Prøv avisen

Nordiske pilgrimspræster

KRONIK: Den ydre, fysiske vandring afspejler den indre, åndelige vandring : længslen efter Gud. Føddernes monotome gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring beder man med fødderne!

Pilgrimspræster ... hmm, det er vel nogle, vi kan læse om i kirkehistorien: kutteklædte mænd, der barfodede vandrede omkring på Middelalderens støvede veje og forkyndte Guds ord ...

Men til manges overraskelse tager de nu revanche i form af en håndfuld mænd og kvinder, som iført sweatere og vandresko er rejst fra præstegårde og konfirmander for at vise en anderledes vej til Gud. De kalder sig pilgrimspræster.

En gang om året mødes disse nordiske præster, som alle er levende engageret i pilgrimstanken.

Første gang var i 1999 i pilgrimsbyen Trondheim i Norge, og år 2000 samledes vi i den gamle klosterby Vadstena i Sverige.

I Middelalderen var Vadstena et betydeligt pilgrimssted. Millioner af mennesker besøgte Klosterkirken med den hellige Birgittas (1303-73) relikvier samt hendes munke- og nonnekloster. Klostermiljøet omkring Klosterkirken, Munkehaven med Urtegården og de gamle klosterbygninger udgjorde et inspirerende miljø for vores møde. Således deltog vi i Klosterkirkens rige andagtsliv med morgenandagter, tidebønner, nadvergudstjeneste og højmesse om søndagen, hvor vi præster medvirkede. Da flere og flere mennesker kommer til Vadstena som nutidige pilgrimme, har man indrettet et Pilgrimscentrum, som drives af Linköping Stift i nært samarbejde med menigheden i Vadstena. Her afspejles den økumeniske ånd tillige i samarbejdet med den katolske kirke, begge klostre og frikirkerne.

I fjor samledes vi i Danmark. Det blev ikke på dyre hoteller eller konferencecentre, vi mødtes til gensidig inspiration og information. Vores møde blev holdt på vandring ad den gamle Hærvej. Viborg Domkirke blev første post, hvor vi efter at have set Joachim Skovgaards berømte fresker havde en kort pilgrimsandagt. Efter en overnatning i Domprovstegården drog vi sydpå ad den gamle Hærvej, som følger Jyllands højderyg. For mange mennesker vil denne mødeform forekomme utraditionel, men for os gav det god mening: Det er nemlig under vandringen, de gode samtaler finder sted. Med os i rygsækken bærer vi kun de nødvendigste ting såsom sovepose og vanddunk. Denne frihed frigør tanker og overvejelser, der ellers nemt kan gemmes og glemmes i hverdagens travlhed: Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er meningen med mit liv? Den ydre, fysiske vandring afspejler den indre, åndelige vandring: længslen efter Gud. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring beder man med fødderne! Undervejs forkyndte vi evangeliet - akkurat som vore middelalder-kolleger gjorde det. Efter aftale med en lokal præst fortalte vi ved en gudstjeneste om pilgrimstanken. En nat fik vi lov at tilbringe i et missionshus, og efter at have deltaget i sognets søndagsgudstjeneste vandrede vi igen - noget af vejen i stilhed og bøn. Vores sidste stop blev på det økumeniske retrætested ved Sdr. Vissing, Skovhuset.

Dette år blev vores nordiske møde holdt på Nilsasgården i Sibbo, Finland. Hvad var da dagsordenen? Jo, en vigtig del er at fortælle hinanden om arbejdet i de forskellige nordiske lande. Mine notater fra mødet beretter om livlig aktivitet i nabolandene:

Sverige: I løbet af de sidste par år er pilgrimsbevægelsen eksploderet i Sverige og kan nærmest ses som en ny vækkelse både lokalt, regionalt og nationalt. Således gennemførtes sommeren 2000 en »Riksvandring«; et projekt, som strakte sig over hele Sverige (2300 km). 942 deltagere blev pilgrimme for en kortere eller længere stund og vandrede tilsammen 38.000 km. Undervejs var de i kontakt med 10.000 personer. I Sverige er der tre steder, hvor pilgrimstanken udvikles: Pilgrimscentrum i Vadstena, Pilgrimsforeningen og Ekumeniska Rådet. Samtidig ses pilgrimsopgaven som en del af stifternes arbejde (på linje med diakoni o.l.) - hver af de 13 stifter har således en pilgrims-kontaktperson, som finansieres via Kirkeministeriet.

Norge: Flere nye ruter er åbnet inden for de sidste par år: Rombo-ruten fra Mälaren i Sverige til Nidaros (Trondheim) samt Østerdals-ruten (Trysill- Nidaros). Samtidig arbejdes der på at åbne ruten Tønsberg-Oslo. I år kom der ekstra fokus på pilgrimsvandring, da prinsesse Märtha Louise og Ari Behn som forberedelse for deres vielse i Nidaros Domkirke gik fire dages pilgrimsvandring og havde valgt dette som tema for vielsen, der blev tv-transmitteret til de nordiske lande. Desuden arrangeres »Pilgrimsdage på Dovre Fjell« med vandringer, gudstjenester, samtaler, koncerter o.l.

Finland: Pilgrimsvandringer arrangeres hver sommer fra Åbo til Kumo, og foreningen »Henriks pilgrimsvej« udgiver bl.a. brochurer på finsk, svensk, engelsk og tysk. Enkelte menigheder er pionærer på pilgrimsområdet og har igennem flere år arrangeret pilgrimsvandringer for lokale menigheder og er netop begyndt at afholde pilgrimskurser.

Island: Kontaktpersonen herfra er ulønnet præst, der har oversat »Den lille pilgrimsbog« til islandsk. Det er tanken, at tre nye pilgrimsruter snart skal åbnes officielt af biskopperne: Skalholt, Tingvalla og Tholar. Mennesker med interesse for folkesagn, eventyr, islandske sagaer, historie, natur, geologi og kristendom kan opleve sig som rejsende på vej til Emmaus. Vandringen ses som en slags »kristendom for alle sanser«.

Alle nabolandene kunne desuden fremvise et betragteligt materiale i form af bøger, aviser, hæfter, symboler, videoer, internet-netværker o.l. I den forbindelse vil jeg blot nævne »Lilla Pilgrimsboken« (Verbum 1997), som både indeholder en praktisk vejledning og et åndeligt forråd af bønner, salmer, bibelord og andre gode pilgrimsord til at tage med på vejen. Bogen vejer kun 50 g og får plads i rygsækken eller i lommen under vandringen, hvor den kan bruges af mennesker i alle aldre.

Tendensen er tydelig i hele Norden: pilgrimsvandringen har fået en renæssance! Pilgrimmen (latin : peregrinus= fremmed) knytter til ved Jesu ord om at »leve i verden, men ikke af verden«, dvs. leve nærværende med hele sit jeg i nuet på det sted, man bor - og samtidig være bærer af denne verdens foreløbighed, som den kristne ikke tror er alt. Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: en usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. I en tid med mange hurtige klip, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som et tegn på en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro.

Det er utroligt inspirerende at deltage i dette forum. Vi planlægger en fælles nordisk vandring til Vadstena, sommeren 2004. Min drøm er, at vi også i Danmark får markerede pilgrimsruter, f.eks. kunne man knytte til ved Hærvejen og starte og slutte med pilgrimsgudstjenester i Viborg og Slesvig Domkirker. Undervejs kan man søge ind i (de åbne) kirker, overnatte i sognegårde, kirker og på vandrehjem. For at organisere dette kunne man lave et netværk mellem Det mellemkirkelige Råd, Det økumeniske Fællesråd og Kirkefondet og knytte til ved højskoleforeninger, turistforeninger, menighedsråd, organisationen af Jacobs-farere i Danmark, Dansk Vandrelaug, folkeskoler osv.

Pilgrimsvandring er en ny vej, og der er ingen tvivl om, at længslen er til stede også i Danmark. Længslen efter at give evangeliet ben at gå på, give kirken krop, leve sin tro ud.

Elisabeth Lidell er sognepræst i Risskov Kirke ved Århus