Norsk nazi-march udløser penge til homoseksuelle

En gruppe nordmænd vil donere penge til homoseksuel organisation for hvert skridt, nynazister tager til anti-homoseksuel demonstration. Hvem bliver de næste, nazisterne kommer efter, spørger lokalpolitiker.

 Det har skabt debat i Norge, at den nynazistiske Den Nordiske Modstandsbevægelse, som her ses under en tidligere demonstration i Stockholm, til sommer planlægger en demonstration i norske Fredrikstad cirka 100 kilometer syd for Oslo.
Det har skabt debat i Norge, at den nynazistiske Den Nordiske Modstandsbevægelse, som her ses under en tidligere demonstration i Stockholm, til sommer planlægger en demonstration i norske Fredrikstad cirka 100 kilometer syd for Oslo. . Foto: AP/ritzau.

Jo længere nazisterne marcherer, jo flere penge går der til de homoseksuelle, som nazisterne afskyer. Sådan bliver det, når Den Nordiske Modstandsbevægelse senere på sommeren demonstrerer i Fredrikstad centrum cirka 100 kilometer syd for Oslo.

Under stor opmærksomhed besluttede politiet for nylig at give tilladelse til, at den nynazistiske organisation den 29. juli marcherer gennem gaderne og holder taler under parolen ”Knus homo-lobbyen”. Reaktionerne har ikke ladet vente på sig, og mens lokalpolitikere varsler moddemonstration, har Facebook-gruppen Soldiers of Are og Odin taget sagen i egen hånd og opfordrer til at donere en norsk krone til homoseksuelle for hver meter, nazi-optoget går.

Kristoffer Lorang Mathisen er glad for opbakningen. Han er formand for foreningen Skæv Ungdom i region Østfold sydøst for Oslo, hvor Fredrikstad ligger.

”Vi må håbe, at nazisterne godt kan lide at gå, så der er penge til os. Og så får de jo træning samtidigt (…). Det, de er modstandere af, har vi arbejdet for i mange år. Nemlig, at vores medlemmer skal få en helt almindelig hverdag på samme på som heteroseksuelle,” siger han til norsk stats-tv NRK.

Lokalavisen Fredriksstad Blad skriver i en leder, at man ikke skal affeje nynazisterne som en lille gruppe vrede unge mænd uden magt, men tage dem alvorligt. Avisen glæder sig i øvrigt over, at over 2000 nordmænd fra hele landet har meldt deres ankomst på Facebook til moddemonstrationen. Til sammenligning regner politiet med, at mellem 50 og 200 vil deltage i den nynazistiske march.

”For os medier er det et løbende dilemma, at vi ved at omtale dem også er med til at give dem den opmærksomhed, som de så desperat higer efter (…). Alternativet – at feje nazisterne ind under gulvtæppet – er dog dårligere,” skriver Fredriksstad Blad.

Sagen om demonstrationen har rejst debatten om grænserne for ytringsfriheden, og om politiet burde have nægtet nazisterne at sprede deres budskaber på gaden i Fredrikstad. Avisen Aftenposten bakker op om politiets beslutning, men peger på, at den nynazistiske mobilisering udstiller en faretruende udvikling.

”Det betyder ikke, at marchen, parolen eller organisationen skal mødes med ligegyldighed. Både organisationens meninger og fremgang vækker minder fra en tid, som de fleste nordmænd håbede, var forbi. Udviklingen må ikke ignoreres,” lyder det i avisen.

Aftenposten advarer desuden om, at det særligt er Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske afdeling, der har markeret sig den seneste tid. I maj gennemførte den svenske afdeling af organisationen eksempelvis en stor demonstration i Falun i Midtsverige, hvor omkring 500 deltog. Norsk politi har også meddelt, at man forventer, at en del svenskere vil støde til optoget 29. juli.

”Der er al mulig grund til at undersøge, debattere og tage til genmæle nu og i tiden frem mod demonstrationen. Man skal ikke overdrive organisationens betydning, men den trussel, den kan udvikle sig til, skal tages seriøst,” lyder det i Aftenpostens leder.

I et indlæg i Fredriksstad Blad spørger lokalpolitikerne Camilla Eidsvold og Leif Christensen fra Socialistisk Venstreparti, hvem der bliver de næste, nynazisterne angriber.

”Det er kun 72 år siden, at nazisterne tabte krigen (…). Nu må vi rejse os og vise, at deres menneskesyn på homoseksuelle, politiske modstandere, jøder og andre, de udvælger, er totalt uacceptabelt (…). Vise, at vi kan elske, hvem vi vil, have et forhold til dem, vi vil. Det er en frihed, alle mennesker har – uanset religion, kultur eller bopæl,” lyder det.

I Stavanger Aftenblad peger journalist Sven Egil Omdal på, at tanken om at støtte homoseksuelle for hver meter, demonstranterne går, kommer fra Tyskland. Her valgte en gruppe anti-nazister i 2014 at donere 10 euro til en organisation, der arbejder for at bekæmpe højreekstremisme, for hver meter, nynazisterne gik under en march i den sydtyske by Wunsiedel. ”Idéen er nu importeret til Norge, og vi bør alle gribe til lommerne for at gøre det til en dundrende succes,” skriver Sven Egil Omdal i et indlæg.