”HVORDAN KAN JEG vide, at der ikke findes en ny Breivik et sted derude?”. Spørgsmålet bliver stillet af den fiktive Aftenposten-journalist Harald i sjette og sidste afsnit af den dramadokumentariske tv-serie ”22. juli – Dagen der ændrede Norge”, som blev sendt i aftes på DR 2. Serien er en af mange i en strøm af spillefilm og dokumentarer om Anders Behring Breiviks bombeangreb på regeringsbygninger i det centrale Oslo og hans koldblodige skudsalver få timer senere mod unge på en socialdemokratisk sommerlejr på Utøya i 2011. I alt 77 menesker blev dræbt og flere hundrede blev såret af skud og fragmenter.
Derfor ikke spor mærkeligt, at udåden fortsat fylder og gør ondt dybt ned i den norske sjæl. Og mange spørger fortsat sig selv: Hvordan kunne det ske i et land med mere tryghed og tolerance end de fleste?
Dét og andre påtrængende spørgsmål er drivkraften i ”22. juli”, som koncentrerer sig om dem, der blev berørt af begivenhederne den grusomme fredag for snart ni år siden. Med god grund, for det anslås, at hver fjerde nordmand kender én, som blev direkte berørt.
”22. juli”-seriens styrke er dens fiktive portrætter af læger, bedemænd, journalister, skolelærere og politifolk – alle dem, der uforvarende blev kastet ind i det ufatteligt forfærdelige. Hovedfigurerne er formet på basis af vidneudsagn, beskrivelser af begivenhederne og interview. Alle er helte, fordi de gør, hvad de kan. Bortset en lokal politimand, der – uanset sit sympatiske ydre – ikke undgår at være en del af et beredskab, som ifølge en officiel udredning var præget af store mangler og svigt.
Én er dog alt andet end helt i serien, nemlig en højreekstrem blogger kaldet Breidablikk. Han er en sammenskrivning af flere, som sandsynligvis inspirerede Breivik, såvel i det galmandsværk, hans ”manifest” udgør, som til de handlinger, han er dømt for. Breidablikkfiguren er interessant, fordi den antyder, at der sagtens – som den ovenfor citerede journalist frygter – kan være flere Breivik’er, ikke bare i Norge, men alle vegne.
Således er de såkaldte Generation Identitær-bevægelser med fodfæste i flere europæiske lande eksempler på grupperinger, hvor retorikken til forveksling ligner den, der drev Breivik. Den danske journalist Rasmus Hage Dalland beskrev sidste år i en grundig bog, hvordan de ”identitære” ser migration som en stor, undergravende faktor med mainstream-medier og politikere som tavse vidner.
Tankegangen er stort set den samme i ”22. juli”-figuren Breidablikk og hos Breivik. For sidstnævnte tilsat en stærk bevidsthed om vigtigheden af omtale, sikret blandt andet med jævnlige klagesager over for eksempel plastickaffekrus i fængslet.
Og selvom Norge med rette kan være stolt af mestendels at have holdt retssikkerhedens hoved koldt i hele forløbet med Breivik, så gør det ondt, hver eneste gang det lykkes ham at kratte i landets dybe terrorsår.
Hele ”22. juli”-serien kan i øvrigt ses på DRTV.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”