Forleden blev det nye "Evangelisk Luthersk Netværk" blæst op i denne avis' spalter. Og mere blæsevejr kan det blive. Det er sådan set meningen med det – at der løbende gerne skulle udgå ting fra det netværk, som medierne kan se en pointe med at bringe til torvs.
Vi ønsker nemlig med dette nye "Evangelisk Luthersk Netværk" at råbe den danske folkekirke og dermed en meget stor del af det danske folk op.
Hvad ønsker vi at råbe op med? Egentlig ikke noget nyt. Tværtimod. Hele pointen er, at vi vil fastholde kirken på god gammeldags, evigung kristendom. Den kristendom som hele tiden er dugfrisk og splinterny, når den formuleres i pagt med sig selv på enhver ny tids sprog. Den kristendom vil vi gerne gøre gældende i en tid, hvor store dele af folkekirken konstant udsætter kristendommen for misforstået foryngelseskur. I iver efter at gøre budskabet gældende, så tidens mennesker "kan bruge det til noget", hugger man en hæl og klipper en tå. Og tilbage står vi med en kirke og et folk, som ikke læn-gere ved, hvad der er kristendom. Eller: De må selv om det. Enhver må komme med sin tro, sin fornemmelse for Gud, sin livspraksis – og få lyst velsignelsen over det.
Vi tror, kirken dør af det. Vi tror, folk dør af det.
Derimod tror vi, at folk og kirke blomstrer, når kirken tør være på én gang en vidåben favn og et fast bryst. En vidåben favn, som ikke sorterer efter tro og livspraksis ved kirkedøren, og et fast bryst, som inde i kirken lader folk vide klokkeklart, hvad kristen tro og praksis er.
En af de første kritiske kommentarer kom fra Kaj Bollmann, som havde fået den pudsige tanke, at vi måtte have et skjult ærinde med vores første udmelding, "Odense-erklæringen". Den lugter ifølge Bollmann af, at der er nogle, der internt skal bankes på plads. Jeg må tilstå, at den var helt ny for mig – og med garanti for samtlige andre i netværket.
Hvad der derimod kan siges højt og klart, er, at der er mere end ét ærinde med netværket. Enhver, som har været med i processen frem mod dannelsen af netværket, har sine særlige ønsker og forhåbninger for dette netværk. Lad mig kort fortælle, hvad der set fra mit bord er en væsentlig motivation og forhåbning for netværket.
Det handler om intet mindre end kamp for egen eksistens. Den kirke, vi selv er vokset op med, den kirke, som er som en mor for os, som et hjem, vi er vokset op i og har lært troen og livet at kende i, den kirke kan vi ofte ikke længere genkende. Med Grundtvig: "Var moderskødet ej det samme, ej heller så var Faders favn." Vi er – på godt dansk – selv på spanden.
Vi laver ikke netværket ud fra en position, hvor vi har alt på det tørre, men nu skal vi lige fortælle alle andre. Vi kæmper for vor egen tros overlevelse. Vi sidder ikke på den høje hest, upåvirket af, hvad der rundt om kaldes kristendom. Vi bringes selv i tvivl. Er Gud mon i virkeligheden kun gud med lille g, vores egen lille gud, gud i vores billede? Skal et flere tusind år gammelt skrift mon også have det afgørende ord i alt, hvad der angår tro og liv, eller har de en pointe, de, der sætter det ene og det andet fra Bibelen på pension?
Det kan være, det lyder som fromt spil for galleriet. Men det er det ikke. Det er sådan, det er at være i en kirke, som ikke mere ved op og ned. Det hjælper os ikke at tage skyklapper på og sige: Den slags kristendom har vi ikke i vores menighed – så kan de sige, hvad de vil alle andre steder. Det holder ganske enkelt ikke. Vi er en del af hele kirken. Og helheden gør noget ved os alle.
Hvis intet gøres, er det realistiske scenarium, at al ægte, luthersk kristendom til sidst splittes i små isolerede oaser uden sammenhængskraft, uden overlevelseskraft. Langsomt druknes de isolerede oaser i den store, folkekirkelige flodbølge af pluralistisk godtkøbskristendom. Vi suges alle ind i fornemmelsen af, at det meste af det, der gøres gældende i folkekirken, vel kan have lige stor gyldighed – og dermed til syvende og sidst være ligegyldigt.
Det er derfor, jeg siger, at det, når alt kommer til alt, handler om vores egen eksistens. Vores egen tro og liv.
"Kirken er altid kun én generation fra at dø," har et klogt hoved sagt. Vi kæmper for, at kirken må være genkendelig i det mindste i vores egen generation.
Netværket næres af et stort håb om, at den kirke, der hele tiden søger rødderne og kilden, bundet til Bibel og bekendelsen, altid har fremtiden for sig.
Henrik Højlund,
sognepræst,
Vestergade 42 B,
Løsning