FØRST BLEV proletariatet identificeret som fanebærerne for en forestående revolution, der skulle omstyrte de kapitalistiske jordbesiddere. Det skete aldrig. Senere, og langt op i det forrige århundrede, blev det arbejderklassen, der skulle stå i spidsen for en overtagelse af produktionsmidlerne. Sådan blev det som bekendt heller ikke.
Så blev middelklassen på paradoksal vis udpeget som den klasse, der skulle føre revolutionen endeligt i hus. Nok mest på grund af sin voksende økonomiske styrke blev den betragtet som en drivkraft for en venlig demokratisering af markedskræfterne. Men det skete heller ikke.
I de seneste år har vi så set en særligt privilegeret klasse bestående af såkaldte entreprenante, der ved hjælp af innovative idéer og en klækkelig håndsrækning fra kapitalfondene skulle forplante deres idéer og rigdom ned igennem samfundets klassetrin. Men det er heller ikke sket. Uligheden vokser.
DER KOM ALTSÅ aldrig noget stormløb fra gaderne eller fra dem, som har råd til at købe deres helt egne. Det har imidlertid også altid været en mærkelig strategi, når ideologer, intellektuelle og politikere har identificeret en gruppes lidelser eller fortræffeligheder for herefter at projicere dem ud på alle andre – blot for at opdage, at disse andre slet ikke var interesserede.
Og alt imens vi nu er nået til vejs ende i kavalkaden af frigørende kræfter og har set, at ethvert forsøg på at gøre en bestemt gruppe til en særligt frigørende drivkraft har været et teoretisk fejlskud, er der en ustoppelig revolution på vej. Ikke fra de historisk udskældte klasser, fra innovative, populister eller intellektuelle, men fra naturen.
De storme og de vandstands- og varmestigninger, som er i vente på grund af klimaforandringerne, vil ikke kun lægge gaderne øde og tromle alt ned på deres vej, nej, de vil først ødelægge vores civilisation og senere vores klode. Dette er nu et irreversibelt faktum, hvis vi ikke føjer naturen. Er det ikke ved cirka fire-seks graders varmestigninger, at det er end of game ? Og der er ikke nogen planet B, vel? Og hvor mange måneder med varmerekord er det nu, vi lige har oplevet?
Revolutionen er på vej, og vi har kunnet mærke det i nogen tid uden at gøre noget ved det. Vi lyttede ikke til den tavse natur, der nu gør oprør. Nu er vi selv tavse og kan mærke, at det trækker op til de storme, som vil berøve vores børn og børnebørn håbet om, at der til sidst ikke vil blive helt stille. Hvis ikke vi gør noget, vil naturen have sejret. Vi vil være taberne.
Klimaforandringerne synes nærmest umulige at hamle op med, og politikerne vil ikke se kendsgerningerne i øjnene. Måske fordi de ikke har forstået, at deres konventionelle frihedsforståelser, deres Karl Marx og Adam Smith, ikke leverer svar, der kan løse klimakrisen.
Vi er kommet ud på kanten, hvor politiske ideologier afløses af naturvidenskabelige fakta om klodens tilstand, og når man står på kanten, er det en kamp om overlevelse og ikke om frihedsbegreber.
Måske forholder det sig sådan, at naturen altid har været den frigørende kraft? Alle tidligere forsøg på frigørelse har hvilet på idéen om vækst uden nogen reel begrænsning i forhold til naturen og har derfor været ufuldstændige og falske forsøg på frigørelse. Fra proletariatets frigørelse til de nye kreative kræfter hjulpet på vej af globale investorer har alle været forsøg på at øge væksten i håbet om et bedre liv for flere. Alle forsøg uden begrænsning.
DEN TYSKE FILOSOF Georg Wilhelm Friedrich Hegel skrev ligeså, at friheden mellem mennesker kun kunne ske i begrænsning:
I sin retsfilosofi formulerede han det så smukt som at “være ved sig selv i den anden”. Bliver den anden eller andre i moralfilosofisk forstand kun et instrument for min egen frihed, er det nok en frihed, men en falsk en af slagsen.
Det samme gælder for naturen. Skal vi overleve naturens revolution og finde en ny frihedsforestilling, må den i forlængelse af Hegel lyde ”at være ved sig selv i naturen”, for det er kun, når jeg oplever mig fri og ikke ser naturen som et middel, men som et mål i sig selv, at jeg selv og vores fælles verden har en chance for at overleve.
Fra de abstrakte moralfilosofiske formuleringer består begrænsningerne skam kun i, hvad vi allerede ved, nemlig at starte med at flyve mindre, spise mindre kød, forbruge mindre – og spare på vand, varme og el.
Revolutionen kommer, og den skal imødekommes af alle, for om vi er højre- eller venstreorienterede, deler vi den samme natur. Ja, vi er jo selv natur. Vi har bare glemt det.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst
Lotte Blicher Mørk .