Datomærket for jødedom, kristendom og islam er udløbet

Det er tid til at opgive de gængse religiøse kategorier og søge efter fællesnævneren, som findes i et socialt liv, hvor vi hjælper hinanden og kommer hinanden ved, skriver Bernhard Bierlich, ph.d. ved University of the Virgin Islands

Ifølge ph.d. Bernard Bierlich er sameksistensen mellem religionerne blot en lappeløsning og ikke særlig innovativt. Innovationen ligger i at overvinde frygten for det fremmede.
Ifølge ph.d. Bernard Bierlich er sameksistensen mellem religionerne blot en lappeløsning og ikke særlig innovativt. Innovationen ligger i at overvinde frygten for det fremmede.

De tre verdensreligioner, kristendommen, islam og jødedommen, har alle deres lyse, sociale og menneskekærlige så vel som mørke, asociale, krigeriske sider. Dette er det veldokumenterede budskab i kunstneren Jens Galschiøts seneste udstilling ”Fundamentalisme” på Kunstcenteret Silkeborg Bad.

Religiøs vold, uanset hvilken religion der begår den, hænger sammen med, at religiøse systemer - som er uadskilleligt forbundet med det at være menneske - manipuleres.

Det skyldes to enkle forhold: 1) manglende respekt for det anderledes og 2) mangel på innovativ tænkning og fokus på det, verdensreligionerne har tilfælles: dyrkelsen af det gode og ikke det voldelige ved mennesket (menneskets skyggeside).

Nummer 2 er det skridt, der er så nemt og samtidig så vanskeligt for os mennesker at tage: at frigøre os fra konventionerne og den voldelige kategoritænkning: den vildledende intolerance og tænkning i enten at være jøde, kristen eller muslim.

Denne inddeling er af nyere dato og har kun været gældende højst 3000-4000 år. Det vil sige, at monoteisme (troen på én gud) ikke er noget, man kendte til i store dele af menneskets historie.

Det er derfor forenklende at tænke i monoteistiske/dogmatiske baner. Det gælder om at nytænke vores konventioner og komme hinanden ved som mennesker, ikke fordi vi siges at tilhøre den ene eller den anden kategori som jøde, kristen eller muslim.

Det er kategorier, som selvfølgelig kræver en vis respekt, men egentlig er kulturelle ideologier, der er brudt frem for et par tusinde år siden. Idéen er snarere at tro på gud, det guddommelige i mennesket, hvor det guddommelige ikke er en kategori, men et ”princip”, der udspringer af det sociale liv (som er langt mere oprindeligt) og den velvillige interaktion mellem mennesker, der hjælper hinanden.

Det er tid til nytænkning. Det traditionelle tankegods må vige. Vi skriver trods alt 2015. Datomærket for de gængse religiøse kategorier er udløbet. Det er på tide at være innovativ.

Her kan man lære af de ikke-vestlige kulturer og deres ikke-nedskrevne traditioner. Den kendte antropologiprofessor Jack Goody fra Cambridge Universitet formulerer problemet meget fint som værende knyttet til at skrive ting ned og fastholde dem på skrift. Det gør de skrevne verdensreligioner meget ufleksible.

Ikke-nedskrevne religioner, som jeg - følgende Goody - har studeret i Vestafrika, er derimod langt mere fleksible, frigjorte, udogmatiske. De dyrker først og fremmest det sociale liv, respekten og omsorgen for hinanden - som alle kristne, muslimer og jøder vil være helt enige om er grundlæggende vigtigt for et solidt religiøst eller socialt liv.

Vores problem er, at vi tilbeder gud i bygninger (kirker, moskéer, synagoger), men ofte lader det blive ved det. Der religiøse liv findes derude, blandt mennesker. Det drejer sig nemlig om et socialt princip. Dette findes heller ikke i hellige bøger, som naturligvis hver på sin måde kan understøtte grundidéen om at være et godt menneske, altså en person, der ikke kun tænker på sig selv, men også sine medmennesker og deres ve og vel.

At være et godt menneske - et menneske med samfundsånd, et menneske, der giver til andre - det er dét, vi skal stræbe efter. Gode gerninger frigiver, viser psykologiske studier, bestemte stoffer i hjernen kaldet endorfiner, der får os til at føle blandt andet velvære. De symboliserer alle menneskers lyse og sociale side.

Deri findes dét, alle mennesker har tilfælles, uanset om de er født eller konverteret til islam, kristendommen eller jødedommen. Løsningen på religiøs vold kommer ikke ved fortsat at tænke i traditionelle religiøse baner (kristendom, jødedom, islam) og insistere på sameksistens mellem disse. Det er en lappeløsning og heller ikke særlig innovativt.

Innovationen ligger i at tage det næste skridt og overvinde den irrationelle frygt for det fremmede - en frygt for ”terror”, som regeringer og politikere verden over elsker at mane frem for at score opbakning for deres politik, som på sin egen måde kan være ganske voldelig (ikke fysisk) ved at skabe socioøkonomiske uligheder og uvirkelige, antagelig ”uovervindelige”, modsætninger mellem grupper i samfundet.

Det springende punkt er snarere at nytænke og opgive de traditionelle religiøse kategorier og søge efter fællesnævneren. Den findes som sagt i et socialt liv, hvor vi hjælper hinanden og kommer hinanden ved.

Bernhard Bierlich er ph.d. ved University of the Virgin Islands