Nu er nok nok. Benny Andersen giver det danske folk en opsang

Danmarks nationaldigter Benny Andersen går i kamp for en folkelighed, der er så ægte og stærk, at den ikke kan lade være med at være mellemfolkelig, skriver Bjarne Lenau Henriksen, chef for Kirkens Korshær

Benny Andersen vil ikke længere være folkelig, men mellemfolkelig. -
Benny Andersen vil ikke længere være folkelig, men mellemfolkelig. -. Foto: Arkivfoto.

BENNY ANDERSEN er danskernes digter. Vi kender ham, både mænd og kvinder, børn og voksne. Vi elsker hans finurlige skarphed, når han lægger sproget ned og rejser det op igen i en forbløffende og forbavsende udgave, hvorefter han digter os alle sammen ind i livets umådeholdne skønhed og gådefulde dybder og får os til at elske livet, både på trods og især fordi. Han er klog. Han er vis. Han er humoristisk. Han er dybt alvorlig.

For Benny Andersen er på livets side. Altid. Også når det er uforståeligt og fremmed. Han går ind og opsøger livets umiddelbare og paradoksale mening. Han har sin egen skæve måde at gå helt lige ind i tilværelsen på. Vi ser os selv med nye øjne, med andre øjne, med andres øjne, når Benny Andersen flytter ind i vore liv. Selv døden kan han få til at kaste lys over livet, når han besynger de døde.

BENNY ANDERSEN ER Danmarks nationaldigter. Sådan opleves han. Sådan omtales han. Vi er alle sammen klar over det. Ingen digter i nyere tid har været så elsket som han. Det er indlysende, at det er sådan. Han favner os alle. Han siger ja til vore særheder, fejl og mangler. Han møder dem med den afslørende og kærlige humor og fortæller os, at han er ét med os. Når han digter, står han ikke udenfor, men er sammen med os.

Men det vil han ikke være mere. Nu er nok nok, siger han. Han vil ikke være folkelig længere. For han er ikke folkelig mere. "Jeg skammer mig over at være dansk, når over 60 procent af den danske befolkning finder det i orden, det der skete i Brorsons Kirke den sørgelige nat og den efterfølgende tid, hvor dansk lov er erstattet med irakisk med støtte fra Rigspolitiet og dansk regering samt andre ellers fornuftige politikere." Sådan siger han i et interview i dagbladet Information.

Han vil ikke længere være folkelig, men mellemfolkelig. Han er vred. "Jeg er forpint og skamfuld over det, der sker." "Jeg vil gerne være med til at forny Danmarks ry, for jeg har efterhånden fået opsparet så stor en vrede, at jeg ikke længere vil have den opsparet. Nu hæver jeg den!"

I digtsamlingen "Denne kommen og gåen" er der et digt, som Benny Andersen ville ønske, han kunne slette af sine samlede digte, siger han. Her skriver han om alle de positive ting, danskerne er kendt for ude i verden. Han skriver om, hvordan indvandrere fra alle verdenshjørner lige fra istidens tid kom og skabte et Danmark, et land som er en gnalling på det store verdenskort, "og dog med et ret anseeligt ry/ for fred og fordragelighed/ omsorg og opfindsomhed/ hensyn og humor/ som giver folk i fjerne lande milde øjne." Digtet er blevet ham pinligt, for "det handler om alt det, jeg er stolt af, og som jeg var stolt af, men som nu er gået fløjten."

Det er så som så med de fjerne landes milde øjne. Når man rejser udenlands, skilter man ikke mere med, at man er dansk. Danmarks anseelige ry som et venligt og tolerant land er skrumpet til det uanseelige, og man mødes af vantro øjne, der ikke tør komme tæt på.

Benny Andersen får sat livet i perspektiv. Det perspektiv, der viser, at vi alle er fremmede. Sådan har det været, fra før Danmark blev til Danmark. Sådan er det stadigvæk. Vi er forskellige. Vi er fremmede. Men vi må aldrig blive fremmede for hinanden.

BENNY ANDERSENS KONTO med opsparet vrede er hævet. Der er intet tilbage på den. Nu er vreden sat fri og i omløb, så den kan gå ind i kampen mod barbariet, som Benny Andersen kalder den sørgelige nat i Brorsons Kirke.

Men han er ung endnu, Benny Andersen. Kun 80, næsten. Han har lovet sin kone at blive i hvert fald 96 år ligesom sin oldemor. Så der er 16 års håb endnu.

Jeg er ret sikker på, at flere og flere danskere vil gå sammen med Benny Andersen i kampen for en folkelighed, der er så ægte og stærk, at den ikke kan lade være med at være mellemfolkelig.

Bjarne Lenau Henriksen er chef for Kirkens Korshær