På det senere har det været meget omtalt, at foreningen Normstormerne, som får støtte af Københavns og Aarhus kommuner til at undervise folkeskoleelever i ”normkritik og viden om LGBTQ+vilkår og køn”, som det hedder på deres hjemmeside, ikke vil afsløre indholdet af deres undervisningsmateriale. Heller ikke for de politikere, som finansierer deres aktiviteter. Det skriger jo til himlen og vidner om en dagsorden, som de efter alt at dømme godt selv ved er stærkt kontroversiel. Det er ubegribeligt, at et flertal af kommunalpolitikere i de to kommuner accepterer det. Foreningens hjemmeside rummer stort set heller ikke nogen oplysninger om den tænkning, der ligger bag Normstormernes påvirkning af folkeskoleeleverne.
Det eneste substantielle udsagn finder man under hjemmesidens spørgsmål/svar-afsnit, hvor det hedder: ”Normkritik er et stort og bredt begreb, som Normstormerne også udforsker i undervisningerne. Vi i Normstormerne, synes, at det er vigtigt at undersøge de aspekter af vores samfund og de normer, som vi alle er opvokset med og lever under, som kan agere skadelige. Normkritik fungerer dermed som et værktøjssæt til at ‘zoome ud’ og stille spørgsmålstegn.” Så blev man så klog, eller måske ikke rigtigt alligevel, for vi får slet ikke forklaret, hvordan normer, som vi er vokset op med, ”kan agere skadelige”, som det sprogligt armodigt hedder. Meningen må vel være, at normer, der deles af flertallet, kan virke undertrykkende på børn, som opfatter sig selv anderledes. Men det er i bund og grund en forkert tankegang. Normer i et samfund er et ubetinget gode, og ikke noget, der skal bekæmpes eller ”stormes”.
Normer er udtryk for den fælles, opsparede erfaring om, hvordan mennesker bedst omgås, og hvad der skaber et godt samfund, som vi alle kan være trygge i. Mennesker har brug for orden og forudsigelighed for at kunne fungere i samfundet, og det er netop det, de fælles normer kan levere. Det er bestemt ikke det samme, som at der ikke skal være tolerance over for mennesker, som ikke følger de gængse normer og for eksempel har en anden kønsopfattelse end det helt store flertal.
Men når vi ved, at 99,4 procent af danskerne identificerer sig med deres biologiske køn, som Projekt Sexus-undersøgelse fra 2019 viste, så er der intet grundlag for at gøre op med den norm, at der grundlæggende findes to køn. Tværtimod kan det skabe usikkerhed og forvirring hos børn og unge, som i forvejen kæmper med at finde frem til deres egen identitet, og hos de desværre mange unge, som kæmper med deres mentale sundhed.
Vi ved, at antallet af børn, der søger behandling på sexologiske klinikker, fordi de oplever, at deres biologiske køn ikke passer til dem, er stærkt stigende de senere år. Men afspejler det et stigende antal børn, som reelt har problemer med deres biologiske køn, eller er der snarere tale om en samfundsskabt usikkerhed, som en organisation som Normstormerne kan være med til at forstærke? Vi ved det ikke, men til syvende og sidst er det formentlig bedre for den enkeltes liv, hvis man kan finde sig til rette med sit biologiske køn.
Vi ved ikke, hvad Normstormerne fortæller børnene, så derfor er det svært at vurdere, om de gør mere skade end gavn. Men deres opfattelse af, at normer er af det onde, er i sig selv stærkt problematisk og burde i høj grad få kommunalpolitikere og andre til at overveje alvorligt, om det er en sag, der bør støttes og et budskab, som er sundt for børn, der er i gang med at finde deres ståsted i livet.
Nikolaj Bøgh er rådmand og konservativ folketingskandidat, Frederiksberg.