Arbejdet med en museumsreform er skudt i gang. I årevis har der været kritik af området. Tilskuddene er uretfærdigt fordelt og bliver givet på et uklart grundlag. De museer, der får mindst i tilskud, får cirka en million kroner årligt, mens de, der får mest, får cirka 33 millioner kroner. En forskel, der er til at tage og føle på.
Der findes sikkert historiske grunde til, at statstilskuddene ser ud, som de gør, men objektivt set er fordelingen vilkårlig og uretfærdig. Hvem kan forklare og retfærdiggøre, at der skal være mere end 30 millioners forskel på tilskuddet til museer, der set udefra laver det samme?
Derfor er det heller ikke overraskende, at der på kulturministerens møde med alle statsanerkendte museer den 27. februar blev fremsat et ønske om, at det bliver gennemskueligt, hvilke opgaver museerne skal løse for statstilskuddet.
Alle statsanerkendte museer skal leve op til bestemte standarder inden for museumsloven, hvor museerne skal indsamle og registrere, forske og formidle genstande – og bevare dem i udstillinger eller på magasiner, uden at de går til. Nogle museer har desuden påtaget sig opgaver, der rækker ud over grundopgaven. Et eksempel er de arkæologiske museer, der løser en opgave, der gør, at de de facto arbejder som en del af den offentlige forvaltning. Uden at blive honoreret særskilt for det.
27 danske museer varetager i øjeblikket opgaven med at udgrave og dokumentere de fortidslevn, der ødelægges i forbindelse med byggerier landet over. Ideelt set bør fortidsminder bevares i jorden, hvor de er, men i de tilfælde, hvor ødelæggelse er uundgåelig, siger museumsloven, at bygherre skal bekoste, at disse bliver arkæologisk undersøgt, så man kan dokumentere levnene, før de forsvinder for altid.
Museerne må ikke tjene på den arkæologiske opgave, og det gør de da heller ikke. Alle arkæologiske museer har hvert år siden 2016 skullet lave en beregning af arkæologiens omkostninger. Den viser med stor tydelighed, at der ikke spindes guld på arkæologien. Som nævnt skal bygherre bekoste større udgravninger, men sagsbehandling, forskning og mindre udgravninger må museet selv dække udgifterne til.
Arkæologien er med andre ord en stor opgave, og bare det, vi kunne kalde tomgangsudgifter til at drive det arkæologiske ansvarsområde, koster en del. Dertil kommer, at der igennem de seneste otte-ni år er blevet stillet skærpede krav til sagsbehandlingen. Disse tillægsopgaver, stramninger og øgede krav er pålagt de arkæologiske museer rent administrativt, uden at det har været politisk drøftet og vedtaget. Derfor er arkæologien en af de opgaver, der efter vores mening bør honoreres i den reviderede museumslov, ligesom nye stramninger og krav som hovedregel bør akkompagneres af øgede bevillinger eller bortfald af krav på andre områder.
Også forretningsmodellen i den bygherrefinansierede arkæologi bør ses igennem i sømmene. De arkæologiske museer har længe påpeget, at det bidrag, der skal dække udgifterne til administration, registrering, magasinering med videre, slet ikke dækker de reelle udgifter. I det private erhvervsliv ville et firma kunne sætte prisen op. Det må museerne ikke. Administrationsbidraget er fastsat fra statslig side, og priserne for udgravningen skal godkendes af både Slots- og Kulturstyrelsen og bygherre.
Omkostningerne ved udgravningen er imidlertid blevet større, uden at bidraget er fulgt med. For eksempel er der øgede krav om revision af regnskaberne, samtidig med at udstyret til en udgravning ikke længere er målebånd, graveske og blyant, men gravemaskiner, it-udstyr, software og droner. Den forskning, der efterfølgende skal til, for at udgravningsresultaterne kan bruges samlet set til at nuancere og måske ændre vores billede af forhistorien, er ikke dækket af bygherren. Men den betales heller ikke af staten, hvorfor den store udgift til forskning skal ske inden for museernes som regel stramme budgetter. Og hvad forskning angår, afkræver Slots- og Kulturstyrelsen endda et meget større omfang af publikationer fra de arkæologiske museer, end tilfældet er med andre museumstyper.
Men hvorfor ønsker museerne overhovedet at drive arkæologi, hvis det er så dyrt? Her er vi inde i hjertekammeret af museernes eksistensberettigelse. For de fleste kulturhistoriske museer giver det rigtig god mening at kunne arbejde med hele fortiden og ikke kun den nyeste del. Landet over er der stor lokal interesse for fortiden. Hvad skete der for 6000 år siden lige her, hvor jeg bor? Det vil man gerne vide. Det giver en værdi. Det lokale museum vil mest fokuseret kunne fortælle den lokale historie, og det giver værdi lokalt i kommunerne.
Dernæst giver det god mening, at arkæologien drives af et net af museer fordelt over landet. Museerne har gode relationer, samarbejder og netværk, der sikrer et godt fagligt miljø. Det er en fordel for bygherrerne, at det arkæologiske museum ikke er langt borte, og kommunikationen bliver lettere til glæde for både bygherre og kommuner. Arkæologernes lokalkendskab er desuden en ubetinget fordel, når topografien skal læses, og fundene skal tolkes, da der altid vil være særlige lokale faktorer, som man bør kende. Endelig er stor fysisk afstand fra museum til udgravning en ulempe, der vil gøre, at undersøgelserne bliver dyrere og varer længere.
Hermed et udspil til ministeren om en af de opgaver, vi mener bør honoreres som en særlig statsfinansieret opgave. En mere detaljeret gennemgang af, hvordan arkæologien drives, bliver hurtig meget teknisk og egner sig kun dårligt til en kronik. Men vi inviterer gerne ministeren til Midtjylland – eller os selv til København – til en mere konkret snak om arkæologien og dens vilkår.
Ole Nielsen, museumsdirektør, Museum Silkeborg. Mette Bjerrum Jensen, museumsdirektør, Ringkøbing Fjord Museer. Merete Bøge Pedersen, museumschef, Museum Horsens. Jesper Bækgaard, museumsdirektør, Museum Østjylland. Kristine Holm-Jensen, museumsdirektør, Museum Midtjylland. Kristoffer Jensen, museumsdirektør, De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune. Per Lunde Lauridsen, museumsdirektør, Museum Salling. Lene Høst-Madsen, museumsdirektør, Museum Skanderborg. Brian Wiborg, museumschef, Viborg Museum.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.