Prøv avisen
Globalt

Nobelprismodtager: Den globale økonomi er ved at rejse sig igen, men mange farer lurer i horisonten

Vi går ind i 2018 med flere risici, mener økonom Joseph E. Stiglitz. Han peger på USA’s præsident Donald Trumps (tv.) foragt for den globale retsorden, og han nævner problemerne efter premierminister Theresa May (i midten) og Storbritanniens farvel til EU og på magtkoncentrationen omkring Kinas præsident Xi Jinping (th.). – Fotos: Susan Walsh/AP/ritzau, Olivier Matthys/AP/ritzau og Luong Thai Linh/AP/ritzau.

Vi bør ikke lade kortsigtet succes lulle os ind i en opfattelse af selvtilfredshed, siger den amerikanske økonom Joseph E. Stiglitz og peger på faresignaler i USA, EU og Kina

FOR ET ÅR SIDEN forudsagde jeg, at det mest markante træk ved 2017 ville blive usikkerhed, næret af blandt andet valget af Donald Trump som præsident i USA og Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Det eneste, som syntes at være sikkert, var usikkerheden – og at fremtiden kunne blive et meget rodet sted.

Det viste sig dog, at selvom 2017 ikke var et særlig godt år, var det langt bedre, end mange havde frygtet. Trump viste sig at være nøjagtig lige så bombastisk og uberegnelig som forventet. Enhver, som kun har fulgt hans uophørlige tweets, tror måske, at USA vakler mellem handelskrig og atomkrig. Trump fornærmede Sverige den ene dag, Australien den næste, dernæst EU – og så støttede han de hjemlige nynazister. Og medlemmerne af hans plutokratiske kabinet rivaliserer med hinanden med hensyn til interessekonflikter, inkompetence og ren og skær ondskab.

Der har været nogle bekymrende regulatoriske reduktioner, især med hensyn til miljøbeskyttelse, for ikke at nævne de mange hadefulde handlinger, som Trumps snæversynethed kan have opmuntret. Men indtil videre har kombinationen af Amerikas institutioner og Trump-administrationens inkompetence betydet, at der (heldigvis) er en gabende kløft mellem præsidentens grimme retorik, og hvad han faktisk har gennemført.

VIGTIGST FOR DEN GLOBALE økonomi har der ikke været nogen handelskrig. Bedømt ud fra valutakursen mellem Mexico og USA har frygten for fremtiden omkring Den Nordatlantiske Frihandelsaftale (Nafta) stort set lagt sig på trods af, at handelsforhandlingerne er gået i stå. På trods af dette vil Trump-rutsjebanen ingen ende tage: 2018 kan blive året, hvor den håndgranat, som Trump har kastet ind i den globale økonomiske orden, endelig eksploderer.

Nogle peger på det amerikanske aktiemarkeds rekordhøjder som bevis på et trumpiansk økonomisk mirakel.

Jeg tager det som bevis for, at den 10 år lange genoprejsning efter den store recession endelig er ved at få fat. Enhver nedtur – selv den dybeste – får sin ende, og Trump var heldig at være i Det Hvide Hus til at drage fordel af det arbejde, som hans forgænger satte i gang.

Men jeg tager det også som et tegn på markedsdeltagernes nærsynethed, som bunder i deres overstadighed omkring potentielle skattelettelser og de penge, som atter kan strømme til Wall Street, hvis blot verden af 2007 kan blive genskabt. De ignorerer, hvad der fulgte i 2008 – den værste økonomiske nedtur i 75 år – samt de underskud og den voksende ulighed, som tidligere skattelettelser for de superrige har bragt.

De gør kort proces med de risici for afglobalisering, som Trumps protektionisme udgør. Og de kan ikke se, at hvis Trumps gældsfinansierede skattelettelser vedtages, vil den amerikanske centralbank hæve renten, hvilket udløser en markedskorrektion.

Med andre ord viser markedet igen sin tilbøjelighed til kortsigtet tænkning og ren grådighed. Intet af dette lover godt for USA’s økonomiske resultater på langt sigt, og det tyder på, at mens 2018 sandsynligvis vil blive et bedre år end 2017, er der store risici i horisonten.

DER TEGNER SIG et lignende billede i Europa. Den britiske beslutning om at forlade EU havde ikke den voldsomme økonomiske effekt, som de, der var imod, havde forventet, hvad der hovedsagelig skyldes nedskrivningen af pundet. Men det er blevet mere og mere klart, at premierminister Theresa Mays regering ikke har nogen klar idé om, hvordan man skal håndtere den britiske udtræden, eller om landets post-Brexit forhold til EU.

Der er yderligere to potentielle farer for Europa. Én risiko er, at stærkt forgældede lande, såsom Italien, vil finde det vanskeligt at undgå en krise, når renten vender tilbage til et mere normalt niveau, hvilket den uundgåeligt vil. Når alt kommer til alt, er det så virkelig muligt for eurozonen at opretholde rekordlave renter i den nærmeste fremtid, alt imens amerikanske renter stiger?

Ungarn og Polen udgør en mere eksistentiel trussel mod Europa. EU er mere end blot en økonomisk bekvemmelighedsordning. Det repræsenterer en union af lande, der forpligter sig til grundlæggende demokratiske værdier – selve de værdier, som den ungarske og den polske regering nu nedgør.

EU er ved at blive testet, og der er velbegrundet frygt for, at den ikke vil klare skærene. Følgerne af disse politiske tests på næste års økonomiske resultater kan vise sig at være små, men de langsigtede risici er klare og skræmmende.

PÅ DEN ANDEN SIDE af verden er den kinesiske præsident Xi Jinpings ”Ét bælte, én vej”-initiativ i gang med at ændre Eurasiens økonomiske geografi, hvorved Kina sættes i centrum, og der gives vigtig stimulus for vækst i hele regionen.

Men Kina skal konfrontere mange udfordringer i takt med, at landet gennemgår en kompliceret overgang fra eksportvækst til vækst drevet af den indenlandske efterspørgsel, fra en produktionsøkonomi til en servicebaseret økonomi, og fra et landsbysamfund til et bysamfund. Befolkningen bliver hurtigt ældre. Den økonomiske vækst er aftaget markant. Ifølge nogle betragtninger er uligheden næsten lige så alvorlig som i USA, der rangerer fjerdehøjest i OECD (efter Mexico, Tyrkiet og Chile). Og miljøforringelse udgør en voksende trussel mod befolkningens sundhed og velfærd.

Kinas hidtil usete økonomiske succes gennem de seneste fire årtier har delvis været baseret på et system, hvor bred høring og konsensus inden for det kommunistiske parti og den kinesiske stat understøttede hvert sæt af reformer. Vil Xi Jinpings magtkoncentration fungere godt i en økonomi, som er vokset i størrelse og kompleksitet? Et system med centraliseret styring og kontrol er uforeneligt med et finansielt marked så stort og komplekst som Kinas. Samtidig ved vi, hvor utilstrækkeligt regulerede finansmarkeder kan føre en økonomi hen.

Men i bund og grund er disse alle langsigtede risici. Den sikre satsning for 2018 er, at Kina vil klare sig, omend med lidt langsommere vækst.

Kort sagt: I takt med, at de udviklede økonomiers post-2008-recession langsomt fortoner sig i en fjern fortid, ser de globale udsigter for 2018 lidt bedre ud end i 2017. Skiftet fra finanspolitiske stramninger til et mere stimulerende standpunkt vil reducere behovet for ekstrem pengepolitik, som næsten helt sikkert har haft forvridende virkninger ikke blot på de finansielle markeder, men også på realøkonomien.

Men magtkoncentrationen i Kina, eurozonens (hidtidige) fiasko med at reformere sin mangelfulde struktur, samt, vigtigst, Trumps foragt for den internationale retsorden, hans afvisning af amerikansk globalt lederskab og den skade, han har forvoldt på demokratiets status, udgør alle dybere risici. Faktisk truer de ikke blot med at skade den globale økonomi, men også med at bremse, hvad der indtil for nylig syntes at være en uundgåelig march mod mere demokrati i hele verden. Vi bør ikke lade kortsigtet succes lulle os ind i en opfattelse af selvtilfredshed.

Joseph E. Stiglitz er amerikansk nobelprismodtager i økonomi, universitetsprofessor ved Columbia University og cheføkonom i den liberale tænketank Roosevelt Institute.

© Project Syndicate, 2017.

Oversat til dansk af Translated By Us.