TORSDAG DEN 3. DECEMBER var der folkeafstemning om at afskaffe EU-retsforbeholdet. Det blev som bekendt et klart nej - og hvad så?
Under partilederrunden efter afstemningen lød der forsonlige toner fra statsministeren om, at nu skal der føres en lidt bredere EU-politik.
Det lød jo lovende, men allerede morgenradioaviserne dagen efter brugte tiden på interviews med jamrende ja-sigere, analytikere talte om ”et nej, der stritter i flere retninger”, en avis skrev, at det var de mest veluddannede, der stemte ja, og lørdag smækkede udenrigsminister Kristian Jensen (V) med et brag den dør, hans chef havde åbnet på klem på valgnatten: ”Der skal ikke ændres en smule i Danmarks EU-politik!”.
Det er værd at gentage, at nej'et er en utvetydig kendsgerning. Stemmeprocenten var lige så høj som ved et kommunevalg, og hvis man kunne omsætte stemmefordelingen til to blokke i Folketinget, ville nej-blokken have fået 93 mandater, hvad der normalt regnes for et komfortabelt flertal.
Hvad var det så, vi sagde nej til? Ikke europæisk samarbejde, for det vil de fleste af os gerne være med til. Heller ikke Europol, som vi formodentlig og forhåbentlig kan forhandle os frem til fortsat at være med i.
Heller ikke til hovedparten af de 22 retsakter, som regeringen på forhånd lovede at være med i, hvis det blev et ja - for de fleste af dem skulle man være overordentlig opsøgende for overhovedet at høre om.
Nej, vi sagde først og fremmest nej til at blive snydt! Det er min faste overbevisning, at regeringen kunne have fået et komfortabelt flertal for at tilslutte sig de 22 retsakter alene.
Men det var ikke nok. Ifølge statsministeren var der yderligere 50 retsakter i puljen, som vi så skulle fraskrive os retten til at stemme om, men overlade til Folketinget.
Sådan hørte vi det, men det er ikke sandheden. Justitsministeriet har med forbehold fundet 274 retsakter, og den altid grundige Jens Peter Bonde, tidligere medlem af Europa-Parlamentet først for Folkebevægelsen mod EF og siden Junibevægelsen, har i samme database, som ministeriet brugte, fundet 680 akter, som vi ved et ja kunne vælge at tilslutte os efter en summarisk folketingsbehandling - muligvis kun i Europaudvalget. Det var det, vi sagde nej til.
Da vi i sin tid skulle stemme om medlemskab af EF, udgav Indenrigsministeriet en stribe oplysende pjecer om forskellige emner for traktaten. Mine røg desværre ud for nogle år siden under en flytning, men jeg bladrede i dem ved den lejlighed og læste om voldsomme harmoniseringsplaner på et givet område. Efterfulgt af sætningen: ”De skal dog ikke lade dette afgøre Deres stemme; der er mange år, til xx-området skal harmoniseres.”
Da jeg genlæste dette, var årene gået og området for længst blevet harmoniseret langt ud over det nødvendige og ønskelige.
I 1972 handlede det ifølge politikerne kun om flæskepriser. Men så snart vi var inde, kom alt det andet i spil også.
Jeg tror, det er en kendsgerning, at vi danskere gerne vil have europæisk samarbejde, men vi vil ikke have Europas Forenede Stater, et mål, der faktisk kunne læses allerede i den oprindelige Rom-traktat, og som det er blevet stadig mere tydeligt er nogle unionsfanatiske politikeres drøm.
Men vi får aldrig en fornuftig EU-debat herhjemme, så længe drømmen skal skjules for befolkningen, der for længst har opdaget den skjulte dagsorden.
Morten Jødal, forhenværende lektor, ph.d., Præstemarken 18, Sønderup, Suldrup