Prøv avisen

Norsk af sind. Kaj Munk behandles loyalt i Bergen

I DAG SYNES DET IKKE vigtigt for en dansk instruktør at være loyal over for et manuskript af Kaj Munk. Det afgørende er tilsyneladende, om instruktøren kan bruge skuespillet til at promovere sig selv med. I Norge kender man mere til idealisme og lidenskab, og derfor er det ikke så mærkeligt, at netop norske instruktører kan opføre skuespil af Kaj Munk.

Den 25. maj i år havde Kaj Munks Ordet premiere på Den Nationale Scene i Bergen. Den enkle scene bestod af et firkantet bræddegulv og en bræddevæg i baggrunden. Midt i bræddevæggen stod et levende lys.

Selvom skuespillerne talte hurtigt og så bergensisk, at jeg kun fik fat i de fleste af ordene, forstod jeg alle dramaets detaljer, fordi skuespillernes kropssprog var ægte, og deres intonation var ganske naturlig. Om så de havde talt et ukendt sprog, ville forestillingen have virket stærkt, for alt røbede, at instruktøren, Ola B. Johannessen, til fulde havde erkendt stykkets indre drama og fået det frem i detaljerne.

Bortset fra enkelte beskæringer var instruktøren 100 procent loyal over for Kaj Munks tekst og samtid. For instruktøren havde det været afgørende at få hver eneste af Kaj Munks idéer frem, så alt på den naturligste og klareste måde koncentreredes om at vise hen til det store sjæledrama, miraklet, hvor døden overvindes. Man glemte som tilskuer helt sig selv.

Inden slutscenen blev spisebordet gjort lavere, og et lagen og en pude blev anbragt på det. I en nogenlunde klar belysning kom Inger gående ind i natkjole og med hvidt ansigt og lagde sig som lig. Opvækkelsen af hende gav det gys, det skulle. Man troede på miraklet, men måske ville det have overbevist endnu mere, hvis Inger var kommet ind i mørke?

Hendes entré forstyrrede illusionen og bevidstgjorde tilskueren om, at den kommende opvækkelsesscene ville blive teater. Det var måske et forsøg på at opveje denne illusionsmæssige svækkelse, at instruktøren havde fjernet læge Houens påstand om, at ligsynsmændene arbejdede for overfladisk?

Skuespilpræstationerne var aldeles fremragende, og bortset fra ligets entré skubbede ingen af skuespillerne på noget tidspunkt tilskueren ud af det fiktive univers. Jeg har oplevet Ordet på mange scener i Danmark, men opførelsen i Bergen er den bedste, jeg nogen sinde har overværet! Begejstringen hos publikum fik alle til at stå op til hele to fremkaldelser.

Carsten Brandts opsætning i 2007 af Ordet på Odense Teater var på grund af et utal af tildigtninger og en udspekuleret popularisering af sprog og handling rent ud sagt en skandale. At opsætningen blev en succes, skyldes formodentlig, at hovedparten af tilskuerne kun havde et overfladisk eller slet intet kendskab til Kaj Munks manuskript.

Lars Norén var i sin iscenesættelse af Ordet på Det Kongelige Teater i 2008 trofast mod Kaj Munks replikker. Det var replikkunst i topklasse. Egentlig var det et hørespil, man oplevede. Tilskuerne så Inger stå op, men hendes efterladte oplevede hende kun som erindring. Ateisten Lars Norén brugte altså Kaj Munks stykke til at demonstrere sin egen holdning til miraklet, og dermed faldt hele dramaets univers egentlig sammen.

Danske teatre vil godt spille Kaj Munk, men det er, som om man ikke vil være loyal over for ham. Man vil kun bruge ham. I 1930erne og 1940erne havde flere Kaj Munk-stykker premiere i Norge, fordi Danmark ikke turde opføre dem. Meget tyder på, at Kaj Munks dramatik vil få en renæssance, og at det bliver med Norge som den førende teaternation.

Jens Kristian Lings,

Kjeldbjergvej 34,

Fjaltring, Lemvig