Skrøbelige som mange landsogne er, kan man godt forstå, at rådene griber efter et halmstrå den umiddel- og mærkbare succes ved et arrangement, men spørgsmålet er, om ikke de griber fejl. Desværre tror jeg det.
Temaartiklen i Kristeligt Dagblad den 6. juli efterlader indtrykket af, at folkekirken kun kan bestå, hvis præsterne strækker sig for at imødekomme folks ønsker ved vielse og begravelse. Menneskers trang til egen behovstilfredsstillelse er i dag smittet af på kirken. Således bliver kirken en religionsanstalt i stedet for en kristen kirke.
Tiden er altså sådan, at kirken må følge med den eller kaste håndklædet i ringen. Man bør dog ikke gå på kompromis, siger præsterne i artiklen, hvorefter de går på kompromis. I dag stilles krav, som før ville blive afvist, men da vor kultur såvel er en individualiserings- som en klagekultur, kan præsten risikere at få sin afvisning af et ønske ved en begravelse i hovedet igen af sin overordnede.
Det er derfor påtrængende, at præsten gør sin pligt og forklarer, hvad der adskiller kirken som Guds ords sted fra alle andre steder. Præstens ønske om at fremstå som favnende, moderlig og kammeratlig for enhver pris har jeg kaldt kvindagtiggørelsen af kirken.
Hvilken trøst gives i et øltelt, som ikke gives bedre et andet sted? Kirken er Ordets sted, hvor øjeblikket er evighedens atom i tiden, som Søren Kierkegaard siger det. Der skal være ét sted, der ikke følger med tiden, men hvor Ordet siges igen og igen til tiden.
Vor Herre strækker sig da langt og giver sig selv uden at gå på kompromis med, hvad der nu er in. Hvordan kan man være præst og forholde sin menighed, at Guds ord for tydelighedens skyld skal forkyndes i kirken, uanset om kristendommen er ude af eller inde i det offentlige rum som om et øltelt er kristendom eller ikkekristendom alt efter, om der er en præst i det. Kirken skal derimod være det sted, hvor kun Guds ord lyder.
Sognepræst Birkmose har samme dag et indlæg mod undertegnede. Kvindelige præster prædiker nemlig kærlighed (hvis?) i en folkekirke, der ikke frygter islam, hvilket Tidehverv som sædvanlig er imod. For Tidehverv vil ikke have kristendommen ud i det offentlige rum, og sådan som de kæmper mod kvinder i burka, kæmper de nu også mod kvinder i præstekjole.
Birkmose kender ikke mig, og jeg ikke hende, så jeg tror det, når hun siger, hun ufortrødent vil prædike næstekærlighed og medmenneskelighed, når Tidehverv ikke vil. Hun vil også prædike syndernes forladelse og Helligåndens samfund, men undskyld, jeg siger det: Det forsvinder i talen om menneskerettigheder, åbenhed og næstekærlighed.
Kirken er det sted, der har noget at sige os, når vore ord om åbenhed og næstekærlighed ender blindt. Det er da ikke særlig kærligt over for mig at skyde mig noget i skoene, jeg hverken har sagt eller ment. Men Birkmose har, som hun selv siger, andet at tage sig til end at læse efter. Der er intet at være bange for: Så længe Birkmose og de i Kristeligt Dagblad interviewede præster befolker folkekirken, er lutter gode opgør i vente. Intet problem der.
Margrethe Horstmann,
cand.theol.,
Tårsvej 16,
Sakskøbing