Konfirmation, studentergilder, fødselsdage og juleaftener. Det er nogle af de begivenheder, Niels Nyhus er gået glip af i sine tre døtres liv, efter han og ekskonen afsluttede 16 års ægteskab. Trods fælles forældremyndighed over de tre døtre på 15, 18 og 22 år, har han ikke set den ældste datter i seks år, og de yngste i tre år, og konflikten til ekskonen er gennem årene gradvist eskaleret, så de nu slet ikke har kontakt.
Niels Nyhus mener, at det er uretfærdigt og skadeligt for børnenes liv, at han som far er blevet frataget retten til at se sine børn:
”Ligestilling i forhold til børnene burde være lige så vigtigt ved skilsmissen som ved børnenes fødsel. Når den anden forælder fratager dig retten til at se dine børn, så er det forældrefremmedgørelse og psykisk vold i min optik. Det sidder i dig for evigt. Og det sidder i børnene for evigt. Det er ubærligt, når man ikke ligestiller forældre. Jeg synes, det er utilgiveligt at holde far fra børnene, medmindre der er en virkelig god grund til det.”
Parforholdet begyndte i 1998, og i starten var det lykkeligt. Allerede efter tre måneder fandt han ud af, at han skulle være far. Men kort tid efter, at han fik sin første datter, var idyllen forbi. Konflikterne udviklede sig, og parret gik fra hinanden. Men Niels Nyhus’ svigerfar ringede til ham, og sagde til ham, at han skulle tage ansvar og gå tilbage til hende, og det gjorde han så, og efter det fik parret to døtre mere, og levede sammen som familie, til de blev skilt i 2015.
Hvordan var jeres parforhold, inden I gik fra hinanden?
”Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, men når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at det har været min ekskones adfærd var præget af narcissisme og psykisk vold. Det lå lige under overfladen. Konflikterne var envejs, alt skulle se perfekt ud udadtil, men der var ikke en dialog om tingene.”
Var der tidspunkter, hvor du oplevede alarmklokkerne ringe?
”Ja, i forhold til venskaber. Jeg havde mange venner, men jeg fik hurtigt at vide, at jeg skulle ikke hele tiden fare ud. Jeg blev begrænset. Men den begrænsning lagde jeg ikke mærke til dengang.
Jeg husker, at mine venner sagde til mig: Hun behandler dig altså ikke særlig pænt. Men jeg forgudede familielivet og børnene og ville beskytte min familie, så jeg var ikke lydhør.
Da vi gik fra hinanden efter et års parforhold sagde en kammerat til mig: Hvis du går tilbage til hende nu, kan jeg ikke være venner med dig mere, for det der vil jeg ikke være med til. Først efter vores skilsmisse i 2015, at jeg igen fik etableret et venskab med ham.”
Hvordan var forholdet til dine døtre?
”Jeg havde en fantastisk relation til mine døtre. Jeg prioriterede dem altid, selvom jeg rejste meget. Men jeg følte nogle gange, jeg ikke fik lov til at være far. Når jeg var ude at rejse og ringede hjem for at sige godnat til børnene, fik jeg at vide: De laver lige noget andet. Jeg oplevede, at jeg blev sorteret længere og længere væk fra dem.”
Hvordan endte forholdet?
”Det sidste år arbejdede jeg i udlandet, hvor jeg var tre uger i udlandet og en uge hjemme. Min kone og jeg havde en periode med dårlig kemi, og en dag fik jeg en sms om, at der var andre steder i verden, end der hvor jeg var, hun gerne ville være. Jeg skyndte mig hjem, og vi begyndte i parterapi. Men i parterapien var der kun envejskommunikation, min ekskone sagde, at jeg skulle ændre mig. Da vi kom hjem derfra sagde jeg til min ekskone: Hvis du siger til mig, at du elsker mig nu, så begynder vi forfra. Og så var der tavshed i næsten halvanden time.”
Hvordan reagerede dine døtre på bruddet?
”Vi lavede en aftale om at have pigerne i en syv-syv-ordning i huset, men det ville min ekskone ikke være med til alligevel. Og så rykkede jeg ud af huset for fredens skyld. Med ét blev forholdet til mine døtre slået i stykker. Og så startede det, jeg kalder falske anklager, op med det samme.
Jeg oplevede, at min ældste datter blev et våben i moderens konflikt, og hende har jeg ikke set i seks år. Jeg havde stadig samvær med de to andre døtre, men min yngste datter blev meget indelukket og havde det skidt. Da jeg havde besøg af dem første gang, sad den yngste datter og græd, og selvom jeg sad ved hende og trøstede hende, måtte hun komme hjem til sin mor og sove, mens min mellemste datter blev og sov hos mig. Jeg oplevede, at der var en påvirkning af mine døtre i gang. Men jeg prøvede at lade være med at puste til konflikten.”
Du siger, der kom falske anklager fra din ekskone?
”Da jeg kom til møde i Familieretshuset, startede balladen. Jeg fik at vide, at jeg havde været voldelig og truende, og at børnene ikke kunne lide mig. Alle påstande fra min ekskone var fuldstændig uden dokumentation. Jeg fik at vide, at jeg måtte dokumentere det modsatte.
Jeg blev tilkendt kontaktbevarende samvær, men det blev aldrig overholdt. Jeg fik at vide af moderen, at børnene ikke havde lyst. Dialogen mellem min ekskone og mig blev værre og værre.
Jeg var også i retten, for min ekskone søgte om ophør af den fælles forældremyndighed, men i 2017 blev det underkendt af retten. Men det ændrede ikke noget. Jeg skammede mig, for jeg ville gerne være den bedste mulige forælder, men det fik jeg ikke lov til af systemet, og især ikke af min ekskone.”
Du siger, din ekskone kaldte dig voldelig og truende. Hvad gik anklagerne på?
”Hun påstod, at jeg havde chikaneret, været voldelig og psykisk voldelig. Men det var grundløse anklager. Der var for eksempel en anklage om, at jeg har været indlagt på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital, men det har jeg ikke. Den slags ville stå i min journal, men der er ingenting i min journal, og derfor udskrev jeg min journal og gav den til Familieretshuset, som dengang hed statsforvaltningen.
Fra anklagerne kom, gik der fire en halv måned, og jeg blev ikke en gang afhørt. Du skal være en stærk person psykisk for at stå det her imod samtidig med, at du ikke ser dine børn.
Desuden modtog jeg en mail fra politiet om, at min kone havde søgt polititilhold i 2019. Jeg boede i Aarhus, 350 kilometer væk fra min ekskone. Jeg havde bare skrevet til mine døtre, at jeg elskede dem og spurgt, om vi snart skulle ses. Politiet skrev til mig i marts 2020, at de besluttede ikke at give mig et tilhold.”
Har du nogensinde været voldelig over for din ekskone eller dine døtre?
”Nej. Jeg kan sige med ro i maven, at det er aldrig nogensinde foregået.”
Faldt der dom mod dig i sagen om vold?
”Nej. I februar 2020 fik jeg tilsendt anklagerne om fysisk og psykisk vold gennem Familieretshuset. I september 2020 blev sagen forkastet. Jeg sagde, at jeg gerne ville fortælle min side af historien, men det fik jeg ikke lov til, for nu var sagen frafaldet. Man bliver fortvivlet i sin situation, når man får tilsendt så alvorlige anklager. Systemet er med til at lave psykisk vold. Systemet er med til at skubbe dig ud over rampen.”
Det er vel ikke psykisk vold mod dig? Det er vel det rigtige, af systemet agerer, når der er anklager om psykisk og fysisk vold?
”Jo, men så skal man også have sit arbejde på plads. Jeg kan jo heller ikke bare ringe til dig i morgen og sige, jeg har fået at vide, at du har slået en ihjel. Der ville systemet udøve en form for vold over for dig, for det er grundløst. Det er psykisk belastende, for systemet anerkender den anden persons handling. Det er en nedbrydning af dig som menneske.”
Hvad har skilsmisseforløbet gjort ved dig psykisk?
”Det gjorde ekstremt meget ved mig. Fra slutningen af 2018 var jeg uarbejdsdygtig i næsten to år, hvor jeg røg på kontanthjælp. Jeg kunne ingenting, jeg var ødelagt. Jeg stoppede i et job, hvor jeg var direktør for en platform for pårørende med livstruende sygdomme, for jeg kunne ikke sidde og prøve at hjælpe nogen med behov for en håndsrækning og samtidig sidde med mine egne problemer imod et system, der ikke viste respekt for mig.
Jeg fik at vide af systemet, du har en fælles forældremyndighed, du har retten til dine børn og retten til at kalde dig far – det er i bund og grund en stor ting – men du ikke får lov til at være det. Hvad skal du så tro på? Håbet skal blive ved med at være der. Det spiller dig mentalt et puds.”
Mistede du håbet?
”Det var først i august 2020, at tæppet faldt. Der brød jeg med min kæreste gennem tre år. Vi havde haft virkelig godt sammen, men konflikterne fulgte mig, og det endte med et brud. Historierne vandrede, min ekskone var ikke bleg for at fortælle historier om vold i sin omgangskreds. Den værste oplevelse, jeg havde, var at stå på Samsø, hvor en ny relation kom hen til mig og sagde: Jeg hører, at du slår dine børn. Den slags anklager skal man kunne klare psykisk.
Jeg var ved at blive brudt ned, jeg oplevede ikke længere glæde. En af mine venner sagde til mig, at jeg skulle banke på hos Mandecentret, så det gjorde jeg. Jeg rykkede ind på Mandecentret med to poser i hånden. Jeg havde mistet troen på mig selv og på systemet. Jeg var magtesløs og opgivende, og var ikke mig selv. Jeg var social angst – jeg turde ikke gå ud på gaden, for jeg var sikker på, at alle vidste det. Jeg blev den der fyr, der handlede lige inden butikkerne lukkede, og bare gik ind på mit værelse og så fjernsyn, og prøvede at finde ro.
En god veninde ringede til mig hver dag for at høre, hvordan jeg havde det. På Mandecentret var der samtaler og gåture, og de rummede mig. Jeg var hamrende ked af det hele tiden, men vi begyndte at arbejde med det. Så det var her, det hele vendte.”
Hvad fik dig til at vende din situation?
”Roen. At systemet ikke pressede mig. Jeg skulle ikke tage stilling til, om jeg skulle snakke med Familieretshuset eller min sagsbehandler. Men jeg skulle tage stilling til, hvad jeg ville med mit liv.”
Hvor er du i dag?
”Jeg har startet min egen cykelvirksomhed sammen med min kammerat. Jeg har min egen lejlighed i Aarhus, og jeg har noget at stå op til. Jeg forsøger at være en god ven, og jeg hjælper alle de steder, jeg kan. Og så er jeg på vej fremad.”
Har du mødt megen skepsis fra dine omgivelser?
”I høj grad. Der er masser af mistillid. Det har systemet også været med til at skabe. Jeg spørger også tit mig selv, om jeg egentlig har gjort nok selv. Men jeg har prøvet at stoppe den rullende bold, det kunne ikke lade sig gøre. Jeg har også prøvet at tage ansvaret i mit liv for at tænke, hvad kan jeg så gøre.”
Hvordan reagerer folk, når du siger, du har været udsat for psykisk vold?
”Jeg siger det ikke så højt, kun til de nærmeste. Dem der har været med på rejsen anerkender det. Men det er meget svært at sige ordet psykisk vold til andre. Det er heller ikke nemt at sige som kvinde, men jeg tror, at som mand bliver det meget en personlig falliterklæring. Det er frustrerende at være så magtesløs. Du mister kontrol. Det rigtigt skamfulde er, at du ikke slår til som far. Du må godt bære titlen, men du må ikke være den ubetingede kærlighed. Jeg elsker mine børn overalt på jorden, det vil jeg altid gøre. Ellers havde jeg ikke sat dem i verden.”
Oplever du, at man har nogle udfordringer som mand i højkonfliktskilsmisser, som kvinder ikke har?
”Ja. For eksempel: Når du kommer på krisecenter som kvinde bliver du spurgt som det første: Har du været udsat for økonomisk, psykisk eller fysisk vold? Når du kommer til et mandecenter, bliver du spurgt, om du har et misbrug. Det hører under to forskellige paragraffer i lovgivningen. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke bare hedder et familiekrisecenter. Det er et ubeskriveligt dårligt valg i forhold vores ligeværd som forældre.”
Oplever du noget, der er kendetegnende for mænd, der har været i samme situation som dig?
”Ja. Jeg har mødt mange, hvor man kan mærke, at der er uroligheder, en ptsd-lignende adfærd. Når du så siger: Lad os stå sammen om det og gøre noget ved det, så magter de det ikke. Kvinder er gode til at stå sammen, men det er mænd ikke. Det er nok fordi det er skamfuldt. Der burde være en form for task force, der tog sig af de her sager, hvor der er så højt konfliktniveau, for det er usundt for børnene.”
Kæmper du videre, eller kæmper du for dig selv nu?
”Det er ekstremt svært at sige, hvad man vil gøre. Men jeg må erkende, at mine børn er blevet store. De er påvirket af en løgn, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Personligt vil jeg forsøge at være den, jeg er – jeg vil ikke gå og håbe, at de kommer tilbage en dag. Det er ikke det samme som at opgive. De ville få det største knus, hvis de kom i morgen. Men det sker jo ikke. Jeg er holdt op med at tro på, at de kommer en dag.”
Serie: Når parforholdet går i stykker
Hvad der begynder som en forelskelse, ender ofte med tårer og konflikt, og sommetider i usunde, dysfunktionelle mønstre og vold.
I denne debatserie undersøger Kristeligt Dagblad, hvorfor parforhold går skævt.
Dette er sidste afsnit i serien.
Tidligere afsnit kan læses her:
- ”Kæresten var hende utro flere gange: Jeg fortryder, at jeg ikke satte en stol for døren, men jeg kunne ikke.”
- ”Jeg blev revet itu og limet sammen af den samme mand.”
- ”Han ville så tæt på mig, at han brækkede mit ribben.”
- ”Psykoterapeut: Det er et overset problem, at mange mænd bliver udsat for psykisk vold af deres kærester.”
- ”Parterapeut: Her er, hvad I skal gøre, hvis der opstår konflikter i parforholdet.”
- ”Det gik op for mig, at jeg faktisk var bange for ham.”