Marie Høgh: Nej, staten skal ikke blande sig i skilsmisser

Dansk Folkepartis sikkert velmenende forslag om at genindføre separationsperioden demonstrerer et syn på borgeren som en ureflekteret libertiner, der moralsk skal føres ved hånden, skriver sognepræst Marie Høgh

Uanset om man indgår ægteskabet foran borgmesteren eller for alteret, bekender man over for hinanden troen på, at livet først er helt, når det deles med den anden. Det er et åndeligt forhold mellem to mennesker, som ingen politiker har mandat til at mene noget om. Eller moralisere over, mener sognepræst Marie Høgh. –
Uanset om man indgår ægteskabet foran borgmesteren eller for alteret, bekender man over for hinanden troen på, at livet først er helt, når det deles med den anden. Det er et åndeligt forhold mellem to mennesker, som ingen politiker har mandat til at mene noget om. Eller moralisere over, mener sognepræst Marie Høgh. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

”Skulle det være en anden gang,” sagde giftefogeden fra Esbjerg Kommune, da han havde bundet champagnen og stukket mappen under armen efter vores havebryllup i silende regnvejr. Jeg tror nu nok, det var en fortalelse.

Men ikke desto mindre en temmelig nøgtern erkendelse af hans egen rolle: Han forestod vielsen, som han havde bemyndigelse til. Punktum. Og afholdt sig fra formynderiske belæringer om, at vi skulle tænke os om to gange og seks måneder, hvis vi skulle finde på at rende fra hinanden.

Vi gifter os sjældent med den første den bedste, og ægteskabet er en bekendelseshandling. For hvad enten man indgår ægteskabet foran borgmesteren eller for alteret, bekender man over for hinanden troen på, at livet først er helt, når det deles med den anden. Det er et åndeligt forhold mellem to mennesker, som ingen politiker har mandat til at mene noget om. Eller moralisere over. Man skal som politiker blande sig fuldstændig uden om borgernes skilsmisser.

Det er ikke et statsanliggende, men et hjerteanliggende. Et anliggende mellem de to mennesker, der indgår ægteskabet med al håb om at måtte være de nærmeste vidner til hinandens liv i medgang og modgang. Og på de to alene hviler ansvaret i ægteskabet såvel som ansvaret for en skilsmisse, hvis modgangen bliver for stor.

Derfor er det noget sludder, at ophævelsen af separationsperioden i 2013 var en underminering af ægteskabet. Det handler ikke om manglende respekt for ægteskabet som institution, men om respekten for det enkelte menneske.

Også her skal ansvaret gives tilbage til borgeren – og borgeren skal betragtes som et frit, tænkende væsen, der tager ansvar for sit eget liv og ægteskab, forliste ægteskab og bristede drømme. Ligesom det ikke er statens børn, men forældrenes børn og deres ansvar, at barnets tarv varetages.

Dansk Folkepartis sikkert velmenende (og noget stramrøvede) forslag om at genindføre separationsperioden demonstrerer et syn på borgeren som en ureflekteret libertiner, der moralsk skal føres ved hånden. For skilsmisser ”bør være velovervejede”, siger socialordfører Karin Nødgaard. Ja, selvfølgelig.

Men der må være en fraskilt voksen til stede også i Dansk Folkeparti, der kan fortælle Karin Nødgaard og nogle af de andre, at en skilsmisse sjældent bare er to klik væk. Forud for den livsomvæltende beslutning går mange tindrende, tavse timer – mange dage, måneder eller år, hvor livet er gennemsigtigt og hverken går op, går an eller hænger sammen. Og folk kan nå at slide rigtig meget liv af hinanden, inden de kigger ned i afgrunden og bliver skilt.

Det kan godt være, at man som politiker ikke dagligt konsulteres af skilsmisseramte, men som præst må man have en idé om, hvad det gør ved et menneske at blive skilt. Derfor skulle sognepræst Jesper Bacher i debatten om genindførelse af separationsperioden spare os for sine sproglige fanfarer, upassende og påtaget friskfyragtige bemærkninger om, at ”ægteskabeligt løftebrud er blevet en folkesport” (i Kristeligt Dagblad den 26. januar 2018).

I stedet for at skælde Laura Lindahl (LA) ud for at sidde på frihedens høje hest, burde Bacher og co. stille overveje, hvad der får et menneske til at kravle op på moralens høje hest. Oftest er det af lidet flatterende årsager.

I øvrigt er det noget vrøvl, at skilsmissen ikke er længere væk end et skænderi og dit NemId. En skilsmisse fordrer, at begge parter godkender ansøgningen om skilsmisse, og går ikke nødvendigvis så straks alligevel.

Det kan man parlamentere om længe – og have god tid til at tænke sig om. Og måske fortryde.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse.