Nej, Lars Sandbeck. Skilt med advarsel om kirkens billedsprog skal ikke stå foran kirkedøren

Evigheden skal ikke kun forkyndes på prædikestolen. Træn også folks evne til at forstå merbetydning på avisernes debatsider, på de sociale medier, i lokalaviserne og i kirkebladet, skriver kommunikationsrådgiver

En stor del af folkekirkens medlemmer har hverken et meningsfuldt gudsbegreb eller forstår det folkekirkelige metaforsprog om Gud, skriver kommunikationsrådgiver.
En stor del af folkekirkens medlemmer har hverken et meningsfuldt gudsbegreb eller forstår det folkekirkelige metaforsprog om Gud, skriver kommunikationsrådgiver. Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

En stor del af folkekirkens medlemmer har hverken et meningsfuldt gudsbegreb eller forstår det folkekirkelige metaforsprog om Gud. Metaforerne henter billederne fra menneskers verden og kalder Gud en far, der bor i himlen, men denne metaforik gør mere skade end gavn for de knap så kirkevante, der ser en form for rumvæsen for sig. Sådan skriver Lars Sandbeck klogt og godt i sin klumme lørdag den 3. december.

Hans løsningsforslag er nok for sjov: Måske skal vi stille et skilt op ude foran kirkedøren med teksten: ”Her bruges billedsprog. Spørg præsten efter gudstjenesten.”

Men uanset hvad er det ikke en løsning, der rigtig batter. Hvis vi skal tage forslaget på ordet, kræver det både, at folk kommer forbi kirken søndag formiddag, beslutter sig for at gå ind og bagefter får lyst til at opsøge præsten og høre mere. Og som Lars Sandbeck skriver, vil de fleste hellere en tur i Ikea.

Men hvad skal kirken så stille op? For det første synes jeg allerede, Lars Sandbeck er godt i gang. Teologerne kan tale klart og eksplicit om, hvordan kirkesproget skal forstås: Nej, Gud er ikke en gammel mand. Han sidder ikke oppe i himlen. Han er ikke engang en ”han”. Kirkesproget er et billedsprog, vi bruger til at tale om den åndeligt eksisterende livskraft, der sætter os i stand til at leve.

Det er befriende og tiltrængt, at han siger det så klart.

Men Lars Sandbeck skal ikke sætte skiltet foran kirkedøren. Læsevejledningen til kirkesproget skal meget længere ud i den sekulære verden, derude, hvor mennesker slet ikke kan se, hvad kirkens anliggende er, og hvad kristendommen går ud på; for eksempel i Politiken, hvor man kan finde læserbreve om, at teologer principielt ikke bør have taletid i avisens spalter; eller sørgende kronikker om, at de som efterladte ikke kan finde trøst i kirkens tale om det evige liv. Nogen skal tage deres indvendinger alvorligt, give dem et svar.

Det, Lars Sandbeck egentlig skriver på skiltet, er: Vi kan kun tale om Gud på to måder, med vores kirkesprog og i metatekst. Og det er jo ikke rigtigt. For evigheden, som Gud bor i, sætter sig igennem i glimt alle mulige steder. Evigheden er det, der er større end mig, det, der transcenderer mit korte, dødelige liv på jorden. Hverdagen er fyldt med fortællinger om evighed:

Vi mærker evigheden, når Hugo Helmig dør, og det er så ufatteligt sørgeligt, at et smukt og talentfuld ungt menneske har syntes, at det var så svært at være i verden. Og tænk, så viser det sig, at samtlige medier har kendt til dødsfaldet i en hel uge, men undladt at skrive om det, fordi der alligevel findes noget i verden, der er vigtigere end likes og visninger.

Vi mærker den, når det iranske fodboldlandshold med fare for deres eget og familiens liv undlader at synge med på nationalsangen, mens deres fans hulker på tilskuerpladserne.

Og vi mærker også evigheden, når den ikke er der. Som i dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” om Preben, hvis mening med livet har knyttet sig til hans evne til at være en stærk og solid støtte for andre, og som uden den insisterer på retten til assisteret selvmord – og får den. Intet kunne holde Preben oppe, da han ikke længere selv kunne. Der var ikke noget, der var større end ham selv.

Her er der et tilbud om et helt tredje sprog. Den ambitiøse folkekirke – teologer, menighedsrådsmedlemmer, kirke- og kulturmedarbejdere og andre ansatte i kirken – må pege evigheden ud, hvor den viser sig i verden, og tale med om den. Evigheden skal ikke kun forkyndes på prædikestolen, men også på avisernes debatsider, på de sociale medier, i lokalaviserne, i kirkebladet.

Kirkens billedsprog om evigheden vil måske udtrykke det sådan: Når vi dør, tager Gud os til sig, og vi bliver som engle i hans rige. Meningen opstår, når vi læser merbetydning ind i billedsproget og opdager, at det fortæller os om vores eget liv, og at evigheden, Guds rige, også er her på jorden.

Men evnen til at læse med merbetydning er noget, der skal trænes. Hverdagens eksistentielle fortællinger er et godt sted at starte. Peg på underteksten, og vis på den måde, at netop merbetydning er noget, man kan få i folkekirken. Hvis man nu alligevel skulle få lyst til at lægge vejen forbi en dag.

Malene Bjerre er selvstændig kommunikationsrådgiver og har skrevet bogen ”Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det”.