Alle de universiteter, vi ynder at kalde førende i verden, lægger stor vægt på humanistisk forskning. På det amerikanske universitet Princetons institut for eliteforskning har man eksempelvis understreget det med en skole dedikeret tværfaglig forskning i det historiske perspektiv, der kan skabe ny excellent viden til gavn for hele verden. Men sådan er det ikke i Danmark.
Læsningen af statens to seneste oplæg for strategisk forskning, Forsk2020 og Forsk2025, har været rene horrorshows, i al fald for humanistiske forskere. For at det næste oplæg for strategisk forskning, Forsk2030, ikke blindt fortsætter denne linje med at skrive humanistisk forskning helt ud, er det vigtigt at være på forkant og indgå i en dialog, som peger på humanioras betydning.
Det kan godt være, at humanistiske forskere i dagens Danmark sjældent bliver spurgt om deres idéer om forskningen og dens samfundsrelevans. Men vi har ikke tænkt os at klappe i. Politikerne trænger til et modspil til deres evindelige fortælling om humaniora som et strategisk nul og et sort hul af arbejdsløshed. Opgørelsen af humanistiske kandidaters beskæftigelse og humanioras betydning kan ske på mange måder, men politikerne vælger ofte at male fanden på væggen frem for at se på de mere komplekse realiteter. Og de humanistiske forskere har heller ikke altid være supergode til at forklare sig. Frem for at råbe til hinanden fra borge og tårne så lad os få en mere konstruktiv dialog, og lad os få humaniora på banen.
Idéerne til, hvad samfundet skal satse på og investere i, er sådan set godt og klart formuleret i de to sidste strategiske oplæg fra staten, og forskere fra alle fagområder kan sikkert nikke til relevansen af forskningstemaer som klima og klimatilpasning, fremtidens sundheds- og plejesektor, digitale muligheder og løsninger, et effektivt og innovativt velfærdssamfund, uddannelse og kulturforståelse.
Men det næsten totale fravær af humanistisk forskning, når det kommer til at pege på den form for forskning, der kan bidrage til de mange temaer, er gruopvækkende.
Humanistisk forskning kommer ind som nummer sjok under punktet ”Et kompetent samfund med sammenhængskraft” i forbindelse med punkterne: Uddannelse, læring og kulturforståelse i Forsk2020. I Forsk2025 havner den humanistiske forskning som mindre hjørner af området ”Menneske og samfund”.
Man skulle ellers tro, at overskrifter som digitalisering, migration, globalisering og uddannelse ville fordre, at man inddrog et klart humanistisk fokus, men nej: De miljøer omkring eksempelvis velfærdsforskning, der nævnes positivt i strategien, kæmper fortsat helt på egen hånd, og de vigtige kulturhistoriske forudsætninger for at forstå nutidens migration er stadig uden for skiven. Man famler politisk med at løse migrationsproblemer, men interesserer sig overhovedet ikke for de historiske forhold, der har skabt problemerne.
Selvom det forekommer helt oplagt, at forholdene mellem mennesker og teknologi er afgørende for store udfordringer klima, aldring eller temaer som digitalisering, så er historie og kulturforskning sat helt ud af det strategiske spil, og kunst og forskning i samme sætning ser nærmest ud til at være fy-ord. Den eneste kunst, der nævnes i Forsk2025 strategien, er betegnende nok ”kunstig intelligens”!
Danskernes ageren i en globaliseret verden og som EU-borgere stiller også højere krav til sprogkompetencer: Globalisering truer med at blive en snæver anglificering for en lille nation, der ellers har mere til fælles med Norden, Tyskland og Italien, og den systematiske nedbrydning af fremmedsprog i hele undervisnings- og forskningssystemet og de dertil hørende kulturstudier må endelig vendes nu, gerne med utraditionelle midler.
Der er de seneste 20 år blevet argumenteret for, at løsningen af store samfundsudfordringer typisk forudsætter en tværfaglig tilgang. De er for komplicerede til at overlade dem til en enkelt disciplin. Hvordan kan man så droppe sprog, kultur og historie som del af en forskningsstrategi? Det må der rettes op på. Det kunne være meget tiltrængt i forbindelse med eksempelvis strategien omkring klima at se på, hvordan nutidens forestillinger om klima og sammenhængen mellem menneske og natur har udviklet sig, og hvordan og hvorfor de unge er begyndt at handle på egen hånd i forhold til nutidens klimakrise.
På vej mod oplægget Forsk2030 er situationen for humaniora skærpet af den krise, som regeringens udflytningsplaner for universiteternes studiepladser fører med sig. Humaniora er her og nu truet af dimensionering og nedlukninger af uddannelsespladser og forskningsmiljøer.
Desuden er de offentlige midler til humanistisk forskning ifølge Danmarks Statistik efterhånden faldet til cirka seks procent af midlerne. Det må siges at være en uambitiøs tildeling.
Fly! hvad flygte kan, må man med et gammelt vers fra kongesangen som ansvarlig forsker sige til de unge. Et tab af talent og international interesse for den hulkindede danske humaniora er på vej til at blive resultatet. Det er svært at tænke langsigtet, når huset brænder, og meldingen er, at brandslukningen ikke er på vej.
Men på trods af det er der mange humanistiske forskere, som tager handsken op. Som i alle andre discipliner, er det langt fra alt, som direkte kan oversættes fra forskning til samfundsmæssig løsning. Men samlet set er der ingen tvivl om, at humanistisk forskning kan og skal bidrage substantielt til at løse de store samfundsmæssige dagsordner, samt understøtte inspirere et givende kulturliv på alle niveauer – på dansk.
Uden et interdisciplinært samarbejde med en stribe af vidensområder kan nye og relevante forskningsspørgsmål slet ikke formuleres eller besvares. En indsats for at bremse klimaforandringerne kræver masser af naturvidenskabelige og tekniske løsninger. Men den fordrer også at man forstår det natursyn, der har ført til den nuværende globale krise. Det er nødvendigt at få set på, hvad videnskab og kunst kan bidrage med til at forandre opfattelsen af menneske og natur.
Det hedder i strategien for grøn omstilling fra 2020, at Danmark skal være et foregangsland, også når det gælder at ændre adfærd. Det drejer sig faktisk om, at hver borger, hver familie, hver eneste institution i samfundet må begynde at handle anderledes og forstå betydningen af selv de små adfærdsændringer.
Tænk på, at vi i Danmark har haft en digter som Inger Christensen, der i de smukkeste vers fra 1981 kunne vise, hvordan menneske og natur er forbundne:
”Jeg skriver som det tidlige forår der skriver anemonernes bøgens violens og skovsyrens fælles alfabet.”
Det er et sådant fælles alfabet, vi skal finde for at ændre vores adfærd, og sprog, kunst og litteratur er her uomgængelige.
Der er mange udfordringer til humanistisk forskning, både når det gælder samarbejde, synliggørelse og interdisciplinær udvikling. Der er nok at tage fat på i alle discipliner, og vi skal tage handsken op og byde ind.
Én ting står dog helt fast: En national forskningsdagsorden med en humaniora, der er sendt til tælling, vil ikke bare være en fattig dagsorden, men også være en dagsorden, der gør Danmark fattigere.
Professorer og centerledere ved det interdisciplinære eliteforskningscenter Dias, Syddansk Universitet