Jean de Saint-Chéron er leder ved Institut Catholique de Paris. Forrige uge udgav han bogen ”De gode kristne”. Han interviewes i den anledning af det franske dagblad Le Figaro .
Saint-Chéron hævder i bogen, at en borgerlig ånd – ”un esprit bourgeois” – er medskyldig i kristendommens store tilbagegang i Frankrig. Men er det ikke netop borgerligt at være kirkegænger? Det spørgsmål stiller Le Figaro. Den er vendt om, lyder det fra Saint-Chéron. Det med at ”de borgerlige er dem, der går i kirke”, er fortid.
”I det afkristnede, 21. århundredes Frankrig er det klart mindre borgerligt at gå i kirke hver søndag end at sove længe før sin glutenfrie morgenmad. Det akavede og begrænsende, som i dag forbindes med at være kristen, udløser ikke den mindste sociale anerkendelse og repræsenterer derved faktisk noget antiborgerligt. Det er ligesom at have en familie med mange børn i vores fortravlede Vesten: Hvad er mere begrænsende og mindre borgerligt?”.
Vi har et nyt, progressivt og kirkefremmed borgerskab, inkarnerende den moderne verdens ånd, der ud fra hovmod eller illusion gerne vil skille sig af med Gud – for i stedet selv at konstruere sin egen lille trøst, lyder det i interviewet: ”Måske er kristendommens ånd par excellence det modsatte af det borgerlige, for så vidt at man kan ikke elske, hvis man kun har blik for sin egen lille komfort eller sin egen lille berømmelse.”
Borgeren søger til alle tider at indrette sig i sit hovmod, sin ambition, sin lyst – kødeligt såvel som intellektuelt.
”Mennesket har lyst til at imponere, at blive beundret af andre, at besidde og at byde.”
Men kærligheden, som den fordres i kristendommen, handler om noget fuldkommen andet.
”Når man elsker, så skal man bære andres lidelser. Kristus på korset er den absolutte kærlighed.”
Det franske ugemagasin L’Express nævner den identitære bevægelse af unge europæere, som tog sin begyndelse i Frankrig og kæmper mod muslimsk indvandring. Dens franske gren arbejder tillige for en genkristning af den vestlige civilisation.
Saint-Chéron roser de identitære for deres gode vilje, men selvom han er katolik, stikker der et stort stykke af en eksistensteolog i ham, og han advarer mod at forstå kristendommen som noget kulturelt:
”At lukke sig om sig selv, at beskytte sin lille, døende verden, er ikke foreneligt med det, Kristus forlangte af dem, som ønskede at følge ham. Kristus sagde os: ’Jeg sender jer ud som lam blandt ulve’.”
Saint-Chéron udtrykker i øvrigt sin dybe beundring for en stor fransk forfatter:
“Michel Houellebecq har forstået noget ved kristendommen, som står imod verdens ånd, noget som påtvinger sig gennem ulykken. Han har på en særlig måde – hans måde – forstået, at mennesket er såret ved synden. Han siger: ’Jeg er en kristen forfatter, for så vidt jeg viser rædslen ved en verden uden Gud’. Jeg betjener mig meget af ham i min bog, jeg bøjer mig for ham. For mig er han en profetisk skikkelse. Måske på trods af sig selv, for han siger, at han ikke tror, men han har forstået, at mennesket er skabt til kærlighed, og at man hverken skal nøjes med materialistiske illusioner eller ideologier. Mennesket er skabt til noget langt større.”
Mindre glad for kristendommen er den algierske forfatter Boualem Sansal. Også han er bogaktuel. I morgen udkommer en bog fra hans hånd, som denne gang ikke er nogen roman: ”Et brev med venskab, respekt og advarsel til folk i alle verdens lande”. Forlaget er Gallimard.
Forfatteren Boualem Sansal bryder sig ikke om nogen religioner, fortæller han magasinet L’Express. Sansal tror, at religioner udstyrer individet med en sandhed til at slå andre mennesker i hovedet med. Han koncentrerer sig dog fortsat om islamismen, som han altid advarer imod. Den er den største trussel mod menneskeheden de næste par århundreder, mener han. Den skaber et diktatur, som styrer kroppen ned i detaljen, og i sindet ”installerer den en virus, som ændrer ens måde at se verden på”, siger Boualem Sansal.
”Islamismen støtter sig på islam, som har en enestående styrke. Man kan se individer falde fra islam, men man har endnu aldrig set et helt folk falde fra. Hvor man installerer islam, er den definitiv,” bemærker den algierske forfatter.
Den vil bestemme alt – kost, påklædning, vaner, love og menneskenes tanker, og den sætter altid en renselse i gang, hvor man skal afsondre sig fra jøder og kristne og skille sig af med homoseksuelle.
”Islamismen har ingen bremser. Den er ligeglad med grænser, den tænker globalt. For øjeblikket har ingen fundet midler til at håndtere dette fænomen. Islamismen bygger på islam, som ingen har ret til at kritisere. Men i jeres lande udnytter den demokratiet og retsstaten.”
Dens synspunkter omgærdes med juridisk beskyttelse på samme måde som andre synspunkter.
”På den måde befinder islamismen sig straks på erobret terræn. Ingen steder i verden bekæmper man for alvor islamismen. Man kæmper mod islamistiske jihadister, men de er kun slagger fra islamismen.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.