Det er midsommer og dårende dejligt i Dannevang. I tirsdags var sankthansvejret formidabelt, og mange steder er det stadig skik at brænde en heks på sankthansbålet. Fordums afbrænding af mennesker var selvfølgelig en pervers foreteelse.
Tanken om at kaste det tyngede og onde på bålet har imidlertid noget for sig. Ikke tilfældigt kaster årets studenter sommetider deres noter på bålet. Hvad man overgiver til flammerne, bliver man fri af. Vel er det mere symbolsk end reelt, men symbolhandlinger skal heller ikke agtes ringe. Og er der noget, vi i det Herrens år 2020 kunne have brug for at kaste på bålet, så er det corona og al dets væsen. At se denne trussel mod folkesundhed og økonomi gå op i røg. Nok er nok.
Men det er selvfølgelig ønsketænkning, og netop på sankthansaften kunne nærværende dagblad fortælle, at de gode coronanyheder er blevet udskudt. Covid-19 breder sig stadig rundt om i verden, dødstallene stiger, og hospitalerne er under pres. Vi kan prise os lykkelige for, at det her til lands er gået bedre end frygtet. Der blev grebet ind, hvilket selvsagt ikke er det samme som, at alt er blevet grebet rigtigt an. Der er en vej mellem at se alle indgreb som hysteriske overeaktioner og se alle indgreb som udtryk for den højeste visdom.
Under alle omstændigheder vil coronavirus komme til at fylde i historiebøgerne, og det var et stykke næsten dugfrisk samtidshistorie, som blev vist på DR 2 i form af dokumentaren ”Italiens krig mod corona” . Fra dengang i foråret, hvor det var værst. Dengang der kunne dø 919 mennesker på et døgn i Italien, og epicentret var Norditalien.
Der ligger byen Cremona, og her fulgte vi lægen Francesca Mangiatorde, som stred mod cororaen i det, man godt kan kalde yderste frontlinje. Mens smittetrykket steg, patienterne døde omkring hende, og hun sammen med sine kolleger måtte prioritere ét menneskeliv over et andet, sagde Francesca Mangiatorde fortvivlet: ”Der er ingen værdighed mere, Vi har mistet grebet (…) om det menneskelige.”
Men det fik ikke Francesca Mangiatorde til at kaste håndklædet i ringen. Hun blev på sin post og tog hver dag hjem til sine børn og sin mand, som led af luftvejssygdomme. Soldater er så mange slags, og nogle bærer hvide kitler. I løbet af foråret døde 61 italienske læger. Lægeløftet har sin pris.
Vi fulgte dagligdagen på hospitalet og bestræbelserne på at redde en ung mand på bare 18 somre, som var svært angrebet af corona. Den unge mand blev nærmest et ikonisk tilfælde. Coronaen skulle bare ikke have lov til at tage det liv. Manden med leen havde høstet så smertelig mange, og nu var han også ude efter ungdommen.
Det lykkedes at redde den unge mand, og de italienske læger gik fra fortvivlelse til håb. De ydede en heroisk indsats, og jeg kom til at tænke på den franske filosof Robert Redeker, som i en hyldest til sundhedspersonalet under coronakrisen skrev: ”Selvforglemmelse er sjælens fødsel.” Francesca Mangiatorde gav skikkelse til det udsagn.
Jesper Bacher er sognepræst.