”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”
Johannesevangeliet 14,1
Den 14. april 1940 var en søndag, og det var 3. søndag efter påske. I Vedersø kirke holdt Kaj Munk en prædiken med overskriften ”Nok frygte, men ikke forfærdes”. Få dage før havde Danmark fået besøg af de tyske besættelsestropper, men det nævner Kaj Munk ikke med et ord. I stedet taler han stærkt og ægte om Kristus, som er sammen med sine disciple for sidste gang, og som ved, hvad der skal ske – i modsætning til disciplene.
”Det ringeste, man kan bruge sine hænder til, det er at vride dem”, sagde Kaj Munk, og så understregede han, at det er i orden at frygte, men ikke at forfærdes. Selv Jesus kunne frygte. Den sidste nat var så frygtelig for ham, så hans sved blev til blod, sagde Kaj Munk. Derfor kom han ikke med et flot tilråb om ikke at være bange, men en opfordring til at tro. ”Tro på Gud og tro på mig!”
I samme forbindelse fortæller Kaj Munk så historien om Martin Luther, som i en periode var plaget af bekymring og tungsind. Hans kone Käthe var klar over, at nu måtte der gøres noget, så da Luther træder ind i stuen, var hun klædt i sort fra top til tå. ”Men Käthe da! Er nogen død?” spurgte Luther, og svaret lød: ”Ja, det kan jeg mærke på dig, at det er den gode Gud”.
Vist er det i orden at være bange, når vi står ansigt til ansigt med alvorlig sygdom. Vist er det i orden at frygte, når krigen banker på døren, og vi ikke ved, om vi skal flygte eller blive.
Men den gode Gud er ikke død!
Som Kaj Munk sagde det: "Tværtimod, han levede og handlede, der var en mening med dette – jeg går bort for at berede jer sted, jeg kommer til jer igen, for at I atter skal være hos mig. Hans ord fik dem til at holde ud.”
I en ganske lille salme, skrev Kaj Munk:
Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.
Velan! Så bør du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.
(Den Danske Salmebog 634)
Frede Møller er pastor emeritus.