indrettet. For eksempel at Gud findes, at han er kærlig, at han har skabt verden, som derfor grundlæggende er god, at der venter os et evigt liv med videre, og dermed har den indladt sig på det, nogle kristne ellers ynder at lyse i band som ”metafysisk spekulation”.
Og det er en tro nødt til. En tro bør kunne præsentere en fortælling, der møder det søgende menneske og forklarer den religiøse oplevelse, og de trosfortællinger kan man sammenligne. For eksempel ved at spørge, hvilken af to mulige forklaringer eller fortællinger, der løser flest teologiske problemer, hænger bedst sammen og giver den dybeste forståelse af de religiøse fænomener. Det forekommer mig helt ligetil.
KONGSHØJS ANDET store kritikpunkt er, at reinkarnation er en umenneskelig idé, fordi den siger, at alt, hvad vi lider, er vores egen skyld. Børn, der dør af kræft, har for eksempel kun sig selv at takke for det, fordi de var slyngler i et tidligere liv. Så hvorfor føle medlidenhed med dem?
Reinkarnation kæder rigtigt nok lidelse i dette liv sammen med tidligere liv, men ikke bare som ”løn som forskyldt”. Livet er en vandring ud af Mørket, mod Lyset. Det er den retning, livet har. Bag vores udviklingsproces ligger med andre ord et absolut skel mellem godt og ondt. At gøre sig fri af det onde kræver så, at man lærer at stille sig afvisende over for det. Og hvis man synder, hvad vi gør, så bryder man en lov. Det, man har brudt ned, skal man bygge op igen og sone, og det kan man godt kalde en slags straf. Ikke fordi man skal lide for det, men fordi der tydeligvis er noget, man mangler at lære.
En sådan soning kræver, at man angrer og beder om tilgivelse fra dem, man har voldt ondt, og tilgivelsen sletter, som vi ved, ethvert udestående. Men hvis man ikke i dette liv formår at angre og sone, må man i et senere liv opsøge en situation, hvor der er mulighed for at vise, at man har lært det. Og det kan godt være forbundet med lidelse.
Men det er vigtigt at sige, at inkarnationsprocessen - som en vestlig, gnostisk inspireret dualisme ser den - udspiller sig under forhold, som ikke oprindeligt er Guds plan. Det er en nødløsning, nu, da livet på jorden var blevet sat i gang. Gud prøver at få det bedste ud af situationen, men da det ikke er ham, der har skabt det fysiske legeme, kan han selvfølgelig ikke klandres for, at det dør. Vi er underlagt dødens vilkår, og det skaber nogle gange lidelser, der er svære at afværge. Børn, der dør af kræft, dør således ikke på grund af dårlig karma. Det er omvendt: Gud kan allerede i fosterstadiet se, at dette legeme formentlig vil dø i løbet af få år. Og så er der én, der inkarnerer i det, fordi det her - korte - liv hos lige præcis de her forældre, kan være en mulighed for at bearbejde et bestemt problem, vedkommende kæmper med. Men det er noget helt andet end, at ”underskud på karma-kontoen” fører til en velfortjent død som seksårig.
Til sidst: Jeg nyder at gå i kirke, fordi jeg føler mig velkommen, selvom jeg ikke er kristen. Netop den åbenhed, kærlighed og værdsættelse af det enkelte menneske, man møder i kristendommen, gør, at jeg holder af den, selvom der er andre dele af den, jeg afviser.
Og det gør mig ifølge Kongshøj til en hykler. Jeg håber, andre ser det anderledes.
Lau Sander Esbensen, historiker, ph.d., Lejrevej 20, Ølstykke