Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår, at vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på, at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat, som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil "tilbage til stenalderen".
Der, hvor det mærkes tydeligst, er, hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: at vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, at vi ikke må stoppe op og tænke, for vi skal være førende. Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: "Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og vi har fået meget ud af at digitalisere…"
"Digitalisering" er blevet det, man på nydansk kalder en placeholder og på almindeligt dansk en stadig dårligere undskyldning for vilde forestillinger om effektivitet og besparelser forklædt som bedre service. Imens forsvinder menneskelige jobs, måske inkluderede de en del rutine, men det var også de jobs, der fik dagene til at være bløde og glidende. Nu logger vi ind og ud af selvbetjente løsninger og tilbringer vor alt for begrænsede tid på Jorden med at kigge på en skærm i stedet for på et andet menneske.
Digitalisering i dag er alt fra brug af kunstig intelligens til forskning og festsange, overvågning af arbejdsløse, iPads i børnehaver, unge, der laver lektier via Google, computerspil og app'er mod psykiske lidelser og til Tiktok-videoansvarlige fra sociale medier-afdelinger i kommuner, der finder det vigtigere at implementere AI-chatbots end at tale direkte med borgerne, der helst skal blive hjemme foran deres skærme. Drister de sig til at møde op for at få en forklaring af et menneske, bliver de mødt af anonymiserede medarbejdere, overvågningskameraer og vagter. Og de skal bestille tid. Via MitID.
Under indførslen af MitID blev Borgerservice til en kampplads, og fagforbundet HK måtte gå til pressen og indskærpe, at borgerne skulle tale pænt til medarbejderne, der jo bare passede deres arbejde. Digitaliseringsstyrelsen sad på kontoret i København, mens borgere landet over var i tredjegradsforhør om familieforhold og tidligere bopælsadresser for at kunne bevise, hvem de var. Pas, dåbsattester og kørekort, som engang var gyldige legitimationspapirer, er nemlig sat ud af kraft, når det gælder MitID – og har du glemt dit password, har du store problemer.
Men én ting er den totale digitale dehumanisering og identitetstyveriet mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med digitaliseringen. Ser man på strategierne, der vælder ud af djøf'erne og de overbetalte, private konsulenthuse, skal digitaliseringen angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra et borgersynspunkt opleves, som om det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os tidligere.
Imens er den offentlige sektor vokset støt, og vi har nu en ekstremt højt betalt statsadministration på 100.000 mennesker, det højeste antal nogensinde. Siden 2016, midt i den såkaldt effektive digitalisering, er der ansat 14.000 mennesker med arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau – og med tilsvarende lønninger.
Den eneste succes, man kan bryste sig af, er en FN-verdensmålsundersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antallet af mobiltelefoner og brugen af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer ét i nogle år i træk, uden at nogen har tænkt over, hvor nemt det er at blive nummer ét, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.
Spørger man til, om det digitale har gjort os lykkeligere eller bedre mennesker, mødes man altid med et: "Du vil vel ikke tilbage til dengang, vi stod i kø i posthuset i timevis? Eller dengang vi skulle ned i banken for at få penge?". Men jeg var der dengang, og det var én gang om måneden, man gik på posthuset eller i banken, som regel mens man alligevel købte ind, og det tog måske en halv time, men så havde man også betalt alle regninger, og man behøvede ikke at tænke mere på det den måned. Men hvordan går det egentlig nu, hvor vi tjekker konti via bunker af app'er fra de banker, der kynisk forsøger at standse vores analoge handlen med hinanden via de kontanter, bankerne helst ser afskaffet, og tvinger os til MitID og digitale penge? Er det blevet nemmere, og bruger jeg mindre tid?
Jeg er alvorligt i tvivl.
Men selvom jeg altså faktisk ville tilbage til posthuset og køen, så er det ikke længere muligt. Alle posthuse er lukkede og erstattet af GLS-pakketerminaler eller en enkelt PostNord-medarbejder på en lille plads ved siden af smøger og sprut i supermarkedet. En af de helt indlysende konsekvenser af første bølge af tvangsdigitaliseringen, digital post, var som bekendt, at man slog Post Danmark ihjel og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundreders analog brevskrivning mellem pårørende og elskende – og det er ikke noget fremskridt, det er et syvmile-tilbageskridt!
Og vi kan ikke gøre det om: For kort tid siden kunne Folketinget triumferende meddele, at man ved lov har "sat markedet frit", hvilket betyder, at vi fra den 1. januar ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet. Som eneste land i hele EU.
Marie Bjerre (V), som er digitaliseringsminister, lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund, som mere og mere ligner en stor computer. Men vi må ikke være analoge, selvom vi er mange. Op til 25 procent af os er helt uden ønske eller evne for det digitale ifølge tænketanken Justitia, og står det til Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen, skal disse over en million borgere enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og "hjælpes" ind i det digitale af frivillige eller via en hotline. Vi taler om voksne, i de fleste tilfælde velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, der altså skal infantiliseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i.
Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?
Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkelig moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.
For mennesket er så meget mere end bare det.
Mennesket er smukt.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.