Nej tak til blod: Sådan sikrer vi, at religionsfrihed respekteres

Højesteretsdommen om blodtransfusion og Jehovas Vidner landede temmelig akavet i forhold til den igangværende debat om selvbestemmelse over liv og død, skriver kronikøren

Nej tak til blod: Sådan sikrer vi, at religionsfrihed respekteres
Foto: Olga Kononenko on Unsplash.

Da højesteretsdommen om blodtransfusion og Jehovas Vidner blev afsagt den 1. februar i år, landede den ikke blødt på den danske jord.

Den landede snarere hårdt og temmelig akavet i forhold til en igangværende debat om selvbestemmelse over liv og død.

For blot en uge før Højesteret afsagde sin dom, kom det frem, at regeringen ønsker en ændring af Sundhedsloven, så borgere over 60 år på forhånd kan fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Altså: give dem mere selvbestemmelse. Ændringen vil ikke kun gælde for mennesker, der i forvejen er svækkede, og vil medføre, at hensynet til det personlige valg betyder, at man vil kunne lave en forhåndserklæring uden først at have talt med en læge.

Hvis Sundhedsloven ændres, så alle over 60 år får ret til ikke at blive genoplivet ved hjertestop, så kan vi i fremtiden opleve følgende hospitalsscenarie: På den ene stue en 65-årig, der får hjertestop og ikke forsøges genoplivet, fordi han forud for hændelsen skriftligt har udtrykt dette ønske, alt imens en bevidstløs 65-årig på nabostuen risikerer at modtage blodtransfusion, selvom hun forud for hændelsen skriftligt har udtrykt et religiøst motiveret ønske om ikke at modtage blod.

Dette scenarie er blevet mere sandsynligt efter højesteretsdommen, der handler om en 67-årig mand, der efter en ulykke var blevet bevidstløs, og derfor ikke kunne fortælle lægen, at han ikke ønskede blodtransfusion. Dog havde han et kort på sig, hvor han tydeligt havde skrevet, at han ikke ønskede blod, og også andre faktorer gjorde det altovervejende sandsynligt, at dette fortsat var hans holdning.

Alligevel vurderede hospitalet, at det rigtige at gøre var at give ham blodtransfusion, fordi han ikke var kontaktbar i den akutte situation. Højesteretsdommen fastslog, at hospitalet havde handlet i overensstemmelse med Sundhedslovens bestemmelse på området – som er tilbage fra 1998 – og at mandens ret til selvbestemmelse og religionsfrihed ikke var blevet krænket.

De to scenarier – henholdsvis blodtransfusion af ikke kontaktbare patienter og genoplivning ved hjertestop af personer, der per definition heller ikke er kontaktbare – kan selvfølgelig ikke sammenlignes én til én. Men de er sammenlignelige i forhold til den holdning til menneskers ret til selvbestemmelse, der ligger til grund for regeringens forslag om borgerens ret til ikke at blive genoplivet: samfundet ønsker at beskytte borgernes værdighed og personlige valg.

I forhold til blodtransfusion og Jehovas Vidner – og andre personer der ikke ønsker blodtransfusion – bør der være samme hensyn til borgerens værdighed og ret til selvbestemmelse. For Jehovas Vidner hænger et personligt valg om ikke at modtage blod uløseligt sammen med, hvad deres religion dikterer, og blodtransfusion kan derfor opleves som et overgreb.

Selvom det nok kun er få medlemmer af Jehovas Vidner, som i løbet af deres liv kommer i en situation, hvor de i bevidstløs tilstand får blodtransfusion imod deres ønske, er muligheden til stede, og den bliver måske endnu større efter Højesteretsdommen. Den nuværende retstilstand afkræver derfor spørgsmålet, om politikerne bør lave Sundhedsloven om, så den i højere grad afspejler respekten for det enkelte menneskes valg og religiøse overbevisning.

Under alle omstændigheder er der tale om et alvorligt indgreb i patientens menneskerettigheder – og vi behøver ikke at afvente en eventuel dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol for at få en politisk diskussion af, hvorvidt en ændring af Sundhedsloven er på sin plads. 

Annecathrine Car

Juridisk rådgiver

Vi ved endnu ikke, om sagen bliver taget videre til Den Europæiske Menneskeretsdomstol, og hvad den så i givet fald vil sige til Højesterets vurdering af, at hverken patientens ret til selvbestemmelse eller religionsfrihed var krænket.

Men under alle omstændigheder er der tale om et alvorligt indgreb i patientens menneskerettigheder – og vi behøver ikke at afvente en eventuel dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol for at få en politisk diskussion af, hvorvidt en ændring af Sundhedsloven er på sin plads.

En sådan politisk stillingtagen vil blive dilemmafyldt og fuld af etiske, lægefaglige, og juridiske spørgsmål. Præcis ligesom forslaget om, at alle over 60 år skal have ret til på forhånd at sige nej til genoplivning.

For eksempel diskuteres det i forbindelse med genoplivningsspørgsmålet, om der bør indføres krav om, at en person først skal have en lægesamtale, før hun eller han kan registrere en sådan forhåndserklæring – netop for at være med til at sikre, at personen er habil, velinformeret, og ikke føler sig presset til at tage det valg.

Overvejelser fra denne debat kan med fordel inddrages i debatten om fravælgelse af blodtransfusion. Helt afgørende i en fremtidig ordning vil også være at adressere de dilemmaer, som lægerne står over for i forhold til lægeløftet, god klinisk praksis og etik.

I en kommende drøftelse vil det også være en god idé at skele til de lande, som vi ofte sammenligner os med, og undersøge, hvorledes de griber problemstillingen an. To fænomener er interessante i den sammenhæng. For det første har flere lande, for eksempel Tyskland og Italien, samlet erfaring med behandling af patienter, der ikke ønsker at modtage blod, i særlige centre. Ved at samle kræfterne og opbygge erfaring er det i stigende grad muligt at bruge behandlingsmetoder som alternativ til blodtransfusion. På den måde kan både behovet for blodtransfusion og hyppigheden af dilemmaer mellem behandlernes etik og patientens ønsker blive reduceret.

For det andet har flere lande, vi normalt sammenligner os med, udviklet en praksis, der giver Jehovas Vidner større selvbestemmelse i form af forhåndstilkendegivelser end den, vi har herhjemme i dag.

I Sverige gælder følgende: I en akut situation, hvor personalet ikke har personligt kendskab til patientens indstilling til blodtransfusion og hvor patienten ikke er kontaktbar, skal lægen vurdere den tilgængelige information om patienten, i form af et ”blodkort” (en forhåndserklæring), journaldokumentation og Den Nationale Patientoversigt, og indhente information fra pårørende.

Ved at samle kræfterne og opbygge erfaring er det i stigende grad muligt at bruge behandlingsmetoder som alternativ til blodtransfusion.

Annecathrine Carl

Juridisk rådgiver

På den baggrund skal lægen vurdere, hvad patientens holdning og ønske i den konkrete situation sandsynligvis er. Hvis vurderingen er, at det er uklart hvad patientens ønske er, er det den sundhedsfaglige vurdering, som er tungen på vægtskålen.  

I England tillægges en forhåndserklæring endnu større vægt. The Royal College of Surgeons of England har publiceret en vejledning for behandling af patienter som afviser at modtage blod, der beskriver netop den situation, som den danske højesteretsdom handler om: den bevidstløse patient, der akut mangler blod.

Og her er retstilstanden en fundamental anden end i Danmark: ”Størstedelen af Jehovas Vidner bærer på deres person et underskrevet og bevidnet forhåndserklæringskort, der udtrykker deres ønsker i tilfælde af akutte situationer.

Kortet afviser udtrykkeligt blod […] Kirurger og andet sundhedspersonale skal respektere patienternes ønsker udtrykt i en forhåndserklæring, som er korrekt underskrevet og bevidnet, medmindre lægen har en god grund til at tro, at patienten har skiftet mening, siden vedkommende underskrev dokumentet.” 

Der er altså rigeligt med inspiration at tage af – både i den verserende danske debat om genoplivning og i udenlandsk praksis for behandling af patienter, der ikke ønsker at modtage blod. Det kan være med til at danne baggrund for en politisk drøftelse af, hvorledes Jehovas Vidners religionsfrihed og ret til selvbestemmelse kan blive bedre respekteret i sundhedsvæsnet i fremtiden.