Kristeligt Dagblad skriver i lederartiklen den 21. juli, at der for præster ”må være andre glæder i livet end at have ret til at sidde uforstyrret i sommerhuset – sikke et privilegium at blive ringet op (...)” efter sagen på Rigshospitalet beskrevet i Kristeligt Dagblad den 15. juli, hvor en sygeplejerske eftersøgte en præst på sociale medier til en nødvielse.
Vi ved i dag, at noget af det, der kan fremkalde stress, udbrændthed og omsorgstræthed, er grænseløst arbejde.
Præstearbejdet er på den måde et ”farligt” arbejde. På mange måder et det et arbejde, hvor man er på hele tiden. Hvis man er præst på landet eller i en mindre by, er man på arbejde, ikke bare når det er de synlige opgaver: gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmandundervisning og så videre.
Man er også på arbejde, når man henter sit barn i børnehaven, og Lasses mor gerne lige vil tale med præsten om sin sorg over at have mistet sin far.
Man er på arbejde, når man køber ind i Kvickly, og enken fra sidste bisættelse forventer et par ord med fra præsten hen over hylderne.
Man er på arbejde, når man er på sportspladsen og i forsamlingshuset. Ja, sågar når man har ferie i sommerhuset, og naboen, der ved, at man er præst, gerne vil tale om sit svære liv.
Præstearbejdet er grænseløst, fordi man i en eller anden forstand i manges øjne altid har præstekjolen på.
Det er et gode – ingen tvivl om det. Det er et gode, at mange mennesker i Danmark stadig har så stor tillid til præsteembedet, at de henvender sig med åbenhed og en forventning om tid og opmærksomhed, når og hvor de henvender sig til præsten.
Og – det er også det glædelige ”faktum”, der gør præstearbejdet til et udsat arbejde.
Præsteembedet i dag indeholder virkelig mange facetter. Som supervisor for præster gennem de seneste godt 20 år har jeg set, hvordan det i dag ikke kun er gudstjenester og kirkelige handlinger, der forventes – en god præst har også sorggrupper, filmcafé, meditative tilbud, godnathistorier for familier og så videre. Hvis man sådan har haft en hverdag fyldt med et væld af arbejdsopgaver, så har man brug for også indimellem at kunne holde helt fri. Præstens familie har – ikke mindst – brug for, at han eller hun holder helt fri sammen med dem.
Og så er det ikke et privilegium at blive ringet op i sommerhuset, sådan som Kristeligt Dagblads lederskribent påstår! Det er en stressfaktor og på længere sigt en farlig vej mod udbrændthed.
Endnu mere markant er den problemstilling, når man er hospitalspræst. Jeg har selv været det i 16 år, så jeg taler af erfaring. Bortset fra ferier og fridage lagde jeg mig hver aften i seng med en bevidsthed om, at jeg kunne blive ringet op klokken to eller klokken fire med tilkald til en nøddåb eller til slukning af en respirator efter en ulykke.
Når jeg talte med sygeplejerskerne efter for eksempel en nøddåb klokken fire om natten, regnede de med som en selvfølge, at jeg – som de – efter en vagt kunne holde fri den næste dag.
Det er ikke tilfældet, når man er hospitalspræst. Den næste dag venter med undervisning og supervision af personalet, sjælesorgssamtaler og så videre – en fuld dags arbejde. Når jeg havde ferie og fridag, var det et privilegium, jeg havde helt fri i sommerhuset.
Så hvis vi gerne vil beholde og tiltrække dygtige præster i folkekirken, er det vigtigt, at vi giver dem lov til at holde fri, når de har fri.
Pia Sundbøll er supervisor og tidligere udlandsprovst.