Nej, Cècile var ikke glemt - vores sorggrupper holder ikke sommerferielukket

Vi har psykologer på arbejde hver dag, men vi har ikke grupper i ferietiden. Det har vi forsøgt, men der kom ingen unge, skriver Preben Engelbrekt, som er direktør i Børn, Unge & Sorg

Men af hensyn til andre, der har eller får brug for hjælp, så var Cècile ikke glemt. Tværtimod har vi været i kontakt, og der har været fulgt op fra vores side, skriver Preben Engelbrekt, der er direktør i Børn, Unge & Sorg. Modelfoto
Men af hensyn til andre, der har eller får brug for hjælp, så var Cècile ikke glemt. Tværtimod har vi været i kontakt, og der har været fulgt op fra vores side, skriver Preben Engelbrekt, der er direktør i Børn, Unge & Sorg. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau.

CÈCILE BJØRNKJÆR DESAINT har skrevet et vigtigt debatindlæg om sorg i Kristeligt Dagblad den 18. juli med overskriften ”Min sorg holder ikke sommerferie. Jeg må kæmpe alene efter min mors død”.

Af avisens indledning på indlægget fremgår, at 22-årige Cècile mistede sin mor for syv måneder siden. At hun gerne ville i en sorggruppe med andre unge, som havde mistet en forælder. ”Først var der ikke plads. Senere blev hun glemt af systemet. Og nu holder de sommerferie...”, som der står.

Det er et debatindlæg, som desværre kan have den bieffekt, at det gør andre urolige og ængstelige for ikke selv at kunne få hjælp i situationen. Kan man glemmes i systemet? Holder Børn, Unge & Sorg sommerferielukket, mens sorg på ingen måde holder sommerferie?

Det vil jeg gerne svare på – men først: Det, Cècile skriver, viser tydeligt, hvor livsomvæltende det er at miste en forælder, og hvor megen brug man har for støtte. Derfor er jeg rigtig ked af, at Cècile har følt sig glemt af os.

Men af hensyn til andre, der har eller får brug for hjælp, så var Cècile ikke glemt. Tværtimod har vi været i kontakt, og der har været fulgt op fra vores side.

Børn, Unge & Sorg har faste midler fra Socialministeriet og enkelte kommuner, som dækker knap halvdelen af vores budget. Desværre er der ikke fra politisk side vedtaget en behandlingsgaranti på området. Vi lever derfor i høj grad af de midler, vi selv kan rejse. Fra forskellige offentlige puljer, fra private fonde, øvrige bidrag fra private og virksomheder.

Men behovet er større, end vi kan dække, og ingen er mere kede af det end os, når en ung på grund af lang ventetid kan opleve at være glemt! Og det kommer man nemt til at føle, når der er op til et års ventetid på at få hjælp. Den urimeligt lange ventetid skyldes en kombination af en stigning på 15 procent i antal henvendelser og manglede midler til at dække behovet for sorgterapi til udsatte børn og unge.

Og selvfølgeligt har Cècile ret i, at sorg ikke holder sommerferie – og at hjælpen derfor heller ikke burde gøre det. Det gør den heller ikke. Vi har psykologer på arbejde hver dag, men vi har ikke grupper i ferietiden. Det har vi forsøgt, men der kom ingen unge – og derfor måtte vi lukke det tilbud.

Erfaringen og forskningen viser, at der normalt skal gå seks måneder, før man kan vurdere, om der er tale om en naturlig eller mere kompliceret sorgproces, som kræver psykologisk behandling. Langtfra alle, der som Cècile mister én forælder har nemlig brug for sorgterapi. Derfor har vi også typisk afklarende samtaler med børn og unge omkring tre måneder efter dødsfaldet.

Derudover anbefaler vi de unge umiddelbart efter dødsfaldet eller i ventetiden at tage kontakt til vores frivillige unge, der selv har mistet forældre. De frivillige tilbyder blandt andet chat- og telefonrådgivning og caféaftener, hvor man kan møde ligestillede.

Cèciles indlæg bidrager til større forståelse for, at sorg – ud over at være en helt naturlig reaktion på en ekstrem hændelse og livskrise – også kan gøre mennesker alvorligt syge. Og forhåbentlig vil Cècile stå sammen med Børn, Unge & Sorg i vores arbejde med at få netop dét budskab frem til alle relevante beslutningstagere, så ingen børn og unge skal vente op til et år på at få den nødvendige og tilstrækkelige støtte.

Preben Engelbrekt er direktør i Børn, Unge & Sorg.