”KIRKEN HAR SVIGTET”, stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad den 18. januar. Ordene er lektor Hans Raun Iversens, og svigtet kan læses i overskriften: ”Folkekirken er blevet en klub for gammeldanskere”.
Vi studser lidt over ordet ”blevet”, for hvornår har folkekirken haft appel til indvandrere fra andre kirkelige traditioner end den evangelisk-lutherske? Brødremenigheden i Christiansfeld er et eksempel på en menighed grundlagt af indvandrere i 1773. Den katolske kirke i Danmark har i mange år først og fremmest har været båret af indvandrere fra katolske lande. Det har vist aldrig før været betragtet som et problem.
Der findes også danske (folkekirkelige) menigheder rundt omkring over hele kloden, fortrinsvis i regi af Danske Sømands- og Udlandskirker. Har de udenlandske trossamfund svigtet, fordi danskere i for eksempel Jerusalem ikke går i synagogen, eller fordi danskere i Paris ikke konverterer til katolicismen? Eller mener Iversen simpelthen, at den danske folkekirke bare er bedst for alle?
Hans Raun Iversen ved godt, at langt de fleste indvandrere kommer fra lande, der er indgroet muslimske, thi det læser han i alle sine mange og lange statistikker. I snart mange år har han været blandt dem, der slog til lyd for, at der ikke skal missioneres, men føres religionsdialog og drikkes kaffe med imamerne.
Når mange præster er mere optaget af dialog end mission og i disse dialogindsatser er mere optaget af at fremdrage ligheder end påpege forskelle, så skulle det dog undre, om det arbejde havde båret synderlig frugt i form af omvendelser fra tro på Allah til tro på Jesus. Vil man omvende folk, må man missionere for dem.
”Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” udtaler Iversen. Det kan han mene, men vi har nu engang religionsfrihed her i det multikulturelle Danmark. Omvendelse af muslimer, der ofte kommer fra kulturkredse, som er meget fremmede i forhold til den ”gammeldanske” kultur, er et langt, sejt træk.
RELIGIONSSKIFTE KAN HAVE alvorlige konsekvenser for denne gruppe af mennesker, så når de tøver med at konvertere, er det muligvis ikke kun, fordi ”vi har svigtet både menneskeligt og kristeligt og folkeligt”, som Hans Raun Iversen formulerer det.
Det er tilmed let for muslimske indvandrere at bosætte sig i områder, hvor de ikke er i daglig kontakt med danskere, og flere af dem taler ikke dansk i dagligdagen. Disse mennesker omvendes måske lettest af arabisktalende, nydanske præster, og dem findes der flest af i de migrantmenigheder, der efterhånden er mange af i Danmark.
Disse menigheder lægger ofte en linje, der er enkel, konservativ og bibelnær i forhold til den mere eksperimenterende eller apologetiske teologi, der typisk flyder fra prædikestolen i en folkekirke. Det er vigtigt, at muslimer bliver omvendt til kristendommen, fordi Jesus er vejen, sandheden og livet. Om de i første omgang bliver medlemmer af folkekirken eller af et andet kristent trossamfund, finder vi er knapt så afgørende. Folkekirkens samarbejde med migrantmenighederne bør til gengæld prioriteres højt.
DET LIGGER I NAVNET, at den danske folkekirke er dansk. Men alle er hjertelig velkomne, og ingen spørger efter medlemsbevis, hvis nogen med mere eksotisk udseende eller påklædning skulle indfinde sig på kirkebænken.
Os bekendt foregår der mange steder et stort arbejde med at holde dåbsoplæring for flygtninge, ligesom mange præster er i kontakt med (muslimske) indvandrere gennem forskellige netværk, hvilket lykkeligvis også af og til resulterer i dåb – når Gud nu engang vil det.
Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg, Robert Landeværn Ryholt er sognepræst i Havnbjerg, og Merete Bøye er sognepræst i Viborg Domsogn samt Tjele og Vinge.