Forældre skal være bedre til at opdrage deres børn. Det er nemlig i høj grad forældrenes egen skyld, at der i dag er flere børn i 0. klasse, der ikke er skoleparate og ikke kan sidde stille på en stol, modtage en besked og række hånden op.
Sådan lyder skudsmålet fra børneminister Mai Mercado, der onsdag den 31. januar lancerede internetportalen ”Opdragelsesdebatten”, som skal danne rammen om en stor national debat om børneopdragelse.
Ministeren har helt ret i, at forældrene er de vigtigste aktører i børnenes liv. Og med de muligheder og forudsætninger, forældrene har, må vores udgangspunkt nødvendigvis være, at alle forældre vil deres børn det bedste. At være forældre har altså ingen facitliste. Og det er en grov forenkling at påstå, at det alene er forældrenes skyld, når børn ikke er skoleparate. For så overser ministeren og andre samfundets rammer og de store konsekvenser, det har, når politikerne lovgiver.
Konkret medførte en stramning fra politikerne på Christiansborg i 2008 den situation, vi står over for nu, hvor flere børn kommer i skole uden at være parate til det, der venter. Dengang ændrede politikerne folkeskoleloven, således at børnehaveklassen blev obligatorisk for alle børn. Børnehaveklassen ændrede navn til 0. klasse, og politikerne gjorde det sværere at få skoleudsættelse.
Tidligere kunne forældre og pædagoger i børnehaven sammen vurdere, om lille Per eller Tine havde brug for at vente et år. I dag skal man søge om decideret skoleudsættelse, og det er skolelederen, der har beslutningskompetencen. Så det er for nemt, når politikerne skyder ansvaret fra sig.
For hver finger, der peges ad forældrene, peger der fire fingre den anden vej. Strammer vi normerne for, hvordan man er en ”rigtig forælder”, presser vi de svageste. Hvad med de forældre, der – fordi de mangler netværk, er sårbare eller syge – kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen?
De gør deres bedste, men stigmatiseres yderligere og stemples, fordi de ikke formår at leve op til den standard, politikerne og dermed normerne sætter. Det er så nemt at skyde på forældrene, for man rammer et ømt punkt. Den dårlige samvittighed og usikkerheden – om man gør det godt nok.
Og så er det jo heller ingen hemmelighed, at danske forældre i dag helt generelt er hårdt spændt for – og med misundelse kigger over Øresund på de svenske børnefamilier, der har langt bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Både i forhold til mulighed for deltid, barsel, barns sygedage. Og selvsamme danske forældre kan ved selvsyn konstatere, hvor få pædagoger og lærere der er til børnene i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner. Vi skal ikke presse børnefamilierne yderligere. De har ikke brug for løftede pegefingre fra politikerne.
Nej – vi har brug for politikere, der tager ansvar for at få skabt en positiv debat, og som ønsker at investere i børnene og deres familier. Politikere, der italesætter værdierne ved et stærkt forældresamarbejde og taler om dannelse – og opdragelse, om man vil – i et fællesskab mellem hjem, dagtilbud og skole. Sammen kan vi skabe glade og livsduelige børn, der kan indgå i de sociale fællesskaber.
Elisa Bergmann er formand for BUPL, Louise Gjervig Lehn er formand for Forældrenes Landsforening og Mette With Hagensen er formand for Skole & Forældre.