Jeg læser altid med stor fornøjelse, hvad sognepræst Kristian Bøcker skriver. For det meste er jeg også enig med ham. Men i klummen ”Kirkeligt set” den 11. september mener jeg, at Bøcker er på afveje, når han sidestiller det at være kritisk med at være krænkelsesparat. Jeg mener, man skal være varsom med at smide ”krænkelsesparathedskortet”, da det i sidste ende kan forhindre en fri og levende debat og kritisk stillingtagen til de til enhver tid siddende magthavere.
Kristian Bøcker fremskriver en slags forsvar for regeringen og Kirkeministeriets prioriteringer – eller mangel på samme – for kirken under coronakrisen ud fra devisen: ”Bevares, ikke alt var vel godt, men nu skal vi i kirken ikke føle os krænkede og fornærmede, for ingen havde jo prøvet at stå i en coronakrise før.”
Argumentet holder måske vand, hvad den første nedlukning af kirkerne tilbage i marts 2020 angår. For her anede vitterligt ingen, hvilken form for pandemi vi var ramt af. Men at kalde det for kirkelig krænkelsesparathed at udtrykke kritik af det uskønne forløb i julen og af en helt uforklarlig og uforsvarlig fastholdelse af restriktioner i kirken sommeren over, hvor resten af samfundet stort set var åbnet, og man kunne bevæge sig frit rundt, kan jeg simpelthen ikke se logikken i.
Da en af vores mest trofaste kirkegængere her i sognet – en ensom, enlig ældre mand – bankede på min dør fem minutter i kirketid den 25. december og chokeret spurgte, om det kunne være rigtigt, at der ikke kunne fejres gudstjeneste på Herrens fødselsdag, så var han ikke krænkelsesparat, men uforstående.
Da jeg i begyndelsen af august sad hos den familie, hvis 60-årige ægtemand, far og nyslåede bedstefar uden varsel var faldet død om, så var det ikke krænkelsesparathed, der gjorde, at de ikke kunne overskue at ringe rundt til alle dem, der ikke kunne komme med i kirken, men gerne på kroen bagefter. De var blot almindelige mennesker, der manglede gode argumenter for absurde restriktioner; argumenter, som jeg ikke var i stand til at give dem – og slet ikke argumentet: ”Det er jer, der betaler prisen for, at der kan samles flere tusinde fans på stadions nu, hvor de kan råbe-synge, kaste med fadøl og omfavne hinanden i bar overkrop.” Og sådan har alle sognepræster siddet i samtaler med mennesker sommeren over og har skullet præsentere dem for meningsløse restriktioner og bede dem rette ind efter dem. At være kritisk her har intet med krænkelsesparathed eller fornærmelse at gøre.
Kristian Bøcker mener, at en kirkeminister bør vurderes på vedkommendes ”evner, arbejdsindsats og forståelse for sit område”. Jeg er enig og har i den sammenhæng svært ved at se, hvad Joy Mogensen (S) havde at byde ind med. Joy Mogensen må være den mest usynlige kirkeminister, vi har haft, og selvom der gerne gøres en dyd ud af, at en kirkeminister ikke skal gøre for meget, men være som den gode pedel, så kræves det – selv af den gode pedel – at man er tilgængelig og lydhør.
Så vidt jeg ved, dukker Joy Mogensens navn mest op her i avisen under forskellige variationer af formuleringen: ”Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen.” Coronakrisen viste os, at kirkeministerens fornemmeste opgave åbenbart var at sidde og vente på beskeder fra andre ministre, som hun kunne videregive til folkekirken via Facebook. For nogle er dette en anledning til at foreslå, at Kirkeministeriet bliver mere selvstændigt og magtfuldt i fremtiden. Men sætter man tingene på spidsen, kan man med lige så god ret stille spørgsmålet: Hvorfor har vi overhovedet en kirkeminister?
Når den nyslåede kirkeminister som noget af det første efter sin ministertiltrædelse vælger at optræde offentligt i udklædningstøj, så vidner det om utrolig dårlig timing og mangel på evne til at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor stedmoderligt kirken og dens medlemmer er blevet behandlet under coronakrisen. Jeg har svært ved at se, hvad det synspunkt har med krænkelsesparathed at gøre.
Maria Louise Odgaard Møller er sognepræst og ph.d.